Hold formen på sommerens festivaler

FIT på festival: Insektburgere, morgenyoga & en tur i søen

FIT LIVING-redaktionen guider dig til de lækreste, sjoveste og sundeste aktiviteter og madboder på Roskilde Festival 2017.

Ingen Roskilde Festival uden en iskold fadøl, rugbrød med makrel i tomat og en tissetur i hegnet. Og selv om der selvfølgelig skal være plads til alt dét, har Roskilde Festival også et kæmpe udbud af lækker sund mad og sjove aktiviteter, så du kan supplere din flæskestegssandwich med lidt økologisk grønt og holde formen ved lige, så du uden problemer kan squatte over de lidt for fyldte toiletter på festivalens sidste dag.

Her er vores bud på nogle af de lækreste, sjoveste og sundeste aktiviteter og madboder på Roskilde Festival 2017.

Absalon

Har du brug for en blid start på dagen, er der hver morgen yoga ved Absalon fra kl. 10-11. Ønsker du at få pulsen lidt op, kan du også benytte dig af de opstillede ping-pong borde, og når du skal have pulsen ned igen, kan du tage en pause med et hyggeligt spil petanque. Se mere på facebooksiden Absalon på Roskilde Festival 2017

FoodJam

FoodJam er opbygget som et aktivt ’folkekøkken’, hvor man selv tilbereder et måltid mad. Kulinariske vejledere introducerer dig til råvarebuffeten med sæsonbestemte økologiske grøntsager, krydderurter, frugt, muslinger og hele friske fisk, og guider dig igennem tilberedningen. I år udvider FoodJam sortimentet med pop-op events ude i teltområderne, hvor man populært sagt ’spiser op’. Her simrer en stor gryde med fiskesuppe over bålet baseret på rester fra FoodJam teltet. Suppen kan man selv tviste i fx en asiatisk, fransk eller sydafrikansk retning via et lille råvare- og tilsmagningsbord. Se mere på facebooksiden FoodJam på Roskilde Festival

Nøgenløb

Ingen Roskilde Festival uden nøgenløb, og det gælder også for dette års festival, nærmere betegnet torsdag d. 29. juni kl. 14 i område H48. Så smid tøjet og husk på, at jo hurtigere du løber, desto sværere er det at fange dit ansigt på billederne. Se mere på facebooksiden Roskilde nøgenløb 2017

#Orangekarma

Igen i år melder Hummel sig på banen, og selv om du ikke nåede med til deres street fodbold-, basket- eller street volleyturnering i opvarmningsdagene, kan du stadig svinge forbi og låne bold og bane til din egen lille turnering eller kamp imod vennerne. Se mere her på Hummel.net

Hop en tur i havet…

eller søen ved Agora K. Så slipper du også for de lange køer til fællesbadet. Husk dog på, at miljøet ikke er glad for sæbe og shampoo.

Food Court

Uanset om du ønsker at sætte dine tømmermandsramte tænder i en pulled-pork burger, en acai bowl eller en lækker skål grød, kan du finde det her, og så er 90% af maden i Food Court økologisk.

Insekter i burgeren

En stor del af klimaaftrykket efter Roskilde Festival kommer fra det kød, som gæsterne spiser. Derfor opfordres alle boder også til at have mindst én vegetarisk ret.

I 2016 eksperimenterede boden Eat Horse of Course med at servere hestekød for gæsterne, da produktion af hestekød har et meget mindre CO2-forbrug end oksekød. Det var en stor succes, og boden måtte melde udsolgt af flere omgange. Boden kommer tilbage igen i år, og sammen med den kommer noget, som måske får det til at kravle koldt ned af ryggen på nogle festivalgæster; nemlig spiselige insekter.

Det sker i boden med navnet Crick’it i Food Court, som er et samarbejde mellem Suhrs Højskole, Insekt KBH, fårekyllingefarmen Bugging Denmark og stjernekokken Rasmus Leck Fischer. Sammen bringer de det nye gastronomiske fænomen med spiselige insekter direkte til de sultne festivalgængere.

Bodens hovedret er en gourmetburger, der består af en smørbagt briochebolle med langtidsmarineret pulled chicken i en hjemmelavet Chipotle BBQ-sauce krydret med spicy melorme og en hjemmelavet voksmøllarve-mayo, der gør retten sprængfyldt med umamismag. Derudover kan man få en sommersalat med nye danske kartofler i fårekyllinge-pesto, toppet med ostecreme og syltede grønsager.

Andre nyheder på årets festival er

• Hooked – Food Court: Folkene bag Hooked er passionerede omkring friskfanget fisk og skaldyr. Hvis lysten til seafood melder sig, skal man derfor besøge deres bod, hvor man kan få en wrap med tempurarejer eller en klassisk lobster roll.

• GRO - Arena: Selv om du er på festival, behøver du ikke undvære din chiagrød, i hvert fald ikke hvis du besøger GRO, hvor udvalget også byder på bulgursalat, spidskålssalat og andre sunde sager.

Festivalen i tal

  • Gennemsnitsalderen for publikum er 24 år. Kønsfordelingen er 50% kvinder og 50% mænd. 55% af publikum er singler. Billetterne er solgt i 82 forskellige lande. 
  • Roskilde Festival har ca. 120 madboder, der servicerer knap 130.000 gæster og frivillige
  • Mere end én million måltider bliver serveret i madboderne. I 2017 er 90 % af madbodernes råvarer økologiske.
  • Festivalen har i 2017 udviklet sit eget øko-mærke i samarbejde med Fødevarestyrelsen. Alle madboder skal have minimum en vegetarret på menuen.
  • Festivalpladsen rummer cirka 180 salgssteder med mad og drikke, og Roskilde Festival driver to to supermarkeder på campingområderne.
  • Cirka 1 million liter øl udskænkes i ølboderne. Dertil kommer 30.000 liter økologisk vin, 645.500 kopper økologisk kaffe, 12.000 liter økologisk kakaomælk og 30.000 liter økologisk juice.
  • I 2016 brugte madboderne bl.a. 45.000 kilo oksekød, 6.000 kilo æg, 45.000 kilo pommes frites, kartoffelbåde og lignende og 6.800 kilo hele agurker. Samlet blev der anvendt 716.000 kilo fødevarer i boderne.
  • Målet i 2017 er, at over 50 % af overskuddet fra boderne skal gå til almennyttige formål

Psst ... Del dine madoplevelser med os og brug #fitlivingmagasin og #RFFood