Mille Køpke: „Jagten på drømmekroppen blev mit mareridt”

I femten år har Mille Køpke været besat af at opnå drømmekroppen. Undervejs har hun skiftevis vejet for lidt og for meget, sultet sig og overspist. I perioder har hun også presset sin krop til det yderste med træning bl.a. for at gøre den muskuløs nok til at vinde konkurrencer.

Men nu er det slut.

I en alder af 32 har hun ved at gå i terapi og ruske op i sig selv endelig lært at elske sin krop, som den er. I dag ønsker hun at bruge sin erfaring til at rådgive unge piger, så de ikke falder i de samme fælder, som hun selv gjorde.

– Med mit arbejde som personlig træner håber jeg at kunne inspirere dem til at se bort fra de hysteriske kropsidealer og træne effektivt uden at gå amok, siger hun.

Hendes egen besættelse startede i det små, sådan som besættelser ofte gør. I gymnasiet holdt hun op med at spille håndbold, tog på og begyndte at springe morgenmaden over for at tabe sig. Hun tog på igen, da hun var skibums i Schweiz og brækkede armen. Da hun ikke kunne undervise, brugte hun al sin tid på at feste og gå i byen. Men hun tabte det hele igen, da hun kom hjem.

– En decideret spiseforstyrrelse vil jeg ikke kalde det. Sådan var der rigtig mange, der levede i starten af 00’erne, hvor der kom en enorm opmærksomhed på krop og sund kost, siger hun.

Mens hun gik på sygeplejeskole, fik hun en kæreste, der læste idræt. Det satte hende for alvor i gang med at træne. Spinning om morgenen og boksning om eftermiddagen. Hun slog op med sin kæreste og tabte ved en stor indsats femten kilo.

De røg dog alle sammen på igen, da hun senere rejste alene i Australien. Tilbage i Danmark blev hun spinning-instruktør og tabte sig på ny. Denne gang så markant, at familien blev bekymret. Hun var 27, og hendes mor sagde, hun var blevet for gammel til det fis.

– Men jeg var overbevist om, at jeg skulle være tynd for at få en kæreste, siger hun.

En drøm opstår

Vægttabet endte med, at hun blev indlagt med føleforstyrrelser og et alt for højt blodtryk. Lægerne gav hende diagnosen forbigående migræne.

– Selv om grunden nok mere var, at jeg trænede for meget på alt for lidt mad, indrømmer hun. Efter endnu et brudt forhold og en vægtforøgelse mødte hun en mand, som hun var sammen med de følgende to et halvt år. Han var endnu mere trænings- og kropsfikseret end hun, og så var hun tilbage i træningsmøllen.

SE OGSÅ: Christian Bitz: "Vi eksperter skal smide selvhøjtideligheden og være ærlige"

Mens hun trænede sig op til en maraton, fik hun en diskusprolaps. Når hun kom hjem fra arbejde, kunne hun ikke andet end at ligge på sofaen. Det stod på i halvandet år og føltes forfærdeligt for en træningsfreak som hende. Hun var nødt til at slæbe sig hen i fitnesscentret. Lige når hun havde trænet, var hun dejligt smertefri. Men næste morgen var smerterne der igen.

– Jeg gik til kiropraktor og fysioterapeut, men de kunne ikke hjælpe mig. Jeg tog 11-12 kilo på og følte mig ulykkelig, oppustet og grim. Og så, mens jeg lå der på sofaen, fik jeg øje på nogle billeder på Facebook af min veninde Line, der havde vundet to konkurrencer i bodyfitness, både den for debutanter, newcomers, og danmarksmesterskabet. Hun strålede på billederne. Jeg blev enormt optaget af, at hun kunne skulpturere sin krop så fantastisk. Mindst hundrede gange det efterår var jeg inde og se på Lines træners hjemmeside.

Tissede i sengen af udmattelse

Mille blev 30 år og besluttede at gøre noget effektivt ved sin ryg. Hun opsøgte Lines træner, Birgitte Larsen, i Århus.

– Birgitte fandt ud af, at min diskusprolaps klemte på en nerve, der gik ned i en muskel i balden. Jeg fik nogle øvelser, og fjorten dage efter var jeg smertefri. Det var fantastisk.

Mille fortalte Birgitte, at hun nu drømte om at træne sig op til bodyfitness-konkurrencen. Egentlig var Birgittes konkurrencehold gået i gang med træningen fire måneder inden, men Mille fik lov til at snige sig med.

– Jeg sagde, at jeg ville gøre det én gang og investere alt. Jeg ville ikke sætte spørgsmålstegn ved noget af det, Birgitte mente, at hun kunne få mig op på sejrsskamlen. Jeg vidste godt, at mine kropsforandringer ikke holdt for altid, men jeg håbede at bibeholde i hvert fald nogle af dem.

Mille kastede sig ud i det benhårde program. 25 timer om ugen brugte hun på powerwalking og styrketræning, dertil kom de syv specielle måltider, hun skulle forberede hver dag.

– Jeg spiste kylling, rejer, grønsager, æg, hytteost, skyr, nødder, proteinpulver og lidt frugt. I starten også lidt kulhydrater i form af ris, kartofler, riskiks og sundt fedt som peanutbutter.

Planen var omhyggeligt strikket sammen, så hun holdt så meget som muligt på sin muskelmasse, mens hun samtidig tabte 14 kilo i løbet af de næste syv måneder. Alt socialt liv, der ikke kunne foregå hjemme hos hende, blev skåret væk. Det var ikke det store tab, for hun havde nok at gøre med at passe træningen og sit fuldtidsarbejde. Hendes belønning var, at hun kunne se, hvordan hendes krop forandrede sig markant fra uge til uge.

– Det værste var, at jeg holdt op med at få menstruation, blev så træt og fik svært ved at huske. Jeg sov 11-12 timer i træk om natten og tissede et par gange i sengen, fordi jeg var så udmattet, at tissetrangen ikke vækkede mig. Men det måtte jeg leve med.

På sejrsskamlen to gange

Da hun i september 2013 tog med sit team og sin træner af sted til debutantstævnet i bodyfitness i Ringsted, var hun i topform. De 240 atleter gik nøgne rundt bag scenen og blev smurt ind i selvbruner, så musklerne trådte skarpere frem. De måtte ikke drikke, men blev fodret med kulhydrater, som skulle suge den sidste væske i underhuden ind i musklerne og gøre huden ekstra tynd. Det fik musklerne til at se mere markerede ud.

– Desuden fik vi makeup og kunstige vipper på. Jeg havde bevidst valgt et lidt nedtonet look, jeg ville ikke ligne en dragqueen.

Foruden styrketræningen havde hun også lært sig at posere og spænde op i alle muskler på én gang. Lykken var stor, da hun blev blandt de seks i sin klasse, der gik videre til finalen. Bagefter lå hun i 12 timer på et liggeunderlag med benene oppe, så hun ikke fik væske i dem.

Klokken halv ti om aftenen blev hun endelig kåret til vinder. Da havde hun ikke drukket i to døgn, alligevel var der kræfter til at juble.

– Jeg græd og var ovenud lykkelig, det var alle timerne i træningscentret værd. Nu skulle der spises. Jeg havde bagt p-tærter, halvandet kilo, så der også var til de andre. Senere gik jeg amok i is og boller med pålægschokolade.

Et døgn senere var hun dog tilbage på samme stramme diæt, for sejren betød, at hun en måned senere deltog i danmarksmesterskaberne. Også dem vandt hun!

Egentlig skulle hun bagefter med til Det Nordiske Mesterskab, men da hun ikke kunne få sin egen træner med, meldte hun fra.

– Fire dage senere blev min nevø døbt. Da var min sixpack allerede forsvundet, fordi jeg holdt pause med træningen. Ved festen spiste jeg normalt. Det var nok til, at jeg blev dårlig og måtte gå tidligt. Mine ben føltes, som om de skulle eksplodere af væske.

Hun begynder at træne igen og spise efter sin kostplan bortset fra en enkelt dag om ugen, hvor hun tillod sig en brunch eller bøf.

– Alligevel havde jeg til min 31-års fødselsdag nytårsaften taget ti kilo på. Det var stadig fem kilo mindre, end jeg vejer nu, men jeg var dybt ulykkelig. Alt mit hårde arbejde var røget i vasken. Jeg følte mig som en fed ko og fyldtes af selvdestruktive tanker.

Først senere fandt hun ud af, at det var en normal reaktion på så intenst et træningsforløb. Hun havde det, man i bodyfitnesskredse kalder postcompetition blues, hvor både krop og psyke er snotforvirret. – Det blev ikke nemmere af, at min kæreste meddelte, at han ikke tændte på min vægtforøgelse. Det medvirkede til, at han røg ud.

Mad blev et dårligt fix

– Oveni i alt det andet havde min far også brudt kontakten med mig, et resultat af mange års higen efter hans anerkendelse. Så jeg tog mig sammen, begyndte at gå hos en god psykoterapeut og fik bearbejdet både mit forhold til mænd, bruddet med min far og min kamp for at få en drømmekrop.

Det gjorde hende godt. Meget i hendes fortid faldt på plads. Men samtidig gik det galt med hendes spisevaner. Et halvt år efter konkurrencen havde hun stadig ingen sult- eller mæthedsfølelse og forsøgte sig med at faste hver anden dag. Fastedagene føltes befriende, fordi hun ikke behøvede at tænke på mad, til gengæld blev spisedagene præget af tranceagtige overspisninger. Mad blev hendes fix, og hun udviklede en egentlig spiseforstyrrelse.

Da hun i maj sidste år nåede op på 78 kilo, vågnede hun endelig op til dåd.

– Jeg kunne slet ikke kende mig selv længere. Min terapeut fik mig til at indse, at jeg måtte finde min gamle stærke viljestyrke frem og bruge den. At jeg måtte omlægge mit forhold til mad én gang for alle.

Ikke mere overspisning, ikke mere faste lovede hun sig selv. Og så begyndte hun at tælle de dage, hvor hun spiste normalt, ligesom alkoholikere tæller ædru dage. I dag er det ti måneder siden.

SE OGSÅ: Astrid Krag: Jeg har aldrig før presset min krop så meget

Jeg vil stadig se godt ud

Hun fortryder ikke, at hun stillede op til konkurrencerne i bodyfitness, siger hun.

– Jeg kunne ikke have rykket mig så meget uden oplevelserne fra de sidste to år. Men jeg er ked af, at der ikke var nogen, der bagefter sagde: Nu skal du passe på dig selv og genindføre kulhydrater forsigtigt. Mange i fitnessmiljøet har skrevet til mig, at de er glade for, at jeg har advaret dem. Men jeg er også blevet kaldt hykler og en tudeprinsesse.

Mille har stadig dage, hvor hun har for meget væske i kroppen. Men blodprøver viser, at hun er rask. Hun spiser normalt, hvilket også vil sige mere varieret end længe, f.eks. har hun genindført rugbrød med makrel. Sult- og mæthedsfornemmelserne er da også vendt tilbage, og det samme er menstruationen.

– Jeg elsker min krop for at være i balance igen. Først ville jeg være tynd, så ville jeg være muskuløs, og nu vil jeg først og fremmest bare være glad. Jeg har lavet en glad i låget-liste med de ting, der gør mig lykkelig. F.eks. betyder samvær med dem, jeg holder af, meget. Det er dejligt, at jeg er nået til at kunne være nærværende uden at tænke på, hvad jeg skal spise næste gang.

Kærester og opskruede fitnessidealer får aldrig lov til at bestemme, hvordan hun skal se ud igen. – Jeg tror, det har været godt for mig at prøve det ekstreme af og se, at omkostningerne var for store. Den destruktive rutsjebanetur kommer jeg ikke ud i igen. Nu træner jeg to-tre gange om ugen for at holde min ryg rask, for at være sund og for at se godt ud nøgen.

MILLES BEDSTE RÅD

- Strenge kost- og træningsplaner kan give stress og ødelægge dine resultater. Hvis stressen fjernes, kan du træne mindre, spise anderledes og stadig få en flot krop.

- Drop low carb-diæterne. Undersøgelser viser, at de kan udløse overspisning.

- Lad være med at tro, at en flot krop er det eneste, der kan gøre dig glad.

- Sørg for at få din søvn.

- Tænk på, at billederne på nettet ofte er photoshoppede glansbilleder.

- Hvis du udvikler en spiseforstyrrelse, så find ud af, hvad det er i dit følelsesliv eller din fortid, der giver dig lyst til at straffe dig selv.

- Den gyldne middelvej, hvor kroppen er i balance, findes! Måske vejer du så fem kilo mere, end kropsidealet dikterer, men er det vigtigt?

SE OGSÅ: 3 kvinder tester: Hvor gammel er din krop?

SE OGSÅ: Stéphanie Surrugue: Mit liv er virkelig skørt lige nu

SE OGSÅ: Hvilken vane er værst for din sundhed?