Henrik Duer: Sådan går du fra sofasnegl til supermotionist
Motion eller nærmere mangel på samme kan være en kilde til evig dårlig samvittighed. Få Henrik Duers 10 tips til at blive motiveret og gøre træning til en fast del af din hverdag.
- Stil dig selv spørgsmålet: Hvad sker der, hvis ikke du gør noget?
Vi er så gode til at skubbe tingene fra os og tænke, at det hele jo nok går alligevel. Det er en psykologisk beskyttermekanisme, for hvis vi skulle forholde os til alt det dårlige, ville vi blive alt for deprimerede. Spil lidt på frygten for, hvad der sker, hvis du bliver ved med at være inaktiv. Når du har passeret de 25 til 30 år, begynder det langsomt at gå nedad bakke, og det bliver kun værre, hvis ikke du gør noget. - Har du nogensinde fortrudt at træne?
Nej vel egentlig ikke sådan rigtigt. Mind dig selv om – igen og igen til det klæber fast til din nethinde – at du får det både fysisk og psykisk godt af at træne. Det skal være den gulerod, der driver værket. Ikke pisken. - Når du har taget beslutningen om, at du gerne vil i gang, så tænk tilbage på dine tidligere erfaringer. Hvordan havde du det dengang, du trænede? Hvad var det for en type træning, der virkede? Var du glad og følte dig stolt, når du kom af sted? Tag udgangspunkt i de tanker og følelser, så du ved, at du vælger en træningsform, du kan lide. Har du ikke nogen tidligere træningserfaring, så prøv dig frem, til du finder netop det, der tænder dig. Den bedste motion er den, der bliver gjort. Og det gør den kun, hvis du laver noget, der giver dig lyst til at forsætte.
- Sæt dig et mål, ellers drifter du bare rundt.
Husk at målet skal være realistisk. Det kan være et særligt vægttab, at du skal træne to gange om ugen, eller at du skal spise skyr til morgenmad. Sæt nogle delmål undervejs, som du synes er en lille sejr at nå – det motiverer til mere, når du ser, at det går den rigtige vej. - Sæt barren lavt, når du starter ud.
Det er nemt at sige, at du skal træne fire gange om ugen og spise skyr til morgenmad og broccoli til aftensmad, det er bare knap så nemt at fuldføre en så hardcore plan fra starten. Lov dig selv, at du får trænet to gange en halv time om ugen, og så er det lige meget, om det er sker derhjemme eller i et fitnesscenter. Alle kan finde en time i kalenderen i løbet af en uge. Og tænker du nej, så lav lige iPhone-testen. Gå ind i indstillinger og tryk på batteri, og se nøjagtig hvor lang tid, du har brugt på diverse apps den seneste uge. Det kan være en øjenåbner til at bytte telefontid ud med træningstid. - Find ud af hvad der kan forhindre dig i, at du kommer i mål.
Skriv de tre største forhindringer ned. Skriv derefter, hvordan du vil løse dem. Spørgsmålet er nemlig ikke, om du møder forhindringer på vejen, spørgsmål er hvornår, du møder dem, og så er det en god idé at være klar, så du ikke bliver slået ud af kurs. - Er du gift eller bor sammen med din kæreste, så inddrag ham eller hende. Du bliver nødt til at have en medspiller på din vej. Det kan være svært at få passet træning ind i en hverdag med travle jobs og små børn, så du bliver nødt til at have en støtte, der er med på, at du prioriterer, som du gør.
- Find en træningsmakker.
Det forpligter, når du ved, at din veninde eller kæreste har afsat tid i kalenderen og står og venter på dig. Det er også sjovere at træne, når du samtidig kan være social. - Har du mulighed for det, så hyr en personlig træner.
Det forpligter, og du får nogle federe træningssessioner. Allerede efter en måned vil du begynde at mærke en mening med galskaben, og hvis du kan mærke en forbedring i din form allerede der, hvad sker der så ikke, hvis du forsætter 12 uger eller for resten af livet? Når du først er kommet i god form, har du ikke lyst til at give afkald på det. Udfordringen er bare lige at komme i gang, og her kan en personlig træner være det helt rette middel. - Tænk over, om der er noget, der kan motivere dig yderligere til at komme i gang, og handle på det.
Det kan være et par nye sko, et fedt løbeur, en app eller en træningsmakker. Hvad end der kan motivere dig, så skaf adgang til det, så du øger sandsynligheden for at lykkedes med dit projekt.