Gitte vandrede sig ud af sit livs krise

Det var ikke kun én ting. Det var flere. Gitte Holtze var lige trådt ud af et giftigt forhold til en mand, der nær var lykkedes med at ødelægge hendes selvværd. Hun havde mistet sit arbejde i en sparerunde. Og hendes far var død af kræft kun et par år forinden. Den 45-årige journalists liv sejlede. Hun var i sorg, i vildrede og i noget nær total opløsning.

"Jeg var virkelig et svært sted. Måske på grænsen til en depression, for jeg græd hele tiden og følte mig håbløs og opgivende", siger Gitte.

"Det eneste, jeg havde lyst til, var at komme væk fra mit liv og min hverdag. Det hele var på én eller anden måde alligevel faldet fra hinanden".

Væk fra hunden

Muligheden for netop det bød sig til i form at et tilfældigt opslag på Facebook om The Pacific Crest Trail – en 4.265 kilometer lang, ufremkommelig vandrerute, der strækker sig fra Mexico til Canada og tager et lille halvt år at gennemføre.

Gitte stødte på opslaget, da hun lå i sofaen og scrollede modløst gennem Facebook. ”Det der gør jeg sgu!” sagde hun højt i, hvad der udefra nok har lignet et anfald af overmod. Men Gitte Holze gjorde det rent faktisk. I dag har hun skrevet bogen Jeg lever om sine bedrifter og oplevelser på The Pacific Crest Trail – og måske endnu vigtigere: Om at finde ro og retning i det liv, hun var faret vild i.

"Jeg har altid elsket at være i naturen, også den mere barske af slagsen. Jeg har trekket og vandret, blandt andet i Norge, så jeg var ingen novice ud i friluftsliv", siger Gitte.

"Men jeg vidste godt, at Pacific Crest Trail var i en helt anden kategori; at det ville blive benhårdt og sindssygt udfordrende. Og at jeg skulle være væk fra mit hjem og ikke mindst min hund i månedsvis. På den måde var det afsindigt frygtindgydende".

Angst for bjørne 

Omvendt var det også præcis det, hun ledte efter.

"Jeg havde en klar fornemmelse af, at jeg skulle ud af mine vante rammer, ud af min comfort zone, for ”få fat” i mig selv og få retning på mit liv igen", forklarer Gitte.

"Jeg havde en stærk tro på det terapeutiske i at gå og vandre, men at de 4.265 kilometer skulle komme til at betyde så meget og forandre min livsindstilling så radikalt, turde jeg slet ikke forestille mig".

Gitte vandrede sig i bogstavelig forstand ud af sit livs krise og ind på en ny livsbane. Med 30 til 40 kilometer om dagen fordelt på godt fem måneder travede hun gennem alle følelseslivets registre og lærte mere om sig selv – og om, hvad hun egentlig ønskede sig af livet – end hun havde gjort i sine første nogle og fyrre leveår. Gennem øde og glohede ørkenstrækninger, hvor varmen og tørken var så ekstrem, at tørsten føltes uoverkommelig.

Over stejle, stenede bjergpas, hvor benene syrede til, og kroppens totale udmattelse kæmpede med viljen til at fortsætte. Forbi tæt, grøn skov, hvor bevidstheden om fritlevende brune bjørne kunne få det til at løbe koldt ned ad ryggen. Og over brusende floder med oppakningen højt hævet over hovedet og angsten for at blive revet med af strømmen bankende vildt i hjertet.

"Det var sindssygt hårdt, udfordrende og vanvittigt grænseoverskridende. Men det var også euforisk, lykkeligt og vildt, når jeg så endelig stod på toppen af bjergkammen eller på den anden side af en flod", husker Gitte. 

Hulkede og råbte 

Og så var det noget helt tredje. På de ensomme strækninger, hvor Gitte gik alene i timevis, kunne tårerne over tabet af hendes far pludseligt og nok i virkeligheden for første gang få frit løb. Sorgen over hans sygdom og død fik lov at fylde. Der på de øde vandrestrækninger kunne Gitte også begynde at se sin ærgrelse og vrede over, at hun i alt for lang tid var blevet i et usundt forhold med en kontrollerende mand, i øjnene. Og hun kunne pludselig le af, at hun var blevet slået ud af at miste sit job i en sparerunde. For det var jo bare et job.

"Den store, vilde natur og det simple liv på vejen satte tingene i perspektiv. Det vigtige og betydningsfulde fik mulighed for at fylde, mens det, der i virkeligheden var småt og ligegyldigt, skrumpede ind", forklarer Gitte.

"Jeg råbte og skreg af forbandelse og vrede. Jeg tudede af sorg. Og jeg lo højt af alt det, jeg før var gået op i med hud og hår, men som nu blegnede og virkede fjollet. Det hele væltede bare ud af mig. Jeg har set ret vanvittig ud, som jeg vandrede af sted; hulkende, råbende og nogle gange skraldgrinende. Men det var en total befrielse". 

Sand hippiesnak

Gitte var dog ikke alene hele tiden. Hun delte fra tid til anden livet på ruten med andre, der havde begivet sig ud på samme færd. Mænd og kvinder i alle aldre, med vidt forskellige bevæggrunde for at vandre, som hun kunne gå i takt med, et pas eller to, eller udveksle fortællinger og erfaringer med omkring bålet om aftenen.

"Jeg stødte ret hurtigt på sætningen The trail will provide, der løst oversat betyder, at ruten nok skal give dig det, du behøver", fortæller Gitte.

"Jeg syntes, det lidt var noget hippiesnak, men det blev mere og mere virkeligt for mig, efterhånden som kilometerne skred frem: Der dukkede altid en lille købmand op, når jeg manglede proviant, en beslægtet sjæl, når jeg savnede selskab, eller en venlig fyr i en pickup, der kunne give et lift til nærmeste by, hvis jeg havde akut tandpine", fortsætter Gitte.

”'Alting løser sig' blev et mantra for mig. Jeg messede det for mig selv og sagde det højt. Jeg råbte det. For det var sandt. Og det føltes vidunderligt at slippe kontrollen og overgive sig til det. Og det er én af de vigtigste ting, Gitte har lært på den 4.265 kilometer lange vandretur fra Mexico til Canada: At give slip på kontrollen og stole på, at ruten – eller livet – nok skal give hende det, hun har brug for. At alting løser sig.

"Det kan lyde naivt, og det er jo ikke sådan, at nu er alting faldet på plads; der er stadig masser af ting, der er udfordrende, men jeg har fundet en anden ro ved at overgive mig til en tro på, at det løser sig", siger hun – og tilføjer:

"Og hvad er der i virkeligheden at gøre andet end at overgive sig til det?"