Tine Jakobsen

Tine gik sig 15 kilo lettere: "Jeg har aldrig fortrudt en gåtur"

For Tine var det lidt af en øjenåbner, at en sund livsstil ikke krævede blod, sved eller tårer. Faktisk kunne hun gå sig til både et stort vægttab og et liv i bedre balance. Hun begynder som regel dagen med en 20-minutters gåtur, for det giver energi og gør det nemmere at træffe de sunde valg.

I september 2020 besluttede 55-årige Tine Birgitte Jakobsen sig for, at NU skulle der ske noget – hun ville gerne tabe sig og i det hele taget leve sundere. I Birgitte Nymann fandt hun lige den coach, hun manglede, og hun meldte sig på et af slankespecialistens onlineforløb. Tine var dog en smule skeptisk i begyndelsen, for som hun sagde til Birgitte: ”Jeg ved altså ikke, om jeg kan gennemføre, for jeg har så mange skader”. Hun forstod nemlig hurtigt, at hos Birgitte Nymann er bevægelse en væsentlig del af en sundere livsstil.

Birgitte var dog ret sikker på, at Tine sagtens kunne være med, og hun introducerede hende med det samme for gåturene.

"Og det kunne jeg jo sagtens klare. Jeg har tidligere levet et aktivt liv med meget sport, men det satte mine knæ en stopper for. Jeg er blevet opereret i dem flere gange. Jeg havde ikke tænkt på, at det at være aktiv også kunne indebære en gåtur."

"Samtidig faldt det sammen med, at corona lukkede landet ned. Jeg skulle arbejde hjemmefra og havde derfor rig mulighed for at gå ture i løbet af dagen. Når jeg stod op, gik jeg som det første i 20 minutter. Det var nemt og til at overkomme. Hurtigt udvidede jeg det til også at gå under så mange af mine telefonmøder som muligt", fortæller Tine, der arbejder som juridisk rådgiver og stresscoach og har en del krævende samtaler med klienter i dagens løb.

Nærmest afhængig

At gå om morgenen er ifølge Tine den perfekte start på dagen, og hun var kun lige kommet i gang, før hun tænkte: ”Hov, det her kan jeg jo sagtens, det er ikke engang svært”. Gåturene giver samtidig energi og lyst til at leve sundere resten af dagen, og når Tine kommer hjem, nyder hun sin kolde grød og varme te ekstra meget.

"Det er simpelthen pragtfuldt at gå. Det giver ikke bare god motion, men også mentalt velvære. Vi bor tæt på Køge Bugt, og jeg elsker at komme herned og kigge ud over vandet og blive mindet om, at der findes noget, der er større end mig selv. Det giver ro indeni. Jeg har aldrig fortrudt en gåtur, faktisk er jeg nærmest blevet lidt afhængig af dem", lyder det fra Tine.

Hun holder af at følge med i årstidernes gang og får mange skønne naturoplevelser på sine morgenture, måske møder hun ræven, der er på vej hjem fra jagt, eller hun lytter til de mange fugle, der holder til i området. Nogle gange tager hun en god lydbog eller musik i ørerne. Eller hun lokker sin mand Ole eller sønnerne Johan og Jeppe på 12 og 15 år med.

"Man snakker simpelthen så godt, mens man går. Det giver et helt andet nærvær, fordi du ikke lige samtidig kan tjekke din telefon. Jeg aftaler også tit med mine veninder, at vi skal gå en tur i stedet for sidde ned et sted og drikke kaffe", fortæller Tine.

"Så kan vi altid drikke kaffe efterfølgende."

Liv i balance

Som motionsform har gåturene også den fordel, at de ikke give en helt så stor sultfølelse efterfølgende som f.eks. løb eller anden højintens træning. Tine har kombineret træningsformen med et spisemønster, hvor hun nøjes med tre hovedmåltider om dagen, imellem måltiderne holder hun spisepause for at give fordøjelsen ro. Hun sørger også for at få nok sunde fedtstoffer.

Den nye livsstil betød et vægttab på hele 15 kilo de første fem måneder. Nu holder Tine vægten og føler virkelig, at Birgitte har givet hende koden til et varigt vægttab:

"Det her er en ny livsstil, som jeg altid vil holde. Og det har ikke engang været svært, hårdt, træls eller gjort ondt. Det giver nærmest sig selv, at man ikke går hjem og spiser en croissant efter en god gåtur", slår Tine fast og fortæller videre:

"Jeg er blevet meget gladere og har fået mere energi. Mit liv er kommet i bedre balance efter, jeg begyndte at gå ture. Både fordi jeg har tabt mig og er blevet sundere, men også fordi jeg får clearet hovedet i løbet af dagen, og ikke bliver overloaded på samme måde som tidligere."