"Jeg har aldrig været typen, der står foran spejlet og synes, jeg er lækker ... eller bare pæn nok", siger Maj-Brit.
"Og efter at have fået børn, hængemave og teposer, er det blevet værre. Jeg kan ikke holde ud at se på mig selv nøgen. Men det kan jeg godt leve med. Problemet er, at min mand slet ikke kan forstå, hvordan jeg har det, og det gør mig så ked af det!"
Maj-Brit fortæller om, hvordan hun i en kort periode, da hun forelskede sig i Thomas, fik det bedre med sig selv, fordi han var så afslappet kropsligt. Han gav hende hendes livs bedste sex, gik nøgen rundt i lejligheden og hev morgenkåben af hende, når hun tog den på.
I en periode var det sjovt og dejligt. Hun fik det faktisk bedre med sin krop gennem hans kærlige blik på hende. Men efter børnefødsler, øget vægt og fladere bryster føles Thomas’ naturlighed ikke længere som en kærlighedserklæring, men som et kæmpe pres.
Lær at elske din krop mere
I mit stille sind forstår jeg godt Maj-Brit. Kroppen er ikke nødvendigvis nem at leve med, og hvem har ikke set på sig selv og hørt en hård indre stemme finde en masse fejl. Men når jeg lytter til Maj-Brit, siger hun faktisk to ting.
Hun taler om kropsskam, og så taler hun om at have en kæreste, der ikke forstår hendes følelser
om noget, der er meget sårbart for hende. Samtidig får jeg også sympati for manden, der bare synes, hans kæreste er dejlig, og gerne vil nyde kroppen sammen.
Så jeg begynder med at udfordre Maj-Brit på, om hun egentlig godt kan leve med at have det så svært med sin egen krop.
"Dybest set vil jeg gerne have det godt med min krop, men jeg ved bare ikke, hvordan det skulle være muligt."
Det bliver udgangspunktet for vores samarbejde. At give Maj-Brit redskaberne til at elske sin krop mere og derfra finde en vej til også at lade Thomas elske den – samtidig med at han skal forstå, at noget, der for ham er enkelt og ligetil, ikke er det for hende. Lyder det kompliceret? Det er livet og kærligheden.
Få dybere kontakt til kroppen
Maj-Brits første øvelser handler om at opbygge kontakt og dreje perspektivet fra, hvordan hendes krop ser ud, til hvordan den føles. Hendes krop er trods alt sund og rask, og så har den bragt hendes børn til verden.
"Det føles lidt overfladisk at skrive ned, hvad jeg er taknemmelig for, at min krop kan, men jeg kan mærke, at det gør noget ved mig alligevel", fortæller Maj-Brit.
Vi taler videre om hendes parforhold, og jeg sender hende ud af døren med en opgave om at fortælle Thomas hendes kropshistorie. Under en lang gåtur en aften, hvor børnene bliver passet, fortæller Maj-Brit om, hvordan hendes krop altid har været svær for hende at leve med.
Fra hun fik store bryster som 12-årig, til hun fik kejsersnit med deres datter. Thomas lytter, mens de går med hinanden i hånden.
"Efter Thomas har lyttet til min kropshistorie, har han været mere forstående over for mig", fortæller hun og fortsætter:
"Samtidig fortæller han mig også, at han synes, jeg er smuk. Og for første gang i lang tid tror jeg på ham."
Hun smiler, da hun siger:
"Så jeg protesterede heller ikke, da han hev badekåben af mig i går…"
Kroppen er i fokus
Ifølge en undersøgelse fra YouGov er en tredjedel af alle danskere utilfredse med deres krop og kede af den måde, de ser ud på. Blandt de 15-25-årige er det halvdelen. Kropsskam påvirker hele ens liv fra selvværd og sexlyst til evnen til at indgå i sociale relationer.
Kroppen er nemlig til stede overalt, hvor vi er, og der er konstant fokus på, hvordan vi ser ud. Ikke kun på de sociale medier. I alle sammenhænge, som vi indgår i, fra arbejdspladsen til familielivet, ser vi på hinanden og møder andres blikke på vores krop.
5 veje væk fra kropsskammen
- Hvilket forhold vil du have til din krop?
Vores forhold til kroppen afspejler alt muligt fra farmors syn på sig selv, til mors smerte over sine bryster, til den hemmelige sammenligning mellem os selv og bedsteveninden. Nu er det tid til, at du former dit blik på din krop. For her er en enkel sandhed. Hvis du gerne vil have et kærligt eller fredfyldt forhold til din krop, så begynder det med at være bevidst om det. Derfra handler du på det. Og lad mig give dig et råd: Et fredfyldt forhold har ikke en krigerisk indre dialog. - Fortæl kroppens historie
Forestil dig, at din krop har sin egen stemme. At den hele vejen gennem dit liv har sin egen oplevelse og hukommelse. Sæt dig tilbage i tiden, tag et stykke papir, og skriv din krops historie ned, fra du var en lille pige til den kvinde, du er i dag. Tænk på, hvad din krop har oplevet og lagt ”krop” til. Det er imponerende. Hvis du har en tæt på dig, som fortjener denne form for tillid, så del din historie. Det er en gave at give.
- Skab kontakt
Vi har det med hele tiden at vurdere vores krop. Det er ærgerligt. For du kan ikke både se noget udefra og være i oplevelsen samtidigt. Så drop lige at være udenfor dig, og kom tilbage i din dejlige, varme, levende krop. Hvordan opleves det? Mærk dig selv, når du bader. Stryg dig selv over huden. Masser dine muskler. Mærk din latter, giv slip på din dom over dine deller, og vær lidt i dig. Sæt tempoet ned, når du går, og oplev dine skridt. Det er fantastisk at have en krop! Nyd det! - Vær taknemmelig for det din krop kan
I de næste to uger har jeg en udfordring til dig. Hver aften sætter dig med en kop te, en fin notesbog og en blyant. Så skriver du ned, hvad du er taknemmelig for ved din krop. Og ja – du skal skrive det med med hånden. Ikke noget med at taste. Hvad er du taknemmelig for, at din krop kan? Synge, gå, løbe, kramme, bade, hikke, spise chocolade? Skriv. Det er ren terapi for din sjæl og krop, for det hjælper dig med at skifte perspektiv fra det, som er ”forkert” ved dig til alt det, som er rigtigt. - Elsk med lukkede øjne
Hvis dit udseende generer dig, når du skal have sex, fordi du ender med at tænke på, om brysterne hænger mærkeligt i den vinkel, eller maven folder for meget, så luk øjnene. Hold op med at se dig selv udefra, og øv dig i at mærke. At være i nydelse. Træk fokus ind i dig fremfor at fokusere på den andens oplevelse af dig. Er det svært? Okay. Plan B. Giv ham eller hende, du elsker med, bind for øjnene. Så kan de ikke se dine åreknuder, teposer og appelsinhud. God fornøjelse.
Daisy Løvendahl
Daisy Løvendahl er personlig rådgiver, forfatter, foredragsholder og har en kandidatgrad i filosofi og kommunikation. Hun har stor erfaring med at guide sine klienter gennem det moderne livs udfordringer, så der er plads til både kærlighed, familie og karriere. Læs mere på Daisylovendahl.dk
3 eksperter:
Daisy Løvendahl, Katrine Axholm og Luise Thye-Østergaard skriver på skift om virkelighedens dilemmaer i forhold til parforhold, selvudvikling og relationer. Med udgangspunkt i egne klienter beskriver de tre terapeuter problemstillinger, de fleste af os genkender – og guider os til løsninger, der virker.