Kvinde på cirka 45 år med mørkt hår sidder i en sofa. Hun er iført en lyseblå sweater og hviler hovedet på sine knyttede hænder, imens hun kigger bekymret frem for sig.

Jeg er bange for overgangsalderen - hvad kan jeg gøre?

En læser frygter overgangsalderen og vil vide, om hun kan gøre noget for at forebygge. Læs med her, hvor sexolog og parterapeut Daisy Løvendahl svarer på hendes bekymrede brev.

ALT for damerne logo

Spørgsmål: Kære Daisy. Jeg er 45 år, og jeg er ikke gået i overgang endnu, men jeg er megabange for det. Jeg har en følelse af, at lige om lidt bryder helvede løs, og så bliver alt lort. Er der noget, som jeg kan gøre for at forebygge det? Kan jeg komme igennem det, uden at mit liv falder fra hinanden?

"Vær dig"

Svar: Kære du. Dit brev går lige i hjertet på mig, for nogle af mine tætteste veninder er på alder med dig, og de har det på samme måde.

Jeg forstår godt frygten. Gennem de sidste år er der endelig begyndt at komme større fokus på kvinders overgang, og det er nødvendigt. Alt for mange kvinder har gået alene og ikke vidst, hvad der skete med dem. Vi har manglet et sprog for den vilde udvikling, overgangsalderen er, og en anerkendelse af, at det er megakrævende at gennemgå denne hormonelle udvikling. 

For at få den nødvendige anerkendelse er vi også nødt til at dele alle de svære historier om at miste styrke, lyst og energi. Om at leve udmattet på grund af dårlig søvn, blødningsforstyrrelser og kæmpe med hjernetåge. Bagsiden af dette fokus er dog, at det skaber en masse frygt. 

I kampen for anerkendelse af, at menopausen skal tages alvorligt, glemmer vi at fortælle de andre historier. Så tillad mig at dele lidt viden med dig. I runde tal oplever en tredjedel af kvinder i overgangen mindre gener. Dvs. de har nogle gener, men ikke så det væsentligt påvirker deres livskvalitet. En tredjedel oplever gener i nogen grad, og den sidste tredjedel oplever så mange gener, at det væsentligt påvirker deres livskvalitet. 

Om overgangsalderen

Kvinder fødes med 1-2 mio. æg. Ved puberteten er der ca. 400.000 tilbage. Hver måned ryger ca. 1000 æg, og ét æg modnes. 

Kvinder har omkring 400 menstruationer i deres liv fra pubertet til overgangsalder. Menopausen defineres som det tidspunkt, hvor kvinden ikke har menstrueret i et år. 

Gennemsnitsalderen for menopausen er 51-52 år. Både i årene op til og efter kan man opleve gener som hede- og svedeture, søvnforstyrrelser, træthed, humørændringer, muskel/ledsmerter, færre kræfter og øget stressfølsomhed. Man kan også opleve tørre slimhinder og øget risiko for afkalkning af knogler, hjertekarsygdom og diabetes.

Det betyder, at du højst sandsynligt vil mærke overgangen, men at der er stor sandsynlighed for, at det er på en måde, som du godt kan leve med. Hvis du oplever, at de gener, du har, påvirker din livskvalitet, så husk at få hjælp. Der er meget, din læge og gynækolog kan gøre. Brug dem. 

Noget af det vigtigste, der sker her for tiden, er, at kvinder holder op med at lide i stilhed. Der er ingen skam i at få medicinsk hjælp eller mere støtte fra dine nære. Tværtimod er det stærkt at insistere på at få den hjælp, du måske får brug for. 

Måske er dette noget af det vigtigste, overgangen kan give os. En større tålmodighed med os selv og mere blidhed. En større insisteren på vores grænser og behov. Hvis du vil gøre noget for at forebygge, at alt bliver lort, så øv dig i allerede nu at leve et liv med fokus på dig selv. 

Tillad dig selv at stå ved dine grænser, uanset om de er fysiske eller mentale. Spis mad, der nærer dig. Brug din krop dagligt. Stop med at møde alle andres behov og tag dine egne alvorligt. Fordelen ved at være kvinde i denne del af livet er, at du virkelig er blevet for gammel til at være den, andre synes du skal være. Vær dig.

Daisy Løvendahl

Daisy Løvendahl er parterapeut, coach, sexolog, forfatter og direktør for ”Sexolog & Parterapeut”-uddannelsen.

 Gennem 12 års samtaler har hun et særligt indblik i, hvad der virkelig fylder for folk, og hun har holdt mange i hånden gennem sorg, livskriser, forelskelser, utroskab, overgangen fra par til forældre og forsøget på at finde ”meningen med det hele”. 

Du kan skrive anonymt til Daisy her: daisylovendahl.dk/skriv-til-daisy