Kæbespændinger

Døjer du med kæbespændinger? Det her kan du gøre

Kæbespændinger kan være ubehagelige og smertefulde, men vidste du, at spændinger i kæberne kan være tegn på stress, vrede eller undertrykte følelser?

Kæbemusklerne er – set i forhold til deres størrelse – faktisk nogle af kroppens stærkeste muskler. Og selvom de syner at lidt, så kan de kraftfulde kæbemuskler afsløre en masse om, hvordan vi har det. Kæbespændinger er en af kroppens mange automatreaktioner: de ufrivillige og ubevidste reaktioner på det, som sker i vores liv.

Du har sikkert hørt begrebet ”at bide tænderne sammen”, og det er ikke for ingenting. Det er nemlig med kæberne, at vi forsøger at holde fast i det hele, og selvom der sagtens kan være fysiske årsager til dine kæbespændinger som fx tandproblemer, nakkeskader eller forkert hovedstilling, så ses kæbespændinger tit i en krop, der er akut belastet eller har været stresset over en længere periode.

Muskler med følelser

Problemer med smerter og spændinger i kæberne hænger ofte sammen med at holde for meget fast ud fra et ønske eller behov for kontrol. I nogle tilfælde kan kæbespændinger og smerter i kæberne være tegn på frustration eller angst som følge af vrede og fortrængte aggressioner, der har låst sig fast i kæben. Ophobede og undertrykte følelser kan også sætte sig som spændinger i de kæbemuskler, som i bogstavelig forstand bruges til at holde munden lukket med. Er du fx typen, der ofte går og bider tingene i dig i stedet for at reagere og få sat ord på dine følelser, kan det faktisk resultere i kæbespændinger.

4 nemme øvelser, der afstresser kæberne

Med disse små simple øvelser kan du arbejde med at give slip på dine kæber. Da det i bogstavelig forstand handler om at give slip rent mentalt, kan du opleve en reaktion som fx vrede, angst, stress eller ked-af-det-hed. Det tager ca. 5-10 minutter at lave alle fire øvelser – brug minimum et minut på hver øvelse. Du kan sidde eller stå, men det kan være en god idé at ligge ned, så du slapper helt af. Når du udfører øvelserne, er det vigtigt, at du tænker på at give slip på dine kæber.

  1. Lad dine fingre massere ind i kødet omkring kæberne, som er lige foran øreflipperne. Tryk og masser i lige strøg eller små cirkler. Kom gerne hele vejen ned omkring til hagen og underkæben. Gab også så højt, du kan, og rok underkæben med fingrene løst fra side til side, mens du slapper helt af i den.
  2. Tag fat i dine ører i begge sider og træk blidt ørerne væk fra hinanden. Træk i forskellige retninger, hvor du skifter greb på ørerne en gang imellem. Det kan føles, som om du har en elastik imellem ørerne og ind gennem hovedet.
  3. Lad hænderne vandre op til håret og stryg med faste fingre igennem hovedbunden. Tag også fat i hårene forskellige steder og træk i håret. Som om hovedbunden nærmest løfter sig.
  4. Nu skal du i gang med tungen, som du skiftevis trykker ud i den ene og den anden kind. Som om du skulle strække kinden elastisk ud med tungen. Derefter kører du tungen rundt på indersiden af læberne, som om du vasker tænderne med tungen. Først den ene vej, så den anden vej.

Belaster hele kroppen

Generelt er det sådan, at hvis du spænder meget ét sted i kroppen, så fører det spændinger med sig i resten af kroppen. Det gælder også for kæbespændinger. Spændinger i kæberne kan resultere i en overbelastning af muskler, nervevæv og de led, der påvirker kæbens bevægelser. Det kan give bl.a. hovedpine og spændinger i skulder og nakke.

LÆS OGSÅ: ”Jeg har lært, hvor vigtigt det er, at jeg lytter til min krop”

Kæbespændinger kan endda give besværet åndedræt og i det hele taget begrænse blodcirkulationen til hovedet, forstyrre energien i din krop og sågar give kvalme, synsog øreproblemer. Uanset hvad årsagen til dine kæbespændinger er, kan afspændingsøvelser være en hjælp til at få sluppet spændingerne. Hvis du oplever, at spændingerne kommer igen og igen, trods øvelser og måske behandlinger, kan det dog være godt at få set på, om det er et budskab fra kroppen om, at noget i din hverdag har brug for justering.

Symptomer på kæbespændinger

  • Hyppig hovedpine (særligt når du vågner)
  • Tinnitus/øresusen
  • Prop, klik eller smerter i ørerne
  • Smerter i ansigtet
  • Klikkende kæbeled
  • Spænding og ømhed i kinderne, tungen og halsen
  • Tænderskæren, ømme tænder
  • Føleforstyrrelser i huden omkring ansigt og hals
  • Fornemmelse af klump i halsen
  • Spændinger og smerter i nakke og skuldre
  • Kvalme, svimmelhed
  • Besværet åndedræt
  • Problemer med synet
  • Forstyrret nattesøvn

Kilder: Bogen ”Når kroppen siger fra” af Lotte Paarup, Netdoktor.dk