samleje

Guide: Hvor tit gør du det?

Hvordan ser det ud hjemme hos dig? Får du en god gang rugbrødssex hver dag, eller er du mere ovre i lange, intime elskovsseancer et par gange om ugen… måneden… året? Læs her, hvorfor der ifølge sexolog Ingrid Hegland ikke er noget „for lidt eller for meget sex”, så længe det bare virker for dig – og for ham…

Næsten hver dag

I har ikke nødvendigvis hed og timelang sex hver dag. Men I har sex stort set hver dag. Tit tager det ikke mere end et kvarter til tyve minutter, men I når at mærke tætheden med hinanden og får også den fysiske tilfredsstillelse.

Sex er en rigtig vigtig del af jeres forhold, som I altid har prioriteret højt. Det erotiske var en del af drivkraften i jeres forelskelse, hvor I gjorde det hvor som helst og når som helst – og dårligt kunne vente, til I var kommet ind ad døren… hvis I overhovedet nåede indenfor! I dag er jeres elskov mere rutinepræget, men stadig har du oplevelsen af, at en god gang rugbrødssex er et af de bærende fundamenter i jeres forhold.

Når en af jer har været ude at rejse, eller I af andre årsager ikke har været sammen, oplever du, at I har sex på en anden og mere intens måde, hvor I giver jer mere tid til hinanden. Det savner du måske af og til i hverdagen…

SEXOLOGENS BEDSTE RÅD

I forelskelsesfasen har vi typisk mere lyst til sex. Rent fysisk stiger niveauet af det mandlige kønshormon testosteron hos kvinder, og det øger vores lyst. Og hos mænd sker der ofte det, at de er mere opmærksomme på flirten og forførelsen, som får os kvinder til at føle os sete og værdsatte – og det stimulerer også vores lyst.Så i et nyt forhold har vi tit sex stort set hver dag – simpelthen fordi vi er forelskede. I et langvarigt forhold er hyppig sex udtryk for, at vi har – og altid har haft – en god seksuel kemi med hinanden. Og at den kropslige kontakt, det nærvær og den energi, det giver, er en vigtig værdi i forholdet. Og så er det frem for alt udtryk for, at vi har en god kommunikation i forholdet og er gode til at løse konflikter. For er det modsatte tilfældet, går det ud over tætheden og følelsen af at være forbundet med hinanden – og vil også påvirke vores lyst til at elske og være intime med hinanden.

Hyppig sex er en fantastisk måde at holde gnisten og samhørigheden i live. Og det er rigtig fint at være opmærksom på, at der ikke skal gå mere end et par dage imellem, hvis det seksuelle er en vigtig motor i forholdet. Det behøver ikke være langvarig elskov hver aften, en quickie kan være lige så fin, hvis det er, hvad I har energi til. For lyst avler lyst, så jo oftere vi er i god kontakt med vores seksualitet, jo mere lyst får vi. Omvendt er det også en god ide ind imellem virkelig at give sig tid til at udforske og nyde hinanden, så sex ikke altid bare er en hurtig omgang. At bryde vanen ind imellem giver energi og oplevelse af opleve hinanden på ny igen.

BOOST DIN SEXLYST

1. Afprøv en ny fantasi.

2. Øv dig på at få flere orgasmer i træk.

3. Optimer orgasmen − slap af i stedet for at spænde op lige før orgasmen.

Et par gange om ugen

Du kan godt lide sex. Du nyder sanseligheden, nærheden, legen og det frække forspil. Du har været vant til at have et godt og aktivt sexliv i de forhold, du har været i. Du kender din krop og er god til at give udtryk for dine behov. I begyndelsen af dit nuværende forhold var der en del mere sex end de ca. to gange om ugen, hvor I elsker nu. I havde masser af lyst til hinanden i starten, og lysten er heller ikke væk, men ligesom gledet lidt i baggrunden, nu hvor I bor sammen – og egentlig kunne gøre det lige så meget, I ville. Det ender tit med at være om aftenen i sengen, hvor du også er træt. Det er stadig dejligt, men… du savner måske noget af vildskaben og „jeg-vil-ha’-dig-lige-nu”-følelsen…

SEXOLOGENS BEDSTE RÅD

Det er helt normalt, at vi ikke har sex helt så tit som i begyndelsen af et forhold. Hvis vi elsker en til to gange om ugen i et længerevarende forhold, har vi stadig et aktivt sexliv, hvor intimitet, nærhed og lyst er en del af vores bevidsthed. Det betyder også, at sex faktisk er vigtigt for os, at vi har en naturlig seksuel nysgerrighed og en accept af vores krop.

Par, som går i seng med hinanden et par gange om ugen, har typisk haft mere sex i begyndelsen, og udfordringen kan typisk gå på to ting: At den ene eller begge savner at have sex oftere. Eller at vi måske længes efter den gnist og spontanitet, der var i begyndelsen af vores sexliv sammen – hvor vi gjorde det når som helst og hvor som helst, fordi vi bare „måtte ha’ hinanden”. For det meste handler det ikke så meget om at øge hyppigheden, men mere om at bryde nogle vaner. Det kan være en god ide at prøve at „slette”, hvad vi ved om hinanden seksuelt og se på hinanden med friske øjne igen. Være undersøgende, legende og nysgerrig. Udforske hinandens og ens egen krop – hvad kan den, hvordan føles den, dufter den, hvad har den lyst til?

Spontaniteten kan vi tit få igen ved faktisk at sætte begrænsninger. Tit får vi jo skabt nogle vaner, f.eks. at sex altid foregår i soveværelset, men ved f.eks. at beslutte, at den næste måned må sex kun foregå alle andre steder end i soveværelset og ikke mellem kl. 22 og 07, bryder vi vanen. Og mærker måske også i højere grad vores lyst, når den lige er der – i stedet for at udsætte den til sengetid, hvor lysten til at sove måske vejer tungere.

BOOST DIN SEXLYST

1. Byt roller − forfør ham, hvis du er vant til at være den, der bliver forført…

2. Prøv nye stillinger.

3. Udeluk en af sanserne f.eks. ved at have bind for øjnene.

Få gange om måneden

Du har været i andre forhold, hvor sex har fyldt mere end i dit nuværende. I elsker ikke så tit, måske et par gange om måneden, og du savner det egentlig ikke i perioderne imellem. Der er så meget andet, der fylder i dit liv, og dit behov for nærvær, opmærksomhed og samhørighed med din kæreste får du langt hen ad vejen dækket via de ting, I laver sammen og de samtaler, I har. Ind imellem mærker du alligevel, at lysten rører på sig, men tit får du ikke lige reageret på den, fordi programmet er spækket med aftaler og ting, der skal ordnes, og så smutter den umærkeligt fra dig igen. Din kæreste giver også af og til udtryk for, at han savner at have mere sex, men heller ikke vil presse dig. Det giver dig en følelse af, at du måske skulle eller kunne give mere plads til din lyst, så det ikke bliver et problem i jeres forhold. Men tit har du bare ikke lige tiden eller kræfterne.

SEXOLOGENS BEDSTE RÅD

Mennesker er forskellige – og derfor er det også forskelligt, hvor meget – eller i dette tilfælde – hvor lidt vi har lyst til sex. Og mange kan sagtens få dækket deres behov for nærhed og intimitet gennem andet end sex. Det kan være gennem lange, dybe samtaler, ved at kysse og nusse uden de seksuelle undertoner. Men… når vi har sex få gange om måneden i et fast forhold, er det ofte, fordi sex – og det intime nærvær i parforholdet – ikke står særlig højt på vores prioriteringsliste. Vi kan sagtens være startet ud med et godt og aktivt sexliv og alligevel havne der, hvor det næsten er gledet ud af vores bevidsthed, fordi vi har propfyldt hverdagen med børn, arbejde og sociale sammenkomster. Hvis begge parter er fint tilfredse med det, er det godt, men tit vil den ene eller begge jo faktisk savne den seksuelle og kropslige kontakt. Og

her er vi nødt til at afsætte tid til hinanden også.

Det er en illusion, at vi kan have et passioneret parforhold, hvis vi ikke prioriterer det. Det sker ikke af sig selv. Og vi får ikke bare automatisk lyst til hinanden, hvis der altid lige er noget andet, vi skal først og så… Vi har tit modvilje mod at putte parforholdet og kærestetid i kalenderen, for det synes vi ikke er romantisk. Men faktisk var det jo, hvad vi gjorde i begyndelsen, da vi var forelskede. Så stod der „kl. 20, date med Simon”. Og vi tog vores yndlingsbodylotion på, lækkert undertøj osv. Vi gjorde os parat til sex – måske var det ikke det, det endte med den aften – men alene det, at tanken og intentionen arbejder i underbevidstheden, stimulerer vores lyst.

Der er også den mulighed, at vi bruger vores travle liv som en flugtvej. At der er følelsesmæssige behov, som ikke bliver mødt. At der er noget i vores parforhold, som ikke er optimalt. At det sexliv, vi indtil nu er blevet præsenteret for, ikke rigtigt fungerer for os. Her er vi nødt til at finde ud af, hvad det er, vi savner i vores liv og i allerhøjeste grad i vores sexliv. Og give udtryk for vores behov.

BOOST DIN SEXLYST

1. Begynd at læse erotisk litteratur.

2. Fortæl, hvordan du foretrækker, at han rører ved dig.

3. Begynd at onanere mere.

Få gange om året

I er supergode sammen. I er det perfekte team omkring jeres børn, hvor I har det samme værdisæt. I har en dyb følelse af venskab og et stærkt bånd, og derfor lever du med, at du faktisk ikke rigtigt har lyst til din mand. Han tænder dig ikke, og I har kun sex få gange om året. Det seksuelle har aldrig været drivkraften i jeres forhold, hvor I begge har en oplevelse af ikke rigtigt at tilfredsstille hinanden. Lysten har du det meste af tiden lagt låg på, selv om du ind imellem mærker et sug af længsel efter nærhed, berøring – sex, slet og ret. Du onanerer sjældent og regner med, at din mand gør det oftere, selv om I aldrig har talt om det. Du har overvejet en affære, men har indtil nu skubbet muligheden bort, fordi du ikke vil miste det – på mange måder – dejlige forhold, du har til din mand…

SEXOLOGENS BEDSTE RÅD

I nogle forhold fylder seksualiteten ikke ret meget. Det kan have været sådan helt fra begyndelsen eller bare være blevet sådan hen ad vejen. Måske har I i virkeligheden aldrig tændt så meget på hinanden, men er faldet for andre ting.

Når forholdet alligevel fungerer godt, er det, fordi det er noget andet, der er bærende f.eks. et stærkt, dybt venskab, forældreskabet, eller at I har en følelse af at være et godt team, og at det i sig selv giver en meget stor tilfredsstillelse.

Ofte har begge parter accepteret, at sex ikke er en del af forholdet. Men det er ikke lig med, at vi ikke har lyst. Tit er der masser af onani i de forhold. Vi har lyst – bare ikke til hinanden. En konsekvens kan være utroskab, eller at vi til sidst ender med at gå fra hinanden, fordi det seksuelle behov og savnet af kropsligt nærvær og intimitet alligevel bliver for stort.

Det afgørende spørgsmål for begge parter er: Har jeg lyst til at have lyst? Er svaret ja, så handler det om at finde tilbage til den. Sammen og hver for sig. Kun en procent af befolkningen er aseksuelle, dvs. de har slet ikke en seksuel drift. Inde i resten af os er der altså et seksuelt væsen, som kan vækkes til live. Det handler i høj grad om at kende sin krop: Hvad vi tænder på, hvordan vi gerne vil røres. Det handler også om at gøre sig umage over for hinanden, om gøre sig indbydende. Om at forføre, flirte, om at føle sig værdsat. I et forhold har begge parter et ansvar for selv at kende og udtrykke sine behov – og være åben og imødekommende over for den andens.

BOOST DIN SEXLYST

1. Fortæl din partner, hvad du forbinder med god sex, og hvordan han kan hjælpe dig med at få mere af det.

2. Spørg dig selv: Hvordan ønsker jeg, at vores sexliv skal se ud om fem år.

3. Lav en fræk aftale, hvor I må kysse og kæle uden penetration.