Er det usundt at holde sig?
Undgår du toilettet på arbejdet, selvom du egentlig skal? Se, hvad det betyder for din sundhed
Hvis vi taler afføring, er der vide rammer for, hvad der er normalt. Det fortæller overlæge på privathospitalet Aleris-Hamlets mavetarm afdeling, Ole Øder Rasmussen.
– Alt fra tre gange om dagen til tre gange om ugen, ligger inden for normalområdet, siger han.
– Nogle har en lidt sløvere tarm, hvilket betyder at der går længere tid for afføringen at passere igennem, siger overlægen og fortæller, at der ikke er nogen beviser for, at hyppig afføring er sundere, så længe man ligger inden for normalområdet og ikke lider af forstoppelse. Kosten spiller desuden en afgørende rolle for hyppigheden af afføringen. Nærmere bestemt mængden af fibre kontra mængden af forarbejdet mad.
– Spiser du en kost med masser af fibre, vil du som regel have hyppigere afføring – både fordi fibrene hurtigere passerer gennem tarmen, og fordi de tiltrækker væske, hvilket vil sige, at volumen øges, og jo mere afføring, der ligger i tarmen, des mere afføringstrang. I modsætning til forarbejdet mad, der indeholder få fibre, og hvor en stor del af maden derfor optages i kroppen, hvilket betyder, at mængden af afføring bliver mindre og dermed sjældnere, forklarer Ole Øder Rasmussen og fortæller, at en forkert kost kun er en af mange forklaringer på forstoppelse.
– Lider du af forstoppelse, eller er din afføring for hård eller tynd, er det tegn på, at noget ikke fungerer som det skal, og det kan være alt fra forkert mad til en sygdomstilstand. Kan den rigtige kost ikke få has på problemet, råder han dig til at gå til lægen.
– Når du har forstoppelse, kan det få betydning for dit helbred, fordi du ikke kan optage din energi ordentligt, siger han.
Sandt og falsk om din afføring
Myte 1. Inaktivitet skader fordøjelsen
Afføring er en kropslig funktion, der fungerer bedst, når kroppen er i hvile. Derfor reagerer manges fordøjelse negativt på stress. Motion spiller også en rolle for din fordøjelse, sidder du meget ned kan maven gå i stå.
Myte 2. Kan føre til forstoppelse
Mange lader være med at gå på toilettet, selvom de skal, hvis de f.eks. er på arbejde. Men når du undertrykker kroppens afføringsreflekser, kan de på længere sigt blive sløvere, hvilket kan føre til forstoppelse.
LÆS OGSÅ: Ved du, hvor meget sukker du bør spise om dagen?