Hummel: Landsholdstrøjer, retro-styles & Christian Stadil
Hummel vækker søde minder om Danmarks EM-sejr, men det danske sportsmærkemarkerer sig også internationalt.
Danmarks største sportsbrand har oprindeligt tyske aner, og grunden blev dermed lagt i Hamborg-forstaden Eppendorf i 1919 af brødrene Albert og Michael Ludvig Messmer. Duoen ville producere fodboldstøvler, som spillerne kunne stå ordentligt fast i på selv en regnvåd grønsvær, og i 1923 barslede de med en kollektion af sportssko ved navn Hummel.
Hummel blev senere opkøbt af forretningsmanden Bernhard Weckenbrock i 1956, og han formede megen af den brandidentitet, vi kender fra Hummel i dag: Et æstetisk sportsmærke med kerneværdier, som atleter og sportsfolk kunne identificere sig med.
Læs også: Historien om 5 af verdens største sportsbrands
Af den vision udsprang Hummels nu så klassiske vinkel-mønster som symbol på sammenhold, fremdrift og vinderånd. Hummels første kollektion af sportstøj kom på gaden i 1969 prydet med vinkel-mønstret og en opdateret humlebi – samme år, som den danske håndboldstjerne Jørgen Vodsgaard gik ind i firmaet som CEO. Mærket nød stor popularitet i både Europa og så fjerne egne som det mellemøstlige kongerige Bahrain, hvor en arabisk emir købte enorme partier Hummel-sko. Og efter at have klædt en række tyske fodbold og håndboldhold på indgik Hummel i 1979 endelig deres første sponsoraftale med det danske herrelandshold i fodbold.
Landsholdets spilledragter
Hummels produkter blev på dette tidspunkt også produceret i Danmark, og i 1980 overtog Jørgen Vodsgaard og hans forretningspartnere hele ejerskabet af Hummel, der sålunde skiftede nationalitet til dansk.
80’erne stod i Hummels tegn, og da landsholdets Hummel-spilledragter til VM i Mexico i 1986 skulle afsløres, var det så stor en begivenhed, at det blev sendt live i tv-avisen på DR, og mærkets salg steg ydermere internationalt, da Hummel blev sponsor for storfodboldklubben Real Madrid i 1988.
Mens Hummel fortsat voksede gik det i slut 80’erne ned ad bakke for det danske fodboldlandshold, der derfor overraskede alt og alle, da de pludselig kom med til EM i 1992 på et afbud. Egentlig skulle Adidas have klædt spillerne på, men med kun 10 dage til turneringen var det Hummel, der nåede at producere landsholdstøjet i tide. Danmarks undertippede trup gik som bekendt hen og vandt EM, og Hummels øjeblikkeligt historiske landsholdstrøjer blev flået af butikshylderne i det ganske land.
Stadils relancering
I slut 90’erne fik Hummel en mere moderigtig saltvandsindsprøjtning, da Christian Stadil blev ny ejer af firmaet. Stadil satsede på genlanceringen af klassiske retro-styles, der positionerede Hummel som et trendsættende sportsbrand, og strategien lykkedes i høj grad, da både danske unge såvel som Jennifer Lopez tog mærket til sig i det nye årtusind.