Hamsterhjulet

”Jeg nægter at tage endnu et år i hamsterhjulet”

Mange bruger nytåret til at gentænke deres liv og lave nytårsforsætter, men er det egentlig den bedste vej til forandring? Daisy Løvendahl guider en kvinde, der ønsker at bruge nytåret på at komme ud af hamsterhjulet. For det har hun ønsket før, uden at hun fik gjort noget ved det.

Birgitte sætter sig i stolen foran mig og siger:

"Jeg vil ud af hamsterhjulet. Jeg nægter simpelthen at bruge endnu et år på at løbe hurtigere end jeg kan og ende med at føle mig udbrændt hver juni og december."

Jeg kan ikke lade være med at smile, for hun siger det, som mange oplever, og hun gør det med stor nøjagtighed og et glimt i øjet. Jeg kan sagtens genkende det fra andre af mine samtaler. Vi begynder året med ny energi og flotte nytårsforsætter.

Så slæber vi os gennem vinteren og giver mørket skylden for den manglende energi. Ved foråret er vi ristede i hovedet og drukner det i rosevin. Ved sommerferien er vi trætte og trænger virkelig til ferie. I august vender vi tilbage med brune kinder og store smil, som langsomt falmer, mens hovedpinerne bliver flere, indtil vi ved juletid har lyst til bare at droppe det hele og leve anderledes. Og så kan vi starte forfra.

Hvordan ser dit ideelle liv ud?

Birgitte fortæller om sit ønske om at leve anderledes. Hun gør sig mange tanker. Måske skal hun bo billigere på Møn. Måske skal hun blive selvstændig. Måske skal hun skifte job eller branche. Måske er der også noget med parforholdet, som kunne være bedre. Når jeg lytter til Birgitte, hører jeg tydeligt, at hun gerne vil noget andet, men hun er ikke helt klar over hvad. Og det gør det rigtigt svært at handle på. Så jeg spørger Birgitte, hvordan hendes ideelle liv ser ud.

"Jeg savner pauser. Det er egentlig ok for mig at have travlt i hverdagen, men jeg bliver frustreret over, at hele mit liv handler om at gå på arbejde og have travlt", siger hun.

Og så er det, som om at noget går op for hende.

"Jeg ville faktisk elske min hverdag, hvis jeg kunne have fri to måneder om sommeren og surfe."

Hun griner, da hun siger det, men jeg noterer det.

Nytårsforsætter

I januar 2020 lavede analyse- og konsulentorganisationen YouGov en undersøgelse, der viste, at hver fjerde dansker lavede et nytårsforsæt for 2020. Undersøgelsen viste også, at flere kvinder end mænd laver nytårsforsæt, for blandt kvinderne er det 29%.

Desværre er det kun omtrent halvdelen, der holder deres nytårsforsæt – måske fordi forandring faktisk er ret krævende. Det er nemlig ikke i intentionen, men i den konkrete handling, at forandringen sker.

Vov at gå efter drømmen

I de næste samtaler arbejder vi på at skabe en vision for Birgitte. At hjælpe hende til at blive helt klar over, hvordan hendes ideelle liv ser ud.

"Ej, det kan ikke lade sig gøre", siger hun ofte, og jeg kvitterer med: "Måske kan det."

Efter vores tredje samtale har vi en vision, hvor hun fortsætter sin hverdag med to justeringer. En ugentlig aften til hende og kæresten, hvor de gør noget sammen fra klokken 19-22. Og så begynder hun at gå til crossfit onsdag og lørdag. Derudover vil hun bede om fri fra arbejde to måneder om sommeren for at bo i Klitmøller og surfe.

"Jeg troede, at det var mere radikale forandringer, der skulle til, men det her er faktisk alt, hvad jeg ønsker."

LÆS OGSÅ: 5 gode råd til dig, der har ramt nulpunktet

Jeg sender hende en sms den dag, hun har møde med sin arbejdsplads om ønsket om mere ferie, og jeg danser en lille dans på mit kontor, da hun skriver tilbage: "Det lykkedes."

Jeg tænker også, at det ikke altid lykkes, som det gjorde for Birgitte, men at det også kan være en værdifuld læring. Måske er dit arbejde for ufleksibelt til, at du kan trives. Måske skal der sælges et hus og flyttes i en mindre lejlighed, for at der kan være råd til at arbejde mindre.

Sådan skaber du stor forandring med små skridt

1. Skab en tydelig vision 

Det første skridt mod at skabe en forandring i dit liv er at vide, præcis hvilken forandring du ønsker. Tænk på din vision som en ledestjerne. En vision, der leder dig på vej, og som du kan hente inspiration og retning i. At have en vision betyder ikke, at du skal sige nej til det, der opstår ud af det blå. Det betyder bare, at du tager ansvar for dine egne drømme og handler på dem.

2. Beskriv din vision

Der er ikke en rigtig eller forkert måde at beskrive din vision på, men der er større chance for, at du får skabt det, du ønsker dig, hvis du beskriver det. Så hent din dagbog og beskriv i detaljer, hvordan du ønsker, at dit liv skal se ud. Du kan også finde tegnegrejet frem og udtrykke dig kreativt eller sætte saksen i bunken af gamle dameblade og lave en collage. Nogle mediterer på det og forestiller sig, at det, de ønsker sig, allerede er sket. Du kan beskrive din vision, præcis som du vil. Bare du gør det tydeligt.

3. Det mindste skridt 

Det kan godt være både forløsende og skræmmende at se din egen vision tydeligt. Så træk vejret dybt. Rom blev ikke bygget på en dag. Du behøver heller have styr på det hele inden sommerferien. Så begynd med at tage det mindste skridt, du kan tage mod det, du ønsker. Hvad er det allermindste skridt, du kan tage? At skrive én sætning i din kommende bog? At sige det højt til en ven? At skrive mailen til chefen, om at du vil ned i tid – uden at sende den?

4. Strategi og praksis

Nu har du din vision krystalklar. Du ved, hvilket skridt du skal tage som det første – herfra er nøglerne: Strategi og praksis. Strategi er, at du bliver meget konkret og sætter handlingerne på alle de små skridt, som skal tages henimod det, du ønsker. Tag en kalender for dit kommende år, og sæt tid af til, hvad du skal gøre hvornår. Praksis er, at du hver eneste dag og uge gør det. At du hele tiden tager de små skridt, der tilsammen skaber en stor forandring

5. Tag de modige valg 

Alle jeg har støttet gennem en proces mod mere af det, de ønsker, har indimellem haft lyst til at droppe det hele og bare gå i seng, indtil det hele på magisk vis sker af sig selv. Det er okay. Tag en dag indimellem, hvor du tillader sig selv at ryste i bukserne. Men de andre dage finder du dit mod frem og stritter med din røv i bukserne. Du kan godt. Jeg hepper på dig. Mod kan trænes. Tag de modige valg – også selvom du er bange

Daisy Løvendahl

er parterapeut, coach og klinisk sexolog. Hun er stifter af Coach & parterapeut-uddannelsen, forfatter og radiovært i programmet ”Vi har lyst”. Hun har holdt mange i hånden gennem sorg, livskriser, utroskab, forelskelser, overgangen fra par til forældre og forsøget på at finde ”meningen med det hele”.

Læs mere på Daisylovendahl.dk

Måske skal der tages svære samtaler før sejrsdansen, men det er altid værd at kende sin vision og gå efter drømmen. For uanset hvor den vej fører dig hen, så fører den dig videre.