Hella Joof om elevatorvægt: ”Vi får mere ros for vægttab, end vi får for en Ph.d.”
Når vi ser andre menneskers skønhed, bør vi glædes over det – men vi skal stoppe med at tillægge vægt og vægttab nogen betydning, mener Hella Joof, som selv har perioder, hvor hun kan føle, at hun taber kampen til fedtet.
Det var Hellas egen mand, som var med til at gøre hende opmærksom på det.
De var ude sammen, da alle af hunkøn i selskabet stimlede sig omkring en medsøster, som lige havde tabt sig – og dét fik roserne til at flyve gennem luften.
Men hvorfor er det, at kvinder straks roser et vægttab, mens der i andre sammenhænge er langt mellem hyldester, komplimenter og godt gammeldags søstersind?
– Jeg har lige været i en sammenhæng, hvor en pige havde tabt sig 7 kilo. Og så stod os piger rundt omkring hende og sagde "kæft hvor ser du godt ud". Senere spurgte min mand ”hvorfor var I så meget oppe at køre over hende der?”. Så sagde jeg ”det var bare fordi, hun havde virkelig skiftet type og så virkelig godt ud”. ”I snakkede meget om det der med, at hun havde tabt 7 kilo. Det var helt skørt”, sagde han så. ”Ja”, sagde jeg, ”det var måske lidt overdrevet”, lyder erkendelsen fra Hella Joof i denne uges ALT for damerne, der er på gaden torsdag med blot et enkelt ord på forsiden: #Søstersind.
Formålet med forsiden er at minde kvinder om, at vi skal at heppe mere på hinanden.
Kæmper selv med "elevatorvægt"
En undersøgelse blandt over 2.100 kvinder viser nemlig, at især i forhold til udseende og krop oplever danske kvinder et pres. Hele 61 procent af de 25 til 39-årige kvinder svarer, at de jævnligt føler misundelse over for andre kvinder.
Og en af de ting, som kvinder er alt for gode til at fokusere på, er vægttab, oplever den populære skuespiller og instruktør, som med egne ord selv kæmper med en vægt, der går op og ned.
– Vi skal altså lade være med at lade vægt være en parameter. Som det er nu, får vi mere ros for vægttab af andre kvinder, end vi får for en Ph.d. Og når vi for eksempel taber os, kan passe de der bukser, man har haft hængende inde i skabet, og man tager dem på, er man pludselig kommet med i en klub af nogle fine, der har kort til noget bestemt, og vi tænker ”YES”, og man bliver gladere for det end for noget andet, for nu kan man lyne den der, man ikke har kunnet passe siden… Og alle siger, wauw, har du tabt dig? Og så går man rundt og kigger på de andre tykke og tænker, kæft hvor har du bare lidt styr på det. Der skal man stoppe tanken og sige, hvad var det, jeg tænkte? Sikke noget lort at tænke. Væk med den. Det er en skude, der skal vendes. Og det kan vi kun gøre ved at lade være med at tillægge vægt og vægttab nogen betydning. Du er det samme vidunderlige menneske, som du altid har været. Du kan bare passe noget i størrelse 38, men det gør dig hverken til en bedre kæreste, mor, veninde eller kollega. Du kan bare passe en lidt mindre kjole.
Men Hella Joof ved godt, at det er nemt at sige, forklarer hun videre.
– Jeg har kæmpet meget med det i mit liv. Jeg har den mest sindssyge elevatorvægt, og jeg ved godt, hvad det vil sige at være i en periode, hvor man bare tænker, lige i øjeblikket har jeg tabt kampen med fedtet, der er ikke noget at gøre ved det. Jeg må bare tage noget pænt tøj på og en pæn neglelak, og så håbe, at folk kigger på det. Det er kontrol. Det er den bedste måde at vise på, at du har kontrol, det er, at du kan sige nej tak og afstå.
Glæd dig over andres skønhed
Noget tyder på, at der blandt danske kvinder er opbakning til at skifte fokus og støtte langt mere op omkring ens medsøstre. ALT for damernes rundspørge viser, at 75 procent af alle adspurgte mener, at vi kan blive bedre til at bakke op og glædes os på hinandens vegne.
Og det vækker glæde hos Hella Joof, som også håber på mere #søstersind på de sociale medier.
– Når vi ser andre menneskers skønhed, så lad os glæde os over det i stedet for. Der blev ikke mindre til mig, fordi hende der har fået lange ben. Der er ikke kun så og så meget skønhed, så og så mange kærester, eller succes i verden, som vi skal deles om.
– Der er uendeligt. Der er nok. Så lad os hylde hinanden, når det er relevant, networke og holde Kvindernes internationale rødvinsdag. Der er nok til os alle, lyder budskabet fra Hella Joof.