Her er sygdommen, der forvrænger dit spejlbillede

Solskinsdage er de værste. For tanken om, at al min grimhed bliver set i det skarpe, blændende sollys, er ubærlig. Men hvor ville jeg elske at kunne gå en tur en frisk solskinsmorgen uden at føle mig syg indeni. Det kan jeg bare ikke, for det føles, som om der er noget, der dolker mig i maven konstant. Jeg klipper også mit hår så godt som hver dag nu og putter alle mulige cremer og salver i ansigtet, nogle gange makeup under øjnene, som synker mere og mere ind. Jeg ligner en narkoman med et kæmpe fedt, grimt hoved og en mager krop.

Sådan beskriver den 28-årige bruger ”Picassoface” sit syn på sig selv på et forum på nettet for personer, der lider af sygdommen Body Dysmorphic Disorder (BDD) eller indbildt grimhed. De følelser og handlinger, Picassoface beskriver, virker ekstreme for de fleste af os. Men faktisk har vi alle en rem af huden, når vi brokker os over vores store bagdel, vores smalle overlæbe eller vores skæve næse.

For 1-2 procent af den danske befolkning er utilfredsheden med en enkelt eller flere kropsdele blevet sygelig. BDD er en ekstremt invaliderende lidelse, der ikke sådan forsvinder, selvom kæresten kærligt fortæller dig, at bagdelen er helt, som den skal være, eller en god veninde siger, du skal prise dig lykkelig over din aristokratiske næse.

Sygdommen blev allerede i 1891 beskrevet af en italiensk psykiatriprofessor som angsten for grimhed. Først langt senere fik den sit navn og har siden 1987 figureret i det amerikanske diagnosesystem. Og den er så alvorlig, at den kan styre de ramte ud i social isolation, selvdestruktion, plastikkirurgi og selvmord.

Arvelig sygdom

Herhjemme er BDD hidtil blevet set som en del af tvangslidelsen OCD eller psykotiske vrangforestillinger. Men til næste år forventes sygdommen at komme på den europæiske diagnoseliste, fortæller Per Hove Thomsen, der er professor i børne- og ungdomspsykiatri ved Aarhus Universitet og forsker i sygdommen.

Han mener, at en anerkendelse af BDD som diagnose kan hjælpe folk til at søge hjælp og sætte skub i udviklingen af behandlingstilbud.

LÆS OGSÅ: Det siger dit kropsbillede om dig

– Hidtil har man ikke afgrænset det til at være en selvstændig lidelse, men det ser det altså ud til at være. En person med BDD finder en eller flere ting ved sin krop helt bizart deforme eller grimme, og det er meget svært for omgivelserne at overbevise ham eller hende om, at der ikke er noget galt. De her mennesker kan simpelthen ikke leve et normalt liv, og det er jo ekstremt pinefuldt, siger han.

Det forvrængede selvbillede får de syge – ofte teenagere – til at bruge timer foran spejlet, hvor de holder øje med, om deres indbildte deforme kropsdele ændrer sig. Det kan på længere sigt forhindre dem i at passe skole, arbejde og venner. De plastrer ansigtet til eller forsøger at kradse dårligdommene væk, hvis de skal ud blandt andre mennesker. Nogle går så langt som til at bede en plastikkirurg om at rette op på skavankerne. Og omkring hver tiende forsøger at begå selvmord på grund af sygdommen, fortæller Per Hove Thomsen.

Der er endnu kun blevet forsket ganske lidt i BDD. Men forskerne har en formodning om, at sygdommen er arvelig, fordi den har vist sig at gå igen hos familiemedlemmer. Studier tyder også på, at personer med sygdommen generelt ser ting forvrænget.

– Man har bedt patienter med BDD om at se på billeder af andre menneskers ansigter, og det viste sig, at halvdelen af dem faktisk så fejl i de ansigter, som mennesker uden BDD ikke så, forklarer Per Hove Thomsen. Forskerne mener desuden, at sygdommen har en forbindelse til mængden af signalstoffet serotonin i hjernen, som er det samme stof, der blandt andet er involveret i OCD og Tourettes syndrom.

Perfektionistisk og ængstelig

Psykolog Camilla Holst har haft flere patienter med BDD i behandling i sin praksis. Og hos dem har det været karakteristisk, at de ofte er perfektionister.

– Det er mennesker, der er meget optaget af, at tingene skal være korrekte, og det har de været siden barndommen. De går meget op i, at alt skal gøres ordentligt og rigtigt og har et nervesystem, der reagerer meget hurtigt og meget voldsomt på tingene. Derudover ligger der ofte social angst, selvværdsproblemer eller traumer, som personen med BDD ikke har erkendt, bag lidelsen, forklarer Camilla Holst.

– Måske er der engang faldet en negativ bemærkning om deres udseende, som sætter sig fast og ligger i baghovedet. Så kommer der et tidspunkt i deres liv, hvor de begynder at fokusere på, hvorfor de har det svært socialt, og så laver de den kobling og tænker, at grunden til, de har det svært med andre, nok skyldes deres grimme udseende. Det foregår gradvist og ubevidst, men kan sætte sig og blive til plagsomme tvangstanker, siger hun.

– Det kan hjælpe i starten, fordi tankerne kommer væk fra alt det andet dårlige, men pludselig fylder det alt. Lektor og speciallæge i psykiatri Birgit Petersson har ikke haft mange patienter med BDD, men dem, hun har mødt og behandlet, har gjort et uudsletteligt indtryk.

LÆS OGSÅ: Derfor drukner vi i slankekurer

– Lidelsen er så pinefuld og invaliderende, at man ikke glemmer de patienter. Men det gode er, at man kan få det vendt og få de her mennesker til at stoppe med at føle sig grimme, siger hun.

Ifølge Birgit Petersson nytter det ikke at forsøge at overbevise patienten om, at deres uelskede kropsdel er pæn: Behandlingen drejer sig om at øge hans/hendes selvtillid på en masse andre fronter.

– Indimellem kan man nå så langt med behandlingen, at patienten selv begynder at undre sig over, at de ser en eller flere kropsdele på en så forvrænget måde, siger hun. Camilla Holst giver et konkret eksempel på, hvordan hun arbejder med en klient, der lider af BDD omkring sin næse og derfor pudrer den konstant og er besat af, hvilken vinkel andre ser den fra.

– Hvis patienten sidder i sin bil i et lyskryds og er opmærksom på, at ham i bilen ved siden af ser næsen fra en forkert vinkel, skal hun næste gang i samme situation kigge lige ud og sige til sig selv, at han ikke kigger på næsen, men på hende, fordi hun er smuk. Og så skal hun vende sig om og smile til ham. Hun skal altså foretage en anden handling og fokusere på noget andet end det, hun plejer. Det er et lille skridt, som kan synes nemt for os andre, men bestemt ikke er det for mennesker med BDD, siger hun.

Camilla Holst kender også til flere patienter, der har valgt plastikkirurgi som en løsning, men det har ikke fjernet lidelsen.

– Med fare for at fornærme alle mulige vil jeg sige, at en stor del af de mennesker, der får foretaget kosmetisk plastikkirurgi, har et ”stænk” af BDD. Men et kirurgisk indgreb er bare symptombehandling. For selvom man får en anden næse, tyndere lår eller større bryster, forbliver sygdommen indeni. Ifølge Camilla Holst skal personer med BDD derimod behandles med kognitiv adfærdsterapi og eventuelt medicinsk behandling.

Tårnhøje skønhedsidealer

Per Hove Thomsen, der også har haft patienter med sygdommen i medicinsk og psykologisk behandling, vurderer, at mange går rundt med lidelsen uden at komme i behandling. Hvis en BDD-ramt skal søge hjælp, kræver det nemlig en erkendelse af, at de deformiteter, vedkommende mener at kunne se i spejlet, ikke er der, og det er svært at nå frem til den erkendelse.

For Per Hove Thomsen at se er vores skønhedsfikserede kultur og vores selveksponering på nettet med til at trigge sygdommen hos dem, der er disponeret for den.

– Idealet, om hvordan man skal se ud, kan fremme sygdommen. Både mænd og kvinder får hele tiden klasket i synet, hvordan man burde se ud, og det sætter ens egne mangler på spidsen, siger han.

Camilla Holst er enig i, at mediernes overdrevne fokus på et perfekt udseende spiller en rolle.

– Den generelle tendens til at være opmærksom på sit udseende er kraftigt forhøjet: Vi er alle oppe i det røde felt både med hensyn til kost, motion og kropsudtryk, siger hun og tilføjer, at man dog skal have anlæg for det i sin personlighed – enten biologisk eller som resultat af et traume for eksempel – for at udløse tvangstankerne.

– Og hvis man udvikler lidelsen, er det ikke noget, der kan kureres. For den underliggende perfektionisme i personligheden stopper ikke. Men man kan få reduceret tankerne, så man kan få livet tilbage, selvom man stadig skal slås med sig selv, siger Camilla Holst.

LÆS OGSÅ: Du er sundere end du tror