“Jeg har ikke fået det særlig dårligt af kemokuren”

Ugen efter jeg var blevet opereret for brystkræft, tog hele familien på ferie til Dubai, og det var et helle efter alt det, jeg havde været igennem. Det betød rigtig meget at være sammen med min mand og to piger. I en travl hverdag er der ikke altid tid til at forholde sig til alt, hvad der sker i familien, men her var vi intenst sammen, og det var skønt. På grund af sygdommen er vores måde at være sammen på i det hele taget blevet mere intens. Før kørte jeg hjemmefra tidligt om morgenen, men nu er det sjældent, at jeg tager afsted, før pigerne er kørt til skole. Jeg går ikke hver dag og tænker, at livet er til låns, men tingene er blevet sat i perspektiv. Når du får trukket gardinet til side og kigger ind et sted, hvor du måske ikke har lyst til at kigge ind, kommer du til at sortere i dit liv og finde ud af, hvad der er vigtigt, og den ekstra tid sammen om morgenen giver et nærvær, som er vigtig for mig.

Efter Dubai fløj jeg videre til Sydafrika med mit arbejde, og her var jeg stadig totalt kæk over, at de havde fået opereret alt kræften væk, og at den ikke havde spredt sig, for netop den tanke havde fyldt rigtig meget hos mig. Da jeg så kom hjem, begyndte jeg at forholde mig til den behandling, der ventede, og tankerne om, hvor syg jeg nu ville blive og frygten for, at jeg ikke ville kunne arbejde, kom snigende. Det værste i alt det her, er de klumper af uvished, der kommer, når noget nyt skal starte. Så er det svært ikke at piske en stemning op, hvor man er bange for, hvad der sker, og om man overhovedet klarer det.

Dagen før min første kemobehandling var jeg rigtig nervøs og skidt tilpas, fordi jeg frygtede, hvordan min krop ville reagere. Jeg havde fået forklaret, hvordan behandlingen ville foregå, men alligevel var det en virkelig mærkelig oplevelse, fordi det på trods af omstændighederne virkede så almindeligt. Du sidder nærmest på rad og række i et rum, der lidt ligner en "dagligstue", og så hænges posen med kulørt kemo, der mest af alt ligner en rød smølfedrik, op i stativet ved siden af lænestolen. Det foregår helt stille og roligt, men det er virkelig surrealistisk, at du sidder der og får en kop kaffe og taler om løbeture med sygeplejersken, mens du får sprøjtet gift ind i kroppen.

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 18: ”Alle dårlige tanker stod i kø i mit hoved, og jeg var totalt tudefjæs"

Da den første behandling var overstået, var jeg virkelig anspændt, fordi jeg hele tiden gik og mærkede grundigt efter, om jeg fik varme kinder, blister i munden eller ville kaste op, men da der efter et par dage ikke skete det store, begyndte jeg at have tillid til, at jeg ikke ville blive ramt af en masse bivirkninger. Selvfølgelig følte jeg mig ikke hundrede procent på toppen, men jeg var langtfra slået i gulvet. Inden jeg startede behandlingen, fik jeg en gennemgang af, hvad jeg kunne forvente af bivirkninger, og det var en trist affære. Det bedste i den samtale var, at jeg blev bekræftet i, at sport havde en rigtig stor og god indflydelse på at minimere bivirkninger, og jeg tror på, at min gode form har været med til, at jeg indtil nu ikke har fået det særlig dårligt af kemokuren.

Jeg løb i forvejen, inden jeg blev syg, men jeg har intensiveret mine løbeture under forløbet, så jeg nu løber fem gange om ugen. Det har jeg gjort, siden jeg startede på kemoen, og både fysisk og psykisk kan jeg mærke, at det fungerer godt for mig. En løbetur giver mig et boost af energi, så jeg bagefter er helt ovenpå og har overskud til at være der for pigerne, hygge sammen når de laver madpakker og under aftensmaden. Kommer jeg derimod ikke afsted, er jeg helt flad og ender træt og næsten nedtrykt i sofaen.

Kort efter den første behandling fik min datter influenza, og selvom jeg sprittede hænder og gjorde alt for at undgå at blive ramt, fik jeg feber, og fordi jeg er i en kemokur, skal jeg kontakte hospitalet med det samme. Prøver viste, at mit immunforsvar var under minimumsgrænsen, så hvis jeg blev ramt af en infektion, ville jeg blive syg med det samme, så jeg blev indlagt. Det passede slet ikke ind i mit setup, og hver dag tog jeg mit eget tøj på og sad ved min computer, men tallene talte deres eget sprog. I starten slog jeg det hen som influenza, men det centrale var jo det lave immuntal, som var en bivirkning af kemoen. Det var en streg i regningen, som jeg syntes, var svært at forholde sig til og acceptere. Siden har jeg ved hver kemobehandling fået en indsprøjtning, der øger produktionen af hvide blodlegemer, så mit immunforvar ikke dykker.

Jeg begyndte at tabe håret, da jeg var indlagt. Når jeg rørte mig i håret, røg der store totter af, så en søndag bestemte jeg mig for at tage det hele af. Jeg gik ned og købte en trimmer, og så fik pigerne lov til at klippe mig. Der var jo ikke nogen risiko for, at de kunne klippe forkert. Det var så underligt at høre den der slidte Fiskars køre igennem mit hår, men det blev en god dag. Fremfor at vi havde gået og fejet hår op i 14 dage, blev det noget, vi var sammen om, og som vi kunne grine af. Jeg troede, at meget af min identitet sad i håret, fordi jeg har haft det her lange krøllede hår, som var meget mig. Da jeg så blev klippet korthåret, synes jeg egentlig, at det var meget pænt, og selvom jeg godt ved, at jeg ikke ligner Sinéad O' Connor, er jeg helt okay med at være skaldet.

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 16. ”Alle omkring mig kan trække sig tilbage til et liv uden kræft – på nær mig”

Jeg havde bildt mig selv ind, at jeg skulle finde en paryk, der lignede min nye korthårsfrisure, men når jeg prøvede noget med krøller i, lignede det en dårlig Dame Edna-frisure. Det var virkelig grimt, så jeg var ret trist, da jeg havde besøgt nogle forskellige parykbutikker. Det endte med en paryk, der var kortere, end jeg havde regnet med, men jeg kan leve med den. Den første uge, hvor jeg havde den på, følte jeg lidt, at det var som at være til en fastelavnsfest, hvor jeg var den eneste, der var klædt ud, men jeg har den altid på, når jeg er ude, for har jeg ikke det, synes jeg, det tiltrækker for meget fokus på, at "hende der, hun er da igennem noget hårdt." Derhjemme tager jeg til gengæld næsten altid parykken af. Jeg tænker dog nogle gange på, om min mand mon synes, det er lidt ærgerligt at se på.

Der er tider, hvor jeg mest har lyst til at hoppe i et par joggingbukser og en trist T-shirt og sidde og have ondt af mig selv, men det fører sjældent til noget positivt eller brugbart. Jeg er blevet meget opmærksom på at gøre mig pæn og bruge lidt ekstra energi på at lægge makeup om morgenen. Det er for mig lidt et "trick" til at få det bedre med mig selv og en hjælp til ikke at synke hen i det der citronmåne-humør. Jeg har været på et makeupkursus for kræftramte, hvor jeg fik nogle tips til for eksempel at bruge eyeliner, der kan markere øjet, hvis jeg taber vipperne. "I kan hænge jeres parykker derovre," sagde makeupartisten, og så sad vi der, en masse skaldede kvinder ved et langbord. Det var fandeme komisk, men hvor er det fantastisk at være i et land, hvor man har de muligheder.

Jeg har talt om min sygdom i min yngste datters klasse. Hun havde en oplevelse af, at alle hun delte det med på skolen kun fortalte historier om dem, de kendte, der var døde, og hun var meget bekymret for, om nogen skulle grine af mig, især når jeg ville tabe håret, så vi bestemte os for, at jeg skulle komme ned og holde et oplæg.

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 15: ”Inderst inde vidste jeg jo også godt, at min mor ikke kunne trøste og passe på mig”

Det var en superfin oplevelse både for mig og for dem. En dreng svarede, at det var en bygningsfejl, da jeg spurgte, om de vidste, hvorfor man får kræft, og det var så fint at tale om det i deres barnesprog. Sygdom kan så nemt blive tabu, men alle kan jo se, at jeg pludselig er blevet korthåret og går rundt med en frisure, der aldrig stritter medmindre, det blæser, så hvorfor ikke være åben og ærlig?

Jeg er lige startet på min anden type kemobehandling, og det var ligesom at blive slået tilbage til start i et dårligt spil Matador. Nu gik det lige så godt med den første type kemo, og så ramte uvisheden igen om, hvad der nu ville ske. Når jeg får det sådan, er det svært at få en dialog med nogen, for alle vil jo sige, at det jo ikke er sikkert, at det kommer til at gå dårligt, og at jeg skal tænke positivt. Ja, det ved jeg godt, og det gør jeg også langt hen ad vejen, men nogle gange har jeg bare brug for at ventilere og sige, at jeg er bange. I de situationer føler jeg mig meget ensom, for uanset hvor søde folk er, er der ikke nogen, der kan sætte sig ind i, hvordan det føles. Heldigvis tegner det til, at jeg heller ikke får bivirkninger af den nye kemobehandling.

Humor betyder rigtig meget for mig og min familie for at komme igennem det her. Det er ikke noget, der er påtaget, fordi vi så leger, at vi kommer lettere igennem det, sådan har det altid været, og det er befriende. At pigerne nusser mig nakken og siger "nåå, lille skaldepande", når jeg går rundt uden hår, eller når min mand siger, at jeg da skal have en hagerem til parykken, når det blæser en halv pelikan på stranden. Jeg kan mærke, at jeg har fået et større behov for at vide, at min mand er der, og at han elsker mig. Han har været med hele vejen, og han er fantastisk til at bevare roen undervejs, hvis jeg bliver hysterisk, og være den samme i dag, som han var i går. Det betyder rigtig meget, fordi der stort set ikke er andet i mit liv, der er, som det plejer at være.

Det har været hundrede procent rigtigt for mig at være åben omkring min sygdom. Jeg har ikke oplevet berøringsangst på nogen måde, fordi jeg selv har meldt så klart ud. Langt størstedelen af menneskerne omkring mig er helt fantastiske i forhold til de ting, de siger og gør. Jeg er dybt imponeret af deres med- og indleven, og jeg tror ikke, at folk er klar over, hvor stor betydning det har. Så sent som da jeg skulle starte på kemobehandling nummer to, havde jeg behov for at sige det til nogen, så de vidste, at jeg var nervøs og kampstresset, og den reaktion, jeg mødte, gjorde, at jeg vidste, at der var nogen, der var opmærksom på mig, og som ville gribe mig, hvis jeg blev ked af det eller faldt i et sort hul.

Hvis nogen for et halvt år siden havde fortalt mig, at jeg skulle igennem det, jeg har været igennem de sidste fire måneder, så ville jeg sige, at det magter jeg ikke. Så er det jo sjovt at se, at man kan meget mere, end man tror. Nogle gange tænker jeg, at det fandeme er tarveligt, at jeg skulle have så meget uretfærdighed, men omvendt kan jeg så tænke, at hvis nogen kan klare det, så er det mig. Det blev mit lod, og den må jeg løbe hjem. Jeg føler mig rigtig heldig, for det er helt vildt, at jeg har det, som jeg har det. Det er gået meget bedre, end jeg havde turdet håbe på, så overvejende er jeg glad og positiv, og det er det, der giver energi til resten af forløbet. 

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 14: Jeg følte mig mest af alt som en slatten gammel kone

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 13: ”Min krop og hjerne klapser sammen hver aften klokken 20.30.”

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 12: ”Hvad hvis de griner af dig mor? Det vil jeg ikke ha”