Havearbejde er ren fitness for krop og sjæl: Så sundt er det
Der er mange gode grunde til at luge, vande, beskære og grave, for ikke alene får du en flot have, du kommer også i god form og styrker dit mentale velbefindende.
Artiklen fortsætter under videoen...
Du behøver ikke købe dig fattig i et medlemskab i dit lokale fitnesscenter, hvis du bare har en have af en vis størrelse. Her er der nemlig mulighed for både at klare et stykke reelt arbejde, få pulsen op og trænet de fleste muskelgrupper. Det fortæller fysioterapeut, Niels Honoré.
"Jeg er kæmpe fan af haven som træningscenter, for du kan i en have faktisk opfylde alle Sundhedsstyrelsens anbefalinger om at holde dig fysisk aktiv. Almindeligt havearbejde svarer nemlig til de 30 minutters daglig aktivitet," siger Niels og fortsætter:
"Haven er faktisk dit eget gratis fitnesscenter. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at der er forskel på typen af havearbejde, når det kommer til udbyttet af motion."
"Luge, plante potter om, vande, klippe roserne og den slags får ikke pulsen op i det røde felt, og der skal den altså helst op et par gange om ugen. Hvis havearbejdet er din primære motionsform, må du ud at købe en gammeldags håndskubber, og lade robotten holde en pause. Du kan også grave køkkenhaven igennem eller køre 20 trillebøre frem og tilbage," siger Niels og supplerer:
"Vil du have det maksimale ud af havearbejdet, kan du få pulsen op med en lille løbetur eller en omgang træning i haven, når du er færdig. Gerne to gange om ugen i cirka 20 minutter med fuld kraft på ventilerne. Så har du været hele kroppen igennem og begynder at komme i form."
Bekæmper stress
Men det er ikke bare konditionen, der bliver bedre. Det gør dit mentale velbefindende også. Undersøgelser viser nemlig, at havearbejde reducerer risikoen for at få depressions- eller angstsymptomer.
"En af de allerstørste fordele ved at bruge haven som dit fitnesscenter er kontakten til naturen og de kemiske mirakler, som skabes i vores hjerner, når vi arbejder med hænder og kroppen. Det mindsker blandt andet stresssymptomer og fremme forskellige kognitive funktioner."
Men selvom havearbejde er sundt på mange forskellige måder, risikerer du også at komme galt af sted.
Niels fortæller, at der er omkring 8000 ulykker om året efter havearbejde. Det skyldes, at hvis man har ligget på sofaen det meste af vinteren, så er 4-6 timers hårdt fysisk arbejde med at flytte krukker eller havemøbler, luge bede og klippe hæk faktisk en ret stor belastning for kroppen.
Det kan ende med skader og gener i muskler, sener og led – og desværre også øge risikoen for alvorlige ulykker.
Sådan undgår du at få en skade
Fysioterapeut Niels Honores råd til at undgå at komme galt afsted under havearbejdet:
- Sørg for at starte langsomt og trappe langsomt op.
- Opvarm ryggen og de store led, inden du går i gang. Brug f.eks. YouTube-videoen Funktionel træning: Ledopvarmning
- Lyt til kroppen og stop ved smerter.
- Vær særligt varsom ved tunge løft med rotation samt arbejde med armene over skulderhøjde.
- Løft aldrig over 15 kilo, og sørg for at have en korrekt løfteteknik, hvor du bruger dine ben til at løfte med og holder ryggen rank under løftet.
- Vær i nogenlunde form, hvis du virkelig vil gå til den med havearbejdet. Det mindsker risikoen for skader betydeligt.