"Jeg er ikke i bjergene for at se døden i øjnene, jeg er der for at leve mit liv"

Hun tager to skridt. Holder en pause. Tager to skridt mere. Hun kan høre sit åndedræt, hvæsende i iltmasken, og mærke, at alle dele af kroppen skriger efter ilt.

Hver gang hun bevæger sig, er det som om, hun er ved at blive kvalt. Hun ved ikke præcist, hvor langt der er til toppen, men hun ved, at det er nu, hun skal væk fra følelsen af udmattelse, finde en positiv tanke. Og holde fast. Så hun vender tankerne hjemad. Mod noget enkelt – og lykkeligt. 

"Jeg vidste, at min storebror skulle på Northside-festival, og jeg forestillede mig, at hvis nogen spurgte ham, hvad hans lillesøster lavede, så ville han svare: ”Hun er i gang med at bestige Mount Everest”."

Emma griner.

Læs også

Sådan kommer du i form til vandreturen

"Og det syntes jeg bare var sindssygt sejt! Så den tanke kørte på repeat i mit hoved. Samtidig prøvede jeg at være nysgerrig på, hvad der dukkede op efter de næste ti meter."

Og så efter ti meter mere. Emma smiler og lader tankerne vende tilbage til den 23. maj 2023. For pludselig kunne hun se noget, hun kendte på den snedækkede skråning 8790 meter over havets overflade.

Noget, hun havde set masser af billeder af. Den bjergkam, der er gået over i bjergbestigerhistorien som Hillary Step, men som har forandret sig efter et jordskælv for nogle år siden. Alligevel var Emma ikke i tvivl. Hun smilede inde under den sorte iltmaske. Nu vidste hun, at målet var tæt på. Mærkede ny energi strømme gennem kroppen og tog endnu et skridt. Og så et mere.

Alt eller intet

Udenfor blæser en sensommerstorm henover Aarhus-forstaden Højbjerg. Indenfor i rækkehuset hænger en flagranke i vinduet ud mod den grønne augusthave. Det er et par måneder siden, Emma vendte hjem til flag og fejring – til sin mors hus og til et liv, hvor tre års arbejde pludselig var forbi. Hvor hun ikke havde sit eget sted at bo, hvor hun havde brugt alle sine penge og mere til. Og hvor hun skulle i gang med at bygge noget nyt op.

På arbejdsbordet ligger bøger om Himalaya, om klatring og nyklassikeren ”Into the Wild”. Macbooken er slået op, og her sidder Emma og arbejder. På sin blog, på foredrag, på planlægningen af forskellige ekspeditioner – alt sammen ting, som hun håber, kommer til at udgøre de bærende elementer i hendes fremtidige liv som selvstændig. Allerede i næste uge pakker hun rygsækken og tager afsted til Kilimanjaro som ekspeditionsleder for en gruppe kvinder fra 24-60 år. Forskellige steder i livet, men allesammen med drømmen om at nå toppen.

Egentlig havde Emma selv aldrig drømt om bjergene. Som barn elskede hun at ride, og enkelte gange tog hun med mor, far og storebror på skiferie, men hverken vandring eller klatring var en del af hendes opvækst. Det var til gengæld viljen. En alt-eller-intet-tilgang til livet. For havde hun sat sig noget for, så gjorde hun det. Som dengang hun var på ferie i Blåvand som otteårig.

Emma tænker et øjeblik.

"Den eneste måde, man opnår noget på, er ved at skabe det selv. Men derfor kan jeg også nogle gange blive helt bange for at gå i gang med noget. For jeg ved, at har jeg først sat mig det for, så vil jeg gøre alt for at gennemføre det."

Bjergtaget

På væggen hænger et foto i en lys træramme. Emma på vej opad med isøkse, pigsko, skriggul hjelm, den lyse, lange fletning ned over venstre skulder. Og bjergtinder bredt ud som et tæppe af hvidt og gråt, der bugter sig under hende.

Da hun efter gymnasiet tog på backpackertur til Australien og Asien, blev eventyreren i hende vakt. Og hun fik for første gang fornemmelsen af, at hun måske havde det anderledes end de andre unge rejsende. For hvor de havde det fint med at køre ud i naturen, tage et billede og hoppe ind i bilen igen, ville Emma hellere bruge kroppen og få oplevelsen helt ind under huden.

Da hun og hendes veninde besteg en vulkan på indonesiske Lombok, nåede de toppen. Udmattede efter tre dages hike, men hvor hendes veninde følte, at så var det prøvet, og nu ville hun gerne ned igen, måtte Emma have mere. Og hun begyndte at skifte solferier ud med vandreture. I Norge, Sverige, Tyskland. Eller bare i Danmark, hvor hun elskede at snøre støvlerne, tage dagsrygsækken på og gå gennem skoven eller langs havet.

"Jeg fandt en ro ved at være i naturen. Jeg nød at være i nuet, og her kunne jeg bare puste ud. Det gjorde mig glad."

Læs også

Gitte Holtze skiftede hamsterhjulet ud med hærvejen: ”Jeg skulle bare have mit liv på ryggen i tre uger"

Men efter nogle år, hvor terrænet mest var plant, begyndte Emma at mærke en lyst til at udfordre sig selv. Og en dag først i tyverne, mens hun læste sin bachelor i Marketing and Management Communications på universitetet, satte hun sig ved bordet i sin lejlighed i Aarhus, åbnede computeren og googlede ”bjergbestigning” og ”begynder”.

"Jeg fandt hurtigt ud af, at Kilimanjaro var et godt begynderbjerg, så jeg spurgte mine veninder om ikke, de ville med."

Emma bryder ud i et grin.

"De sagde NEJ! De havde det sådan, at det lød fedt, men det skulle de ikke. Så jeg tænkte: det skal være løgn!"

Så Emma købte en billet til Tanzania og tog afsted alene. Bare hende og en kvindelig guide, men allerede første nat på bjerget blev hun udfordret. Udenfor teltet kunne hun høre mennesker fra andre ekspeditioner grine og dele historier. Og for første gang i sit liv følte hun sig ensom.

"Jeg sad bare inde i mit telt og græd. For her var jeg, en 21-årig kvinde, og jeg havde ingen at dele mine oplevelser med."

Emma holder en kort pause. 

"Jeg fik følelsen af at være i live og være stærk i min krop. Og jeg fandt ud af, at jeg var god til at være i den følelse, hvor alt er hårdt, hvor hovedet gør ondt, og hvor man tænker: hvad fanden laver jeg her?"

Drømmen om Everest

Emma bøjer sine håndled bagover. Viser hvordan hendes hænder og fingre kan bøje sig i en vildere vinkel end de flestes. For kroppen har ikke altid villet, som hun ville. Som barn kaldte en læge hende et slangemenneske pga. hendes ekstremt hypermobile led og foreslog, at hun skulle optræde i cirkus.

Adskillige gange har hun måttet sætte sit knæ på plads, hvis det røg ud af led. Enkelte gange har hun fået veninder til det. Og i teenageårene blev det så slemt, at hun indimellem måtte ligge på sofaen, ude af stand til at gå, og fik at vide, at hun måske ville være nødt til at få nye hofter. 

"Der tænkte jeg, at jeg måtte gøre noget. For jeg var seksten, men opførte mig som en 80-årig. Jeg kunne jo ikke bare ligge der, som om mit liv var forbi."

Så Emma gik i gang med at træne musklerne op. Længe og vedholdende, så de blev stærke nok til at holde leddene på plads. Og de sidste ti år har hun ikke mærket meget til det. Medmindre hun provokerer sine led ved f.eks. at bære for tungt på hofterne.

Alligevel lå det i baghovedet, da drømmen om bjergene for alvor fik fat. For da hun kom hjem fra Kilimanjaro i sommeren 2019, vidste hun, det ikke var slut. Det var kun lige begyndt. Og i hendes hoved begyndte tankerne at kredse om den næste udfordring. Måske skulle det være Mont Blanc. Men et andet bjerg blev også ved med at dukke op, både når hun researchede, men også mere og mere i hendes hoved.

"Men jeg var helt grøn og kendte ingen i bjergbestigermiljøet, så selvom Everest blev ved med at dukke op, tænkte jeg, at det kommer jeg aldrig til. Og hvis det nogensinde skulle kunne lade sig gøre, ville det tage mindst tyve år."

Men Emma kunne ikke lade det ligge. Og en dag, da hun var i en Friluftslandbutik i Aarhus, spurgte hun kvinden ved disken, om hun kendte nogen i miljøet. Hun viste Emma en pjece med en bjergbestiger, der for nyligt havde holdt foredrag i butikken. Hvorfor skrev hun ikke til ham?

Så Emma skrev en mail til Jakob Urth. 

"Det var en ret standard, ydmyg jysk mail, hvor jeg fortalte, at jeg ikke rigtig havde nogen erfaring, men at jeg havde en drøm om Everest."

Emma løfter øjenbrynene i overraskelse. For Jakob skrev tilbage. Ikke bare et standard-afslag, men et forslag om, at de kunne tale sammen i telefon. 

"Og så varede vores første samtale flere timer og føltes nærmest som om, han bredte armene ud og gav mig en krammer. Her var en erfaren bjergbestiger, der havde besteget Everest, og som lyttede til mig og var med på at gøre den her crazy tanke til handling. Han sagde, vi kunne lave en step by step-plan, og at vi kunne gøre det på tre år. Så spurgte han: ”Er du all in?” Og jeg svarede: ”Ja, for fanden, jeg er all in!”"

Skridt for skridt

Så i foråret 2020, mens alle andre talte om corona, talte Emma videre med Jakob om Everest. Og langsomt blev drømmen til en realistisk plan, hvor Emma skulle søge sponsorer, arbejde, gøre sin bachelor færdig og starte den virksomhed, der skulle få projektet op at flyve.

Emma’s Everest, som gennem syv ekspeditioner med forskelligt fokus på feks. højde eller teknisk træning, skulle gøre Emma klar til den ultimative udfordring. Hele tiden også med øje for hendes fysik og for at træne musklerne, så leddene kunne holde til det.

Da hun første gang luftede planen for sine forældre, kiggede hun ned i bordet og grinte lidt, mens hun sagde navnet Everest. For det var næsten for stort. Og forældrene grinede også og sagde: ”Go for it! Men jo mere, de kunne se, hun mente det seriøst, jo sværere blev det for dem at tale om det. 

"Når man hører om Everest, handler det jo tit om død og ødelæggelse. Og i starten kaldte min bror det da også en dum idé. For ham var det lidt det samme som at tage til månen."

Men jo længere Emma kom i projektet, jo mere inddrog hun familien, fortalte dem alt, hvad hun skulle lære. Og langsomt blev de mere trygge. Og gav deres ubetingede støtte.

"De kunne jo se, hvor glad det gjorde mig, og jeg kunne ikke have gjort det uden dem. Men vi har da haft mange snakke, og jo større bjergene blev, jo mere omfattende blev snakkene også."

Læs også

Maria tager på vandreferier med sin datter: ”Her dyrker man virkelig nærværet”

Emma tænker et øjeblik.

"Vi taler altid om risikoen, men ikke som i, at jeg ikke kommer hjem. For mig er det ikke en mulighed. Jeg har altid en sikkerhedsmargin og går aldrig derud, hvor næste skridt bliver liv eller død. Jeg er ikke i bjergene for at se døden i øjnene, jeg er der for at leve mit liv. Man er selvfølgelig ikke herre over laviner. Men man kan tage sine forholdsregler."

Parketgulvet i stuen er tomt lige nu. Klip til marts måned i år, hvor der i ugerne op til afgang blev mere og mere fyldt, og hvor hendes oppakning til sidst overtog hele stuen.

Soveposer, sokker, underlag, riskiks, små oste, nødder, marcipanbrød, chokolade. I alt 80 kilo havde Emma med i bilen, da familien satte kurs mod Københavns Lufthavn den 28. marts.

"Alt, hvad jeg havde åndet og levet for, havde handlet om Everest i tre år, og jeg var SÅ klar."

Så Emma kyssede tårevædet sin mor, far, bror og svigerinde på gensyn. Ikke farvel, altid på gensyn. Fortalte dem, hun elskede dem og satte sig ind i flyet med kurs mod Kathmandu.

42 minutter på toppen

Hun kan høre det, allerede inden hun lyner ned og stikker hovedet ud af teltet. Det er den 22. maj 2023 og efter næsten syv uger undervejs – en uge i Kathmandus kaos, et fjorten dages trek ind til Everest Base Camp, så akklimatiseringsture ud fra basecampen – har top-forsøget nu været i gang i tre dage, og ved 14-tiden ankom Emma, Jakob og sherpaerne Dawa og Anish til camp fire, hvor de hurtigt fik smeltet is og hoppede i posen for at få et par timers søvn.

Nu er de blevet vækket af uret, klokken viser 19, og de er klar til det allersidste ryk. Deres summit push. De sidste 10-12 timer mod toppen. Men da Emma kigger ud af teltet, får hun bekræftet det, hun allerede ved. Det sner. Tunge fnug falder, og udenfor er den snedækkede camp helt mørk. Emma og Jakob råber over til sherpaerne i det andet telt, og de bliver enige om, at de ikke tør være de eneste, der går afsted. De vil se på vejrsituationen igen om et par timer.

"Vi ved, at hvis vi ikke kan komme afsted, så har vi ikke nok ilt til at sove heroppe. Det bliver jo kaldt dødszonen af en grund, for i den højde dør kroppen langsomt. Men i bjergene har man altid en plan, til man har en ny. Da vækkeuret ringer igen kl. 21, og de kigger ud, får de et chok, for der i mørket ser de en lysende slange af pandelygter på vej op ad bjerget."

"Alle andre har allerede forladt campen, men vi har ikke kunnet høre det på grund af vinden. Det er lidt af et mentalt slag, for ligegyldigt hvad vi gør nu, vil vi være bagerst."

Men klokken 22.30 går de afsted. Ud i mørket. Nogle steder kan de overhale, så de klikker sig ud af rebet, griber fat i de andre klatrere, og klikker sig ind igen. Alt foregår i slowmotion.

Emma smiler.

Husker, hvordan de går videre. Dér er den ikoniske Balcony, dér South Summit, så Hillary Step, hvor hun tænker på sin bror for at få energi til at fortsætte.

Og lige pludselig ser hun det. 30-40 meter fremme blafrer bedeflagene i røde, gule, grønne, blå farver. Mennesker i dundragter tager billeder. Dér er det, hun har kæmpet for at nå de sidste tre år. Dér er toppen af verden. 

"Mit hoved eksploderer bare i lykke og eufori, og jeg er klar til at løbe. Men min krop kan kun tage ét skridt ad gangen. Og det tager mig tyve minutter at komme derhen."

Emma ryster på hovedet. Hun har svært ved at forklare, hvad der sker indeni, da hun sætter sig på det højeste punkt – med det ene ben i Nepal og det andet i Tibet.

"Det er alle følelser på én gang, og jeg tror ikke helt, jeg fatter det. Jeg har ikke forberedt en sej quote, men jeg har bedeflag med, som jeg finder frem, tager mellem hænderne og lader røre min pande i en bøn. Og de 42 minutter, vi har deroppe, føles som et splitsekund."

Tilbage i huset i Højbjerg er det stadig ved at synke ind hos Emma, hvad hun har gjort. Og at hun som 26-årig er gået over i historien som den yngste danske kvinde på Everest. 

"Det vidste jeg ikke, da jeg gik i gang med projektet, og det var ikke derfor, jeg gjorde det. Men nu synes jeg da, det er mega badass. Jeg vil gerne gå forrest og vise kvinder, at vi også kan begå os i bjergene.

Og så vil jeg da også gerne vise, at man gerne må drømme stort. Og selvom mange nok vil mene, at Emma har gjort det ultimative, er hun allerede i gang med at planlægge sin næste ekspedition. For hun er ikke færdig med at drømme om bjergene.

"Der er SÅ mange bjerge derude, og det bjerg, jeg planlægger lige nu, er meget mere klatreteknisk svært end Everest, så det er en helt anden udfordring."

Emma smiler. Igen.

"Bjergbestigning er så meget mere end bare højden. Det er det, jeg elsker. Bjergene er i live, og man skal lytte til dem. Vi kommer for at være ydmyge og for at udfordre os selv, men det er altid bjerget, der har det sidste ord."