Guide til sæsonens friske krydderurter

Guide til sæsonens friske krydderurter

Ingen sommer uden masser af friske krydderurter til at pifte dine retter og kølige drinks op med. Her er 12 klassikere − få styr på, hvad de passer bedst med.


MYNTE

Er god til retter med lam, friskhakket i yoghurten og frugtsalaten, eller du kan tilsætte friske mynteblade til din smoothie.

OREGANO

Den aromatiske, let røgede smag passer godt til tomater, lam, fisk, pasta og pizza. Brug bladene moderat til salater, fisk og kød.

ESTRAGON

Der findes mange variationer af estragon, men vælg den franske. Passer godt til fisk, kylling, varme og kolde saucer, svampe & tomater.  

DILD

God som grønt drys på nye kartofler, fisk, skaldyr og i kryddersmør. Frisk dild mister sin smag ved varme, så tilsæt kort før servering.

KORIANDER

Er bedst rå eller ganske lidt kogt eller stegt. Passer godt til salsaer, chili con carne, supper og asiatiske retter.

BRØNDKARSE

Er velegnet som pynt, men egner sig også til at blande sammen med andre friske krydderurter, i kryddersmør og i omeletter.

PURLØG

Anvendes til æggeretter, kartofler, salater, marinader og som grønt drys. Purløg får lyserøde blomster, som også er spiselige.

BASILIKUM

Giver en fin smag i salatskålen, pestoen og til fisk, fjerkræ, kalv, lam samt svinekød. Brug den helst rå, da den mister smag ved varme.

TIMIAN

Let træagtig aroma, som passer godt til okse- og flæskekød, kylling, svampe, saucer, fisk og løg.

CITRONMELISSE

Kan bruges i alt, hvor du gerne vil have citronsmag, bl.a. til salater, fiskeretter, sovse, kolde supper og frugtretter/desserter.

BREDBLADET PERSILLE

Brug den bredbladede persille til pestoer, marinader og salater. Skyl altid friske krydderurter grundigt før brug pga. jordbakterier.

ROSMARIN

Har en gennemtrængende smag, som passer godt til kartofler, hvidløg, lam, flæskekød, and, ris, sværdfisk og ovnbagte rodfrugter.