skønhedstips

Guide: Bliv skøn uden kemi

Din creme eller shampoo kan indeholde kemi, der skader miljøet, din sundhed og evne til at få børn. Se, hvad du skal undgå, når du vælger plejeprodukter.

Kemi i plejeprodukter

Miljøstyrelsen anslår, at der i danske varer findes omkring 20.000 forskellige kemiske stoffer. 350 af de stoffer, som man vurderer til at være problematiske, bruges i produkter til personlig pleje. Skal du sætte ind bare ét sted, så find en god og sund bodylotion. Den er i kontakt med en stor del af din krop hele dagen igennem.

Kilde: Informationscenter for Miljø & Sundhed

1/Håndsæbe

Undgå især: Konserveringsmidler som bl.a. formaldehyd og parfumestoffer, der kan give allergi.

Tip: Vælg en fast, uparfumeret sæbe med Svaneeller Astma-Allergi-mærke, og opbevar den, så den tørrer imellem brug og ikke bliver en bakteriebombe.

2/Antiage

Undgå især: Frugtsyrer, de såkaldte AHA-stoffer, som er lavet af mælke- og frugtsukker. Frugtsyrer findes typisk i cremer, der udglatter rynker, gør huden glattere og reducerer pletter og solskader. Frugtsyrerne gør huden mere følsom over for sollys og UVstråler, og den effekt kender man ikke langtidseffekterne af.

Tip: Brug creme med A-vitamin, som er videnskabeligt bevist at kunne bekæmpe rynker.

3/Creme og lotion

Undgå især: Propylog butylparaben, som er mistænkt for at være hormonforstyrrende. Mange ansigtscremer indeholder også UV-filter, som skal beskytte mod solen. Det gør de dog sjældent tilstrækkeligt til, at du kan undvære solcremen på de dage, hvor behovet for beskyttelse er der. Til gengæld er der mistanke om, at nogle UV-filtre kan være hormon- og miljøbelastende.

Tip: Brug så små mængder som muligt.

4/Makeup

Undgå især: Det hormonforstyrrende propylparaben. Derudover indeholder nogle farvestoffer tungmetaller. Selv om nikkel ikke må tilsættes direkte, forekommer det bl.a. i jerndioxid, der farver makeuppen sort − også uden nødvendigvis at fremgå af ingredienslisten.

Tip: Undgå UV-filtre i din makeup, som kan skade både miljø og din sundhed (se mere under solcreme).

5/Hårstyling

Undgå især: Det miljøbelastende cyclopentasiloxane og produkter i spray og pumpe, fordi du risikerer at indånde og få produktet i lungerne.

Tip: Vælg gele, og gå efter de uparfumerede og ufarvede varianter.

6/Hårshampoo

Undgå især: Hormonforstyrrende parabener, der også er mistænkt for at være kræftfremkaldende, og tensider og siloxaner, som gør håret rent og glansfuldt, men er svært nedbrydelige for miljøet. Vælg produkter, der specifikt betegnes som uparfumerede eller er mærket med Astma-Allergimærket. Svanemærkede produkter kan godt indeholde parfume.

Tip: Brug så lidt shampoo som muligt. Drop balsam, hvis den ikke er strengt nødvendig.

7/Hårfarve

Undgå især: Undersøgelser har vist, at lang tids forbrug af permanente hårfarveprodukter kan give kræft. Det samme mistænkes stoffet lawsome for at være. Hold også øje med resorcinol, som er et farvestof, der kan være hormonforstyrrende.

Tip: Skyllefarver og striber er typisk mindre sundhedsskadelige end permanent og helfarve, der har en større kontaktflade med hovedbunden.

8/Tandpasta

Undgå især: Hormonforstyrrende parabener som propylparaben og triclosan, der belaster miljøet. De fleste tandpastavarianter indeholder smagsstoffer, som er anført under betegnelsen parfum, parfume eller aroma på produktet. Disse stoffer kan være allergifremkaldende.

Tip: Husk fluor, hvis du vælger en svanemærket tandpasta, så undgår du huller.

9/Deodorant

Undgå især: Miljøbelastende og hormonforstyrrende stoffer som triclosan, parabener, cyclopensa- og cyclotetrasiloxane. Parfume og konserveringsmidler kan give dig allergi, og sprayer du deodoranten på, kan du få mikroskopiske dråber ned i lungerne og videre ud i systemet.

Tip: Vælg rollon, cremedeodorant eller stick.

10/Solcreme

Undgå især: Det miljøbelastende ethylhexyl methoxycinnamate og de hormonforstyrrende propyl- og butylparabener. Vær opmærksom på, at visse kemiske UV-filtre mistænkes for at være hormonforstyrrende. Derfor fraråder Miljøstyrelsen brugen af solcreme med UVfilteret 4-MBC for gravide og ammende. UV-filtret octocrylene kan derudover give allergi. På nær titaniumdioxid (TiO2) er fysiske solfiltre ikke godkendt til brug i solcreme i Danmark, men du kan støde på andre fysiske filtre i andre EU-lande, hvis du køber solcreme på ferien.

Tip: Vælg uparfumerede varianter med ikkeproblematiske UVfiltre.

Find de forbudte stoffer

På forbrugerkemi.dk kan du finde lister over Kosmetikbekendtgørelsens tilladte UV-filtre, og hvilke stoffer der mistænkes for at være allergifremkaldende. På forbrugerrådets hjemmeside taenk.dk finder du en liste over 17 hormonforstyrrende stoffer, som du også kan få tilsendt via sms, så har du den altid ved hånden.

Test dig selv

Hvor meget kemi bliver du selv udsat for? Test dit forbrug af plejeprodukter på taenk.dk