Hvordan klæder jeg mig bedst på til vinterløb?
Få gode tips til, hvordan du klæder dig, når du løber ude om vinteren.
Hvordan klæder jeg mig bedst på til vinterløb?
Når du træner i kulden, skal du tænke både temperatur, vind, varighed og intensiteten af din træning ind i din påklædning. Tager du for lidt tøj på, bliver du kold, og med for meget tøj koger du over, hvilket kan nedsætte din præstationsevne. Er træningen hård og lang, behøver du ikke så mange lag, da du selv vil producere en masse varme. Men tænk i, at det inderste lag på overkroppen skal trække sveden væk fra kroppen og holde dig tør.
Er du en frossenpind, kan en tynd, blød merinouldsbluse være et godt valg. Afhængig af kulden kan du som det midterste lag have en fleece eller lignende. Og vælg yderst en løbejakke med hals, der tager af for vind og regn. På benene kan du klare dig med lange vintertights. Hold derudover hoved og hænder varme med lette og tætsiddende handsker og en hue. Så skal du nok holde varmen hele vejen hjem. (Ekspert Henrik Duer)
Hvorfor er romaskinen populær?
Romaskinen er først og fremmest en maskine, der virkelig kan få din puls højt op, og som samtidig er mere skånsom ved kroppen end løb – i hvert fald hvis du bruger den rigtige teknik. Et andet plus ved romaskinen er, at den involverer ryggens muskler og dine arme, når du roer. Så du holder det meste af kroppen i gang, mens du roer. Når det er sagt, så får du dog ikke en bedre kondition af at ro i forhold til at løbe, hvis din puls under træningen er på samme niveau. (Ekspert Henrik Duer)