For hvert skridt jeg går, får jeg min sygdom og følelesen af at være ubrugelig på afstand

Langs stranden ved Sejrøbugten er Heidi Stephansen ude at gå. Det er havblik, vandet står helt stille og glimter i solen, og der er ingen mennesker i nærheden. Heidi ser en måge dykke. Hun kigger på den og tænker, at den har en mening i livet; den skal dykke efter fisk, så den kan få noget at spise. Og lige dér ved hun – for første gang i årevis – at også hun har et formål med at være til.

"Jeg tænkte, den måge dér, den ved, hvad den skal, og det gør jeg også. Jeg går her og sætter den ene fod foran den anden, og det er jeg rigtig god til. Jeg mærkede den friske luft, naturen, lyset, og pludselig var det, som om alt faldt på plads," husker Heidi.

Vi befinder os i hendes lejlighed i Hørsholm, hvor hun har sat kaffe, nødder og frugt frem på sofabordet. Heidi undskylder for, at hun er lidt nervøs. Det kræver meget af hende at koncentrere sig, svare på spørgsmål og bevare fokus på samtalen, og hun ved, at hun måske bliver nødt til at tage en eftermiddag på sofaen bagefter.

For syv år siden blev Heidi nemlig ramt af en blodprop i lillehjernen, også kendt som et stroke, og selv om hun udadtil ligner en rask og rørig 48-årig, døjer hun stadig med eftervirkninger af det traume, hendes hjerne har været udsat for.

"Når jeg kigger på dig, sidder du sådan her," siger Heidi og svinger sin krop fra side til side.

"Jeg er svimmel hele tiden og bruger 80 procent af min hjerneenergi på bare at holde mig oprejst."

I bås som ubrugelig

Heidi får første gang symptomer på en ferierejse med sin søster i 2015, hvor hun pludselig bliver ramt af ekstrem hovedpine, svimmelhed og forhøjet blodtryk. Men vejen fra de første tegn på sygdom til en endelig diagnose skal vise sig at blive lang.

I to år går hun til undersøgelser, møder et utal af læger og får en række forskellige bud på årsagerne til sine symptomer.

I mellemtiden får Heidi sværere og sværere ved at klare hverdagen. Hun når dertil, hvor bare det at stå op sammen med sin mand og sende ham af sted på arbejde kræver, at hun går i seng igen bagefter, og arbejdet som selvstændig oversætter må hun drosle ned for til sidst at opgive.

Men der er stadig regninger at betale, så da en jobkonsulent i 2018 foreslår at trykke på ”førtidspensions-knappen”, bliver Heidi i første omgang lettet. Indtil svaret kommer.

"Jeg fik min førtidspension, hvilket selvfølgelig var rart, fordi det gav ro på. Men samtidig følte jeg mig totalt kasseret. Som om jeg blev puttet i bås som én, der i en alder af 45 år ikke kunne bruges til noget."

100 kilometer

Heidi kan mærke, at hun – for at undgå at synke ned i et hul – bliver nødt til at finde en ny mening med sit liv. Flere foreslår, at hun bliver frivillig eller tager et ulønnet job i en genbrugsbutik. Men årene ind og ud af sundhedsvæsen og dagpengesystem har gjort hende indadvendt, så det føles ikke som en mulighed. Heidi opdager til gengæld, at hun kan holde svimmelheden nogenlunde i skak, når hun går, og hun begynder at prøve kræfter med lange ture på omkring ti kilometer.

"Jeg kunne mærke, at jo flere skridt jeg tog, jo mere fik jeg min sygdom og følelsen af at være ubrugelig på afstand. Mentalt var jeg fuldstændig ødelagt, og jeg følte mig værdiløs. Men når jeg gik, var det, som om min sjæl blev lappet sammen. Det var ren healing," siger Heidi, der hurtigt fik lyst til mere.

"En dag fik jeg den idé at gå 50 kilometer. Jeg var enormt træt bagefter, men samtidig var jeg helt høj, for jeg havde opdaget noget, jeg kunne," fortæller Heidi, som beslutter at prøve kræfter med den i vandrekredse legendariske strækning: Mammutmarchen, hvor deltagerne skal gå 100 kilometer inden for 24 timer.

I første omgang må hun, nedbrudt af hjernetræthed, skybrud og vabler, give op efter 42 kilometer. Men hun forsøger igen, og anden gang gennemfører hun på blot 22 timer.

"Det var en kæmpe sejr. Det er få mennesker, der kan gå så langt, men jeg kunne," siger Heidi, som trækker på friluftserfaringer fra sin barndom.

Hjem til søster

Heidi er halvt nordmand, og som barn boede hun i Alta i Nordnorge med sin mor og sin søster, som er hjerneskadet. I skolen blev Heidi mobbet med søsterens handikap, og for at få problemerne på afstand yndede den unge pige at gå ud i naturen. Så det er ikke fremmed for hende at bruge friluftsliv og vandring til bogstavelig talt at få luft.

Det er da også på en tur til hjemstavnen, at Heidi får den idé at begive sig ud på sit livs vandring. Hun sidder i bilen med sin mand og søster, da hun pludselig hører sig selv sige, at når nu hun har gennemført 100 kilometers gåtur, kan hun jo også bare fortsætte – og gå hele vejen hjem.

"Det slog mig: Tænk, hvis jeg kunne gå ud ad døren og gå på mine fødder hele vejen op til min søster og give hende et kram. Hvor fantastisk ville det ikke være? Det startede som en joke, men ret hurtigt blev det seriøst."

LÆS OGSÅ: Tine gik sig 15 kilo lettere: "Jeg har aldrig fortrudt en gåtur"

Heidi er nu ved at planlægge sin ultimative vandring hele vejen fra Nordsjælland til hjembyen 900 kilometer nord for polarcirklen. Turen skal sætte streg under, at Heidi er og kan meget mere, end diagnosen fortæller hende – og være et budskab til andre, der kæmper med eftervirkningerne af stroke.

"Jeg vil vise, at selv om du har en hjerneskade, er du ikke kasseret. Du skal ikke bare sætte dig ned og acceptere din skæbne, du skal kæmpe videre. Vi kan alle sammen noget, vi skal bare finde ud af hvad. Personligt har jeg fundet ud af, at jeg kan gå, så det gør jeg," siger Heidi, som føler, at hun binder en fin sløjfe om sygdomsforløbet, når hun vandrer ind i Alta og ser sin søsters ansigt.

"Vi var sammen, da mine symptomer begyndte, så selvfølgelig skal hun også være der, når jeg når i mål. Så er jeg kommet videre."