Børneopdragelse, økonomi og svigerforældre … I et parforhold
kan der være mange emner, som kan føre til uenighed og diskussioner. Og hvis I
så oveni hatten også har et par børn, der kræver jeres opmærksomhed, er der
ikke altid tid til at komme i sync med sin partner.
Vi har talt med parterapeut og sexolog Ditte Winkel om de
problemer, som hun oplever, at mange forældre bringer med i parterapi – og så
har hun heldigvis gode råd til, hvordan man kan løse uenighederne, inden de
vokser sig for store.
Ifølge hende viser statistikkerne, at den mest ulykkelige
periode i et parforhold er, når man har børn under tre år – og så begynder det at
lysne lige så stille derfra. Det vidner i hvert fald om, at det er benhårdt at
være småbørnsfamilie, og at det er benhårdt for vores parforhold.
Artiklen fortsætter efter videoen
Her er Ditte Winkels seks punkter, som hun oplever, er de
mest hyppige, vi er uenige om.
1. Arbejdsfordelingen
”Det er virkelig en af højdespringerne. I dag er der meget
snak om ’the mental load’, hvor mange kvinder føler sig overbebyrdede af den
mentale byrde, så det er virkelig noget, som får mere fokus, men som også
springer mere frem i bevidstheden hos mange yngre par.
Det er nogle hårde år, når børnene er små, og for mange par kan
der næsten opstå en form for millimeterdemokrati imellem dem; at nu gjorde jeg
det, og så skal du gøre det.
Har man flere børn, kan man være på barsel ad forskellige
omgange. Og det kan nogle gange være rigtig svært at relatere sig til den
andens hverdag, fx hvad er det, du reelt har brugt otte timer på, mens jeg har
været på arbejde? Og hvis man er den, der går på barsel derhjemme, kan man
synes, at det må være et frirum at få lov at komme afsted og være sammen med
nogle voksne mennesker og blive stimuleret på et intelligensmæssigt niveau.
Det kan være svært at bygge bro imellem hinandens verdener,
og så bliver arbejdsfordelingen dér, hvor det kan være svært at mødes på
midten.
Hvis man fx taler rengøring, har man måske forskellige
standarder for, hvornår der rent faktisk er gjort rent, og det kan være
drønhamrende svært at fordele det ligeligt 50/50, når man står ude i praksis. Jeg
tror, at alle par kender til det, at man har alle de gode intentioner, og vi
har egentlig også siddet og lavet fordelingen. Men når alt kommer til alt, kan
korthuset stadig ramle. For teoretisk lyder det smaddergodt, men når man er
energiforladt, lunten er kort, eller man har været meget sammen med børnene,
kan man hurtigt komme til at føle, at man er den, der trækker det tunge læs
derhjemme.”
2. Børneopdragelse
”Dem, der særligt kan nikke genkendende til det her punkt,
vil typisk være de par, som kender mønstret omkring, at man synes, at den ene
part er meget tydelig i sine grænser, hvor den anden part er mere inkonsekvent.
Og de to typer kan virkelig ramle sammen, fordi den, der synes,
at man har en partner, der er tydelig, kan synes, at den tydelighed, bliver
kommunikeret med hårdhed, vrede eller et temperament, som er svært at rumme som
barn.
Omvendt synes den anden, at partneren er blød og bøjelig, og
der bliver måske kommunikeret med en utydelighed, hvor barnet kan mærke, at man
nemt kan overtales i situationen.
Og der kan bølgerne gå højt, når man ikke kan blive enige.
En ting er at kunne italesætte det i fredstid. Noget andet er, når vi står i en
helt konkret i situationen, hvor barnet leger med maden, ikke vil have børstet
sine tænder, eller ikke gider at finde sine lektier frem. Når det udspiller sig
i primetime, kan det være meget svært for begge parter ikke at gå ind og tage
over, og på en eller anden måde underminere den anden i akten.
Og så skal der gøres et reparationsarbejde på bagkant, fordi
det virkelig kan få begge parter op i det røde felt. Man føler måske, at man
får voksenskældud, eller man kan føle sig irettesat. Man kan føle, at børnene
mister respekten for én, fordi man bliver irettesat at den anden, mens børnene
kigger på.”
3. Uens sexlyst
”Den er klassisk uanset aldersgruppe, og hvor man er henne i
et parforhold. Alligevel er det noget, som kan være sat ekstra på spidsen, når
man er børnefamilie.
Kvinden vil ofte være den, der føler sig hudmættet. Hvis man
ammer, vil man typisk have et lille menneske, som er meget tæt på én i mange af
døgnets timer, hvor man føler, at man giver ud af sin krop, og derfor bliver
drænet på det at skulle stille sig fysisk til rådighed for et andet menneske.
Og så kan man have en partner, der kommer hjem, som ikke har
fået opfyldt den samme mængde af krammehormonet, oxytocin, og som derfor stadig
har et behov eller en længsel.
I den situation kan det være svært for de to parter at finde
fælles fodslag. Og det kan ofte ende med, at der er en partner, som måske i sin
længsel kommer til at presse på eller at virke utaknemmelig i sin
kommunikation. Og det kan ende med at blive lidt passivt-aggressivt i
behovstilfredsstillelsen.”
Hvordan kommer det til udtryk?
”Det kan fx være, at man siger, ”du ser mig heller aldrig
længere”, eller ”det kunne også være rart, hvis du gad at give noget til mig.” Man
formulerer et behov med kritik, frem for at sige det fra et sårbart sted i sig
selv. Det gør det meget svært at lytte til, fordi det vil ofte plante en dårlig
samvittighed og en utilstrækkelighed hos den anden part, som ikke føler, at han
eller hun er nok.
For mange par kan det faktisk ende med at gå hen og blive så
stort et konfliktpunkt, at de sætter sexlivet fuldstændig i bero i x antal år. De
aftaler eller indgår en kontrakt om, at sådan er det bare lige nu, og det kan
vi godt leve med, indtil børnene bliver større, hvor vi altid kan tage det op
igen, når der er mere overskud.”
Og det er absolut ikke tilrådeligt, set fra parterapeuten og
sexologens stol, at man indgår sådan et kompromis, understreger Ditte Winkel og
uddyber:
”Hvis I vænner jer til at være i en intimløs kontakt, mister
I den tillid og tryghed, der er i det intime rum. Og det kan blive virkelig
svært at genopbygge den tillid og tryghed igen på et senere tidspunkt. For der kan
det næsten føles som om, at man skal blotte sig i et intimt rum med en god
kammerat – og det er der ikke ret mange, der har lyst til. Parret er egentlig vokset
fra hinanden på det punkt, og så bliver det smaddersvært at finde tilbage til
udgangspunktet.”
4. Økonomi
”I dag er det ikke ualmindeligt, at par ikke har
fællesøkonomi. Og det kan lægge brænde på bålet, hvis den ene føler, at man er
den, der hovedsageligt betaler for flyverdragter, kontingent til fodboldtræning,
gaver til nevøer og niecer, og hvad man ellers føler, man bidrager mere med end
den anden.
Det kan også være svært at være enige om, hvordan vi bruger
pengene. Den ene synes måske, at en flyverdragt fra Føtex burde kunne gøre det,
og den anden synes, at det skal være mærkevarer for, at det er godt nok. Og i
dag kan du købe dig fattig, hvis du synes, at det hele skal være det bedste af
det bedste.
Så det kan virkelig give nogle konflikter for par at blive
enige om, hvad der er godt nok – og ikke mindst hvad bruger vi pengene på.”
5. Svigerforældre
”Når der kommer bedsteforældre ind i billedet, kan der også
opstå konflikter. Hvor meget skal de passe? Hvor meget skal de være hos mine
forældre? Hvor meget skal de være hos dine forældre?
Mange kan måske genkende, at det kan være nemmere at tale med
sine egne forældre, fordi dem kender man godt, og hvis man ikke er tilfreds med
det, som de gør for ens børn, kan det være nemmere at korrigere dem, eller sige
noget til sin egen mor eller far, hvor det er sværere at sige til
svigerforældrene.
Det kan give så hulens mange konflikter, hvis man fx har en
nul-sukker-politik for sine børn, og så kommer de på weekend hos bedstefar og
bedstemor, og når man får dem hjem igen, hører man, hvordan de både har spist
kager og is – og er det ikke også okay, at de bliver forkælet lidt, når de
bliver passet? Skærmtid er også et typisk emne, hvor man kan have mange
forestillinger om, hvor meget vi giver lov til. Og det får man sagt til en
bedsteforælder, at det max er to timer, og når man så henter om aftenen, kan
man se, at dataforbruget har været meget højere.
Den ene part i forholdet kan føle sig forrådt eller tilsidesat,
fordi den oprindelige aftale imellem forældreparret ikke bliver håndhævet, og opdrager
svigerforældrene nu pludseligt ens barn? Det kan give konflikter, fordi man et
langt stykke hen ad vejen er loyal over for sine egne forældre, og man vil
gerne forsvare dem. Det kan også være svært at skulle lægge ører til, hvis ens
partner taler grimt om det ophav, man har med sig. Det kan gøre ondt – og det
skal man ikke undervurdere.”
6. Alenetid
”Når vi lever i en tilværelse og hverdag, der er så ophængt,
struktureret og skemalagt på mange måder, fordi det er livet med børn, kan
dét at få mulighed for at blive stimuleret af en kollega eller en venindeflok,
en cykeltur eller gåtur alene, eller hvad man gør for sig selv, når man skal
rense hovedet, blive meget sårbart, når det kommer til, hvornår og hvor ofte
man kan få noget alenetid.
Det hænger lidt sammen med arbejdsfordelingen, fordi der kan
gå millimeterdemokrati i det, hvis man synes, at det er mig, der har puttet de
sidste tre aftener, og nu vil du ud og cykle en lang tur … Så kan man blive
helt rasende over, at den anden ikke kan se ens behov for, at man selv har brug
for bare at have et par timer i sofaen, hvor man sidder og chiller til noget
Netflix.
I sådanne situationer kan begge parter hurtigt komme til at
føle sig fanget eller ikke værdsat.
I mange par-dynamikker vil to forskellige typer ofte finde
sammen. Den ene type er mere tilbøjelig til at ønske tosomhed og nærvær, samtale
og kontakt. Og den anden type vil ofte have brug for mere selvstændighed og alenetid.
Og er man typen, der ønsker kontakt og nærvær, kan man nemt
komme til at føle sig nedprioriteret. Og typen, som gerne vil være mere alene,
kan føle sig fanget eller omklamret. Og det er aldrig godt for nogen af
parterne, for det er enormt smertefuldt at føle sig afvist, eller at blive
ekskluderet fra den andens verden. Så det er enormt opslidende for begge
parter, hvis først det kommer derud.”
Nøglen er kommunikation
Genkender du en eller flere af disse konflikter, har Ditte
Winkel heldigvis gode råd til, hvad I kan gøre som par.
”Nøglen til det er evig og altid kommunikation. Den er
fundamental for, at man kan løse konflikter, uanset hvad den måtte bunde i. Og
dét, der er en af nøglerne til god kommunikation, er begrebet før-kontakt.
Forstået på den måde, at I sørger for at finde et tidspunkt, hvor begge er lige
engagerede i at skulle tale om det pågældende emne, og hvor der er ro på og
tryghed til at snakke om ting, der er konfliktfyldte eller gør ondt.
Vi må sande, at i børnefamilier bliver diskussionerne mange
gange taget hen over en spaghetti bolognese, fordi det er der, hvor muligheden
lige er, fordi om lidt skal den ene køre en til fodboldtræning, og den anden
skal selv afsted til svømning. Og hvis der skal tales om noget svært, bliver
det en selvfølgelighed, at det må foregå på et af de tidspunkter. Og det er
bare sjældent særligt konstruktivt, fordi der er vi allerede på vej videre, vi
er formentlig stressede i vores system, der kværner andre ting rundt i
hovederne på os, og man er ikke på et mentalt punkt, hvor man kan tune 100 % ind
på den forestående samtale.”
Vil du anbefale, at vi prøver at sætte en samtale-date i
kalenderen?
”Absolut. Især når man er børnefamilie, fordi der ikke er
meget tid. Men man skal tage det seriøst. Og det behøver ikke altid at være
stort og omsiggribende. 15 minutter kan gøre meget, og jeg er overbevist om, at
børn sagtens kan tåle at få at vide, at mor og far lige skal snakke lidt, så vi
sætter os ind i stuen og lukker døren, og I skal ikke komme derind. I må gerne
banke på, hvis der er et eller andet, I vil spørge om. Men nu dyrker mor og far
lige hinanden og har et kvarters kærestetid. At grænsesætte over for børnene og
vise dem symbolværdien i, at vi prioriterer hinanden og tager hinanden
alvorligt, er også vigtigt for børn at få en fornemmelse af.”
Hav et åbent sind
Når I skal have samtalen, forklarer Ditte Winkel, at det handler
om at prøve at mødes med et åbent sind og en nysgerrighed på hinanden. Og hvis I
formår det, kan I prøve at lave en fordeling, hvor den ene først skal være den,
der lytter, og så skal den anden være den, der taler. Og så kan I altid bytte
undervejs.
”På den måde har man gjort sig nogle tanker om, hvad ens primære
opgave er lige nu? Mange gange ender vi i begge roller, og det er faktisk
enormt svært både at lytte og tale på samme tid. Det, der sker, hvis jeg er
den, der lytter, og vi ikke har fået fordelt rollerne imellem os, er, at jeg ofte
vil sidde og vente på, at min partners læber står stille, fordi så har jeg et
modargument til, hvorfor det han eller hun siger ikke er helt rigtigt, og jeg
har faktisk et bedre bud på lige netop det emne, vi taler ind i. Og det er jo
ikke at lytte, og den anden mærker godt, at du ikke er 100 % nærværende, for du
har mere travlt med at fortælle, hvordan det er, set fra dit perspektiv, end du
har til at lytte på, hvorfor jeg synes dit eller dat.”
Et andet godt råd er at stille åbne hv-spørgsmål, hvis man
er den, der lytter. På den måde viser man, at man er nysgerrig, og at man
stiller et trygt rum til rådighed, hvor den anden kan komme på banen med de
nuancer, som han eller hun måtte sidde med.
”Og man kan sagtens være uenig. Men det gemmer man lidt til senere
i samtalen. Og den andens optik er nøjagtigt lige så valid, som ens egen er.”
Det er altså vigtigt at lytte og prøve at sætte sig i den
andens sko. Og så kan man bytte roller bagefter.
”På den måde kommer der mere ro på samtalen. Vi kender alle
sammen, at hvis man begynder at tale rigtigt hurtigt, er det ofte, fordi et
eller andet i os bliver frustreret eller aktiveret, og så bliver det ofte ukonstruktivt,
og vi kan komme til at pege fingre. Sæt tempoet godt ned, tag nogle gode
indåndinger undervejs, og få en fornemmelse af, at der ikke er nogen bagkant og
noget, der skal nås, så man har mulighed for rent faktisk at mærke de ord, man
gerne vil formidle,” siger Ditte Winkel og fortsætter:
”Og hvis I er virkelig dygtige til det, kan I måske åbne
endnu mere op for hinanden. Hvis vi tager et eksempel med økonomien, kan det
være, at man pludseligt hører den ene part sige noget om, at han synes Føtex-flyverdragten
er god nok, fordi han kan huske, at de ikke havde ret mange penge i hans
barndom, han blev måske sendt ud til hoveddøren, når fogeden kom og bankede på,
og skulle sige, at forældrene ikke var hjemme, fordi de vidste godt, hvad han
kom efter. Og så lytter man pludseligt fra et smerteligt sted i den anden, og man
kan godt forstå, hvorfor han er meget optaget af at spare penge, eller har brug
for at være helt sikker på, at det fundament, som vores familie bygger på, er sikkert.
Og så bliver det meget nemmere at mødes på et kompromis,
fordi man rent faktisk har en forståelse for, hvad det er, der trigger det
andet menneske. Og sådan en historie ligger der til alle punkterne. Hvis der er
noget, vi har en kraftig mening om, er det, fordi vi har noget med os, der har
givet udslag på lige netop det punkt.”
