Helene Plett Forchhammer: "Det var en lettelse at få bekræftet, at der faktisk var noget galt"

Langbordet i det store køkkenalrum med de høje smedejernsvinduer var samlingspunktet og universets centrum. I hvert fald for en tid for opskriftsudvikler og nyuddannet madkundskabslærer Helene Plett Forchhammer, der voksede op i kollektivet Fabrikken på Christiania.

Ved langbordet blev der talt om tingene, diskuteret højlydt og ikke mindst spist. Sammen. Da Helene Plett Forchhammer blev teenager, var det også der, hendes venner mødtes til gilde, som de kaldte det, hvor de selv lavede mad og drak sig fulde. Det var jo hende, der havde mest plads. Da hun fyldte 13 år, fik hun en maddag, hvilket betød, at hun ligesom alle de andre i Fabrikken skulle lave mad til hele huset hver fjortende dag.

“Jeg gik ligesom bare i gang og er ikke rigtig stoppet igen,” siger hun og smiler.

Læs også

Daisy Løvendahl har et genialt råd, som vil få dig til at slappe langt mere af end Netflix

“Jeg ved ikke noget værre end at lave mad til mig selv. Det har altid været min drivkraft at samle folk. Mad har været et samlingspunkt i mit liv, og jeg elsker langbordet med dets bunker af mad. Det minder mig om at være hjemme.”

I dag bor Helene Plett Forchhammer på Nørrebro med sin mand og deres barn, men hun laver stadig mad til mange. Ikke fine små anretninger, men store skåle med delemad. Rigtig mad. Family style. Hun har bl.a. lavet mad til events sammen med Planetarisk, Blue Lobster og Det Grønne Loppemarked på Nørrebro, hvor hun langer velduftende retter over en loppebod, og kokkereret til arrangementer i samarbejde med brands som Helmstedt og Enkel Studio, hvor mad og tøj går op i en højere enhed.

Det samme gælder hendes arrangementer med Irma og det økologiske landbrug Søris, hvor grøntsager blev høstet på marken og tilberedt over bål i skoven i en stor og naturomsluttende totaloplevelse. Og i starten af maj udgav hun kogebogen 'Den mad vi spiser'.

Helene Plett Forchhammer er utrolig god til at skabe smukke, romantiske scener, der ligner et skagensmaleri eller en sensommermiddag i Umbrien i Italien. Scener, hvor maden er en helt uundværlig ingrediens, der får samværet og fællesskabet til at summe. Og det er ikke så mærkeligt, for det er også alt det, der sker omkring maden, alt det, som mad kan bruges til – og ikke skal bruges til – der interesserer Helene Plett Forchhammer.

“Jeg har en meget bred forståelse af sundhed og mener ikke, at det kun handler om, hvad du får af næringsstoffer. Det handler lige så meget om alt det, der sker omkring maden og stemningen. Jeg har selv gået meget op i at spise sundt, men kunne hurtigt mærke, at det ekstreme fokus på mad slet ikke virkede sundt for mig,” siger hun.

Fra kokkeskole til folkeskole

Selv om hendes retter emmer af skødesløst overskud, var Helene Plett Forchhammers rejse ind i arbejdet med mad ikke ligetil.

“Jeg syntes allerede tidligt, at det med mad var spændende, men jeg havde svært ved at finde min vej i det. Da jeg var 23, startede jeg på kokkeskolen for at se, om det kunne inspirere. Men jeg fandt hurtigt ud af, at det ikke var noget for mig. Det var lidt af et kulturchok faktisk. På kokkeskolen var Emma Gad et velbevaret kulturklenodie, og jeg kendte kun hendes navn fra Camilla Plum og Nanna Simonsens kogebog 'Emma Gad – vi gider ikke', som stod ovenpå køleren hjemme i kollektivet. Jeg begyndte at blive bevidst om køn og ligestilling, og min overbevisning stemte ikke rigtig overens med den oplevelse, jeg havde på kokkeskolen.

Jeg havde f.eks. en underviser, der sagde: “Det her er for alle jer, der ikke bare vil være husmødre. Det er for jer, der vil være kokke!” Jeg kan huske, at jeg sad og tænkte, at jeg sgu egentlig gerne ville være husmor. Det er husmødrene, der har brødfødt familier og lavet spandevis af mad op gennem tiden, der er fucking seje. Det er dem, jeg ser op til,” siger hun.

At være kok på en restaurant er også virkelig hårdt fysisk arbejde. Du står op meget af tiden, du arbejder til sent, og miljøet er virkelig konkurrencepræget, hvilket også var medvirkende til, at hun endte med at droppe ud af kokkeskolen, forklarer hun. Helene Plett Forchhammer kommer fra en lærerfamilie, og hun havde egentlig slet ikke tænkt, at hun selv skulle gå i den retning. Men efter kokkeskolen endte hun med at starte på seminaret, hvor hun fik madkundskab som linjefag, og det accelererede hendes “maddannelse.” På seminaret fik hun Helle Brønnum Carlsen som underviser, og hun lærte hende, hvor meget dannelse, der kan ske gennem det, vi putter i munden.

“Gode sanselige oplevelser gør, at man udvider sin verden, og det kan smitte af på andre dele af elevernes liv. I folkeskolen er madkundskab desværre ikke et fag, der bliver prioriteret særligt højt, og det er virkelig en skam. Med den skole vi har i dag, hvor der er så meget skærmtid, hvor eleverne er meget oppe i deres hoveder og bliver fyldt op af mentale og intellektuelle indtryk, er det nødvendigt, at de også lærer gennem kroppen. Og det gør man i madlavning.

Jeg havde selv lidt af en nedtursskolegang og tænker så meget på alle de elever, der har krudt i røven og får spat af røv-på-stol-undervisning. Det ville være så fedt, hvis jeg kunne få sådan nogle elever til at shine gennem madkundskab. For her skal man både bruge sit hoved og sine sanser. Og madkundskab er så oplagt et fag at gøre det i, for selvfølgelig skal vi ud at trække den gulerod op af jorden,” siger hun.

I løbet af sin tid på seminaret oprettede Helene Plett Forchhammer Instagram-profilen @eatrealbereal, hvor hun begyndte at lægge opskrifter op, og hendes madunivers voksede. Det er ikke en profil, hun tjener penge på, men flere af de jobs, hun har fået, og events, hun har lavet, er nok kommet takket være den, forklarer hun. Er der en særlig slags retter eller et særligt køkken, hun tilslutter sig? Nej, ikke rigtig. Vi er overalt i verden, men hun er meget glad for grøntsagerne.

“De er ærlige,” som hun siger. Der sniger sig også lidt kød ind, og en lille sektion af kogebogen er dedikeret til “meat treats,” som hun kalder dem. Men grøntsagerne er den store kærlighed, og det er dem, der skal fylde på tallerkenen.

“Fordi jeg er vokset op i et kollektiv, har jeg fået virkelig meget forskellig mad. Både helt fantastisk mad og virkelig dårligt lavet mad, hvilket har gjort mig meget lidt madsnobbet. Jeg synes, det er enormt beroligende at lave mad. Det er så fedt at have en lydbog i ørene og skrubbe grønsager, hakke og snitte. Noget af det sjoveste er, når jeg bare tager, hvad jeg har tilbage i køleskabet og laver noget ud af det. Mine hænder og smagsløg er i en løbende dialog, og den proces er virkelig fed,” siger hun.

Det er også den kærlighed, hun har til mad og madoplevelser, hun vil videreformidle i sin bog, på @eatrealbereal og Eatrealbereal.dk.

“Jeg tror, at samfundet mistede sin bevidsthed om mad, da kvinderne forlod kødgryderne og arbejdet i hjemmet og kom på arbejdsmarkedet. Misforstå mig ikke, ligestillingsmæssigt er jeg totalt for den udvikling. Men vi begyndte at spise mere færdigmad og vores viden om, hvad der var i sæson, forsvandt i takt med opblomstringen af de store supermarkeder, hvor man kunne få råvarer uden for sæson.

Det er ikke, fordi jeg ønsker kvinderne tilbage til kødgryderne eller mændene tilbage til marken, men bevidstheden fra dengang må gerne komme igen. Det er nok også derfor, at bogen er fyldt med poetiske og følelsesladede skriverier. Jeg blev sgu overvældet af følelser, da jeg fik de sommerkartofler i hænderne,” siger hun grinende.

En diagnose og et lystbetonet madsyn

For fire år siden skete der noget, der forstærkede Helene Plett Forchhammers kærlighed til den lystbetonede og stressfrie tilgang til mad – og ikke mindst cementerede vigtigheden af at have den.

Hun begyndte at få det “weird,” som hun selv siger det. Hun blev virkelig svimmel og mistede pludselig hørelsen på det ene øre. Lægerne kunne ikke rigtig finde ud af, hvad der var galt, og hun fik diagnosen sudden deafness. Hun begyndte også at blive virkelig træt.

Hun havde meget lidt overskud og svært ved at overskue, hvordan hun skulle få en hverdag til at hænge sammen. Hun forstod slet ikke, hvordan andre kunne gå på arbejde eller tage en uddannelse. I starten troede hun, at det handlede om, at hun havde svært ved at blive voksen. Men selv om fysikken og følelserne krampede, var Helene Plett Forchhammer god til at tale det ned.

“Men for omkring to år siden var jeg ude at vinterbade i december, og det slog mig, at jeg ikke kunne mærke, at vandet var koldt. Det var, som om jeg havde mistet følelsen i mine ben. Jeg ignorerede det yderligere i et par uger, og det var først, da jeg en dag sked i bukserne, uden jeg lagde mærke til det, at min læge – og jeg selv – tog det alvorligt. Jeg fik en MR-scanning, som viste, at jeg havde læsioner og betændelse i hele min rygmarv og havde sclerose,” siger hun.

Det var en voldsom tid, men det var en lettelse at få bekræftet, at der faktisk var noget galt, forklarer hun.

“Det var virkelig rart at finde ud af, at det ikke bare var noget, jeg forestillede mig. Jeg havde følt mig tosset, og at jeg blev ældre og ældre for hver uge. Der var hele tiden ting, jeg ikke kunne. Jeg kunne ikke dyrke yoga, jeg kunne ikke gå ud, og min krop var helt stiv. Det var virkelig hårdt,” siger hun.

“På det tidspunkt, var der hele tiden en stemme, der sagde: “Du lever ikke sundt nok!” Og samtidig mærkede jeg også, at det ikke hjalp mig eller min krop at være restriktiv omkring mad. Jeg tror simpelthen ikke, det er sundt. Efter jeg blev diagnosticeret, var der mange, som sagde: “Nu skal du bare spise alle de rigtige ting,” og remsede superfoods og sådan noget op.

Læs også

Tidligere fotomodel: ”Jeg holdt konstant regnskab med, hvad jeg spiste – og hvor meget”

Og der har jeg det bare helt omvendt. Selvfølgelig er det supervigtigt at spise varieret og få sine grøntsager, men jeg mener meget alvorligt, at du ikke skal skamme dig over den mad, du spiser. Mad skal være drevet af lyst, ellers er det ikke sundt.”

En smadret madbevidsthed

Hvis du ligesom Helene Plett Forchhammer er vokset op i 90’erne og 00’erne, er der en god chance for, at du er bekendt med diet culture. Selvhjælpsindustrien spyttede i den periode jævnligt nye slanke- og sundhedskure ud som Atkins-kuren, blodtypediæten, rawfood og periodisk faste, og ideen om sundhed og mad fyldte generelt utrolig meget op gennem 00’erne og 10’erne. Hvilket også har afspejlet sig på f.eks. Instagram, som siden mediets opstart er flydt over med madbilleder i så høj en grad, at det har påvirket, hvordan vi spiser og vores forhold til mad.

“Jeg havde også en madjournal som teenager, hvor jeg skrev ned, hvad jeg spiste i løbet af en dag med det formål at tælle kalorier og blive mere sund. Det fik jeg det så skidt af. Jeg tror, at det voldsomme fokus på mad og sundhed kombineret med det tynde kropsideal, som også definerede 00’erne og 10’erne, har skabt et uharmonisk forhold til mad, hvor man slet ikke lytter til sin krop,” siger hun.

“Jeg skal ikke belære folk om, hvad der er godt for dem og deres krop. For nogle fungerer det godt at have restriktioner og systemer for, hvad de spiser. Og det er også ok, så længe de ikke går på kompromis med kropskontakten eller overhører kroppens behov. Uden den forbindelse ved vi ikke, hvad der spiller for vores krop, og det er nøglen, vi skal holde fast i,” siger hun og tilføjer:

“Det er også det, jeg selv praktiserer i forhold til at leve med sclerose. Nemlig at fokusere på det, der er godt for mig at spise, det, der nærer min krop. Modsat før jeg fik diagnosen, hvor det hurtigt kom til at handle om alt det, jeg ikke måtte, alt det, der var dårligt for mig.”

Det er måske også derfor, at det er husmødrene og ikke Michelin-kokkene, der er Helene Plett Forchhammers rollemodeller, når det kommer til mad. For ud over at brødføde familien var det husmødrene, der samlede flokken. At værdsætte den funktion i samfundet, den samlende og omsorgsfulde, der har fællesskabet for øje, er Helene Plett Forchhammer ikke ene om, og det samme gælder glæden ved langbordet. Gourmet-æraen er dømt ude, og fællesspisningen og sammenskudsgildet med alt, hvad det indeholder af glæde, tårer og dybe snakke, er inde og blevet et nyt ideal efter årtier med individualisme, selvcentrering og senest pandemisk isolation.

“Det er måske lidt en kliché, at mad kan samle folk. Men uanset om vi bliver rørt over friske tomater fra haven eller at sidde over en sammenskudsmiddag, er mad magisk,” siger hun.

Det er også den stemning, der sættes i Helene Plett Forchhammers kogebog, som er fyldt med poetiske fabuleringer over råvarer og madminder i form af opskrifter og billeder, og hvor man kan mærke, at der er nogen, som har haft en pissehyggelig aften, hvor der er blevet dækket et flot langbord, som er blevet sat ud på marken, og der er blevet snakket, drukket og spist, til personerne omkring bordet ikke kunne mere. Altså hvor der virkelig er blevet spist og ikke bare taget et billede af scenariet.