Julie R. Ølgaard: Hvis jeg er rigtig ked af det en dag, kender jeg kuren

Træning & frirum

Jeg træner gerne hver dag. Jeg bokser så meget, som jeg overhovedet kan med min boksetræner, Ashira Oure, som jeg har trænet med i 15 år, og styrketræner og konditionstræner med en personlig træner, Pia Skovhøj. Desuden laver jeg pull-ups hver dag.

At have en træner er bare noget helt andet end at gå op og træne selv. Nu har jeg trænet i så mange år, så jeg kan godt gøre det, og som gammel boksetræner kan jeg også godt lave mine egne programmer. Men der er bare en anden energi ved at træne med et andet menneske. Og så gælder det om at finde den, der passer til dig.

Ashira og Pia har jeg kendt i mange år, og de er begge blevet mine rigtigt gode venner. Vi har samme målrettethed og tager det enormt seriøst. Det er jo ikke alle mennesker, der har brug for det. Det kan være, at de skal have noget andet, eller nogen kan blive enormt motiveret af det.

Det gælder om at finde det menneske, der passer til dig, for så er det bare den største gave. Og de dage, jeg ikke har lyst, er jeg som type så ekstremt pligtopfyldende, at jeg vil have så dårlig samvittighed over at skrive til Pia eller Ashira, når jeg vågner om morgenen, at jeg ikke kommer.

Folk har altid drillet mig med, at jeg er en Duracell-kanin, der kan blive ved og ved, så det passer mig godt at træne hårdt og træne meget. Træning gør mig glad og får mig virkelig til at føle mig godt tilpas. Mit liv er meget socialt, og jeg har gang i noget nærmest altid. Og det er dejligt. Men jeg har også brug for at trække mig indimellem. Og det kan jeg i min træning.

Selvom jeg træner med Ashira eller Pia, kender de mig så godt, at vi går ind i en boble, hvor det er træning, det handler om. Det bliver på en eller anden måde mit space, hvor der ikke er nogen, der kan hive fat i mig, stille mig 48 spørgsmål eller kræve noget af mig – andet end at være i dét. Og det er et af mine favorittidspunkter på dagen. Udover når jeg vågner og får en krammer af mine børn.

Læs også

Julie Ølgaards mor har demens: Min mor er lige her, men jeg får hende aldrig igen

Hvis jeg er rigtig ked af det en dag, gør det noget virkelig godt for mig at træne. Det gør, at jeg føler, at jeg sgu godt kan klare det. Jeg har siddet morgener, hvor livet har været hårdt og uretfærdigt, og så er jeg stadig taget afsted, og jeg er kommet ud som et gladere menneske en time senere, fordi det får et eller andet i gang. Jeg tror aldrig, jeg har aflyst træningen, fordi jeg har været ked af det.

Så kommer jeg derud med blodsprængte øjne, og måske har jeg grædt, jeg får en krammer, og så går vi i gang. Og jeg har det altid bedre bagefter. Det er jo fantastisk.

Modgang & styrke

Som mange andre har jeg fået nogle tæsk i livet. Det har gjort, at jeg gennem hele min ungdom havde en lidt tough attitude af, at jeg kunne bare klare det hele. Jeg kan også klare rigtig meget. Jeg ved godt, at jeg er mentalt stærk. Men jeg er også sårbar, og det har jeg lært ikke at være bange for at vise. Jeg er blevet bedre til at sige, når noget gør mig ked af det, og jeg skal ikke forsøge at opretholde en facade om, at jeg kan klare det hele.

Jeg er generelt meget løsningsorienteret. Hvad gør vi for at komme ud af det? Hvordan får vi den vendt? Det er jo ikke alt, der kan vendes. Sygdom i familien kan ikke vendes. Dødsfald kan ikke vendes. Store ting kan ikke vendes. Og jeg mener heller ikke, at man ikke må være ked af det. Det må man gerne. Man må græde, alt hvad man vil. Men jeg bliver nødt til at finde ud af, hvordan jeg ikke graver mig videre ned i et sort hul, fordi det er der ikke nogen, inklusive mig selv, der får det godt af.

Træningen giver mig rigtigt meget mentalt og har lært mig utroligt meget. Ashira, min træner, er tidligere verdensmester i boksning, og min mand, Gustav, har også været eliteskiløber. Og den mentalitet med at sætte sig et mål og så være i det, har jeg taget til mig.

Du skal aldrig kunne stå og sige, at du kunne have gjort mere. Det passer godt til mig, at man arbejder hårdt, men også fokuseret, og det hjælper heller ikke noget at gå ind i en boksering og være et andet sted i hovedet, fordi så er der bare afregning ved kasse ét.

Læs også

”Jeg er ikke bange for at være lidt ekstra”: Se med i Julie Ølgaards smukke klædeskab

Hvis jeg får en idé, handler jeg med det samme – sådan har jeg altid været. Også selv om jeg har gang i alt muligt andet. I dag er jeg blevet bedre til at sige, at der sker ikke noget ved, at jeg venter lidt. Jeg behøver ikke at springe ud i det NU. Vær til stede i det, du er i gang med.

Gør det færdigt, du er i gang med, og så kan du tage hånd om det andet. Og det gør bare, at jeg er et gladere menneske, fordi jeg prøver at tage mine ambitioner seriøst. Jeg er blevet bedre til at trække vejret, tage den med ro og indse, at jeg altid skal behandle folk med den samme respekt, som jeg gerne selv vil blive mødt med.

Sundhed & idealer

Sundhed er både fysisk og mentalt for mig. Det handler om, hvordan jeg har det godt og mindre om, hvordan andre mennesker ser mig. Jeg ved godt, at de to ting kan hænge sammen, fordi vi lever i et samfund, hvor folk har et billede af, hvordan man skal se ud.

Mit kropsideal er ikke jo tyndere, jo bedre. Jeg synes, at det er rigtig flot, når man kan se, at folk er trænede, tonede og har muskler. For det gør, at man ser sund ud, synes jeg. Jeg kan godt lide følelsen af, at jeg kan mærke mine muskler arbejde, og jeg kan mærke, at jeg er stærk, fordi det får min psyke til at føle sig stærk, og jeg føler, at jeg kan klare det mere. Hvis jeg er glad, har overskud og ikke er stresset, kan jeg se, at min krop samler færre affaldsstoffer, og og så har jeg det bare bedre.

Ligeså struktureret, jeg er med min træning, ligeså struktureret er jeg med min ansigts- og hudpleje. Jeg går aldrig i seng uden at vaske mit ansigt og smøre mine produkter på. I træningscentret griner folk ad mig, fordi jeg trækker mit kæmpe pleje-kit frem. Men jeg er iskold. Jeg kan se, hvad det gør, og jeg elsker det.

Jeg vil gerne have et helt naturligt udseende. Jeg har ikke noget imod, at man kan se, at jeg ikke er 20 år længere, men jeg kan godt lide, at jeg kan se, at jeg passer på mig selv og er den bedste version af mig selv. Jeg er ambassadør for N’age, og da jeg startede, havde jeg en snak med dem om hvilke behandlinger, der ville være gode til mig.

Det er vigtigt med et sundt og smukt ydre både qua mit arbejde, men jeg er heller ikke den store makeuppige. Jeg har hverken tålmodighed til det eller synes, det er sjovt. Så jeg går tit uden makeup – kun med solcreme med lidt farve og lidt på kinderne. Og det er jo nemmere, når man har en flot hud. Derfor får jeg behandlinger hos N’age, der booster min hud og giver glød, bl.a. kombinationen af Fraxel-laser og IPL, som er lysimpulser.

Læs også

Julie Ølgaards svære fødsel: "Det var en sindssyg tid"

Familieliv & rollemodeller

Man får en anden sårbarhed, når man får børn. Eller det har jeg i hvert fald fået. Der er noget, som er meget vigtigere end mig. Any day, any time. Og det er dejligt.

Jeg skal stadigvæk træne, og mine børn ved, at mor træner hver dag. Men jeg kan også mærke, at tiden med dem er vigtig, så jeg prøver at lægge træningen, når de er væk, eller før de vågner. Jeg har også fundet en mand, der er sej og støtter mig. Gustav brokker sig aldrig over det. Vi har bare fundet noget, der virker for os, fordi vi også ved, hvad det giver os i den anden ende.

Mor er den stærkeste, har vi et saying, der siger hjemme hos os. Noget som mellem os to ikke passer helt. Men mine børn siger det – og vigtigst af alt: De tror på det! Min mand er to meter høj, og det er ret grineren, at de er fuldstændig overbevist om, at mor er den stærkeste. Men det er et billede, jeg godt kan lide, og jeg tror heller ikke, at det er dårligt at give videre – specielt ikke i forhold til min datter.

Det er ikke, fordi jeg synes, at kvinder skal overtage verden, og der ikke skal være nogen mænd. Jeg kan bare godt lide, at de også ser, at mor gerne vil være stærk.