Khaterah Parwani gik ned med stress: ”Jeg brugte flere uger på bare at trække vejret"
Samfundsdebattør og foredragsholder Khaterah Parwani arbejder med sårbare og udsatte unge. For to år siden gik hun ned med stress, og siden da har hun brugt mange timer på at øve sig på noget så simpelt som at trække vejret. Det har givet hende den vigtige livslektie, at hun selv skal være i balance, før hun kan hjælpe andre.
Hvad er sundhed for dig?
"Fysisk og mental sundhed går jo hånd i hånd. Det har jeg lært på den hårde måde, da jeg gik ned med stress i 2019. Sundhed er for mig, at jeg både fysisk, men også mentalt, prioriterer ro og balance. Jeg har haft perioder med fanatiske trænings- og kostvaner, men hvor jeg hverken mærkede balance eller ro. Jeg var ikke glad. I dag kigger jeg ikke på min krop som det her hylster, omverdenen har en masse forventninger til. Jeg har lært min krop at kende, og hvor vigtigt det er, at jeg lytter til den."
Hvornår føler du dig mest sund?
"Når jeg sidder på min altan og mediterer. Min meditation er ikke noget, andre kan se, men det gør underværker for min tilværelse. Da jeg gik ned med stress, brugte jeg flere uger og adskillige timer dagligt på at øve mig i at slappe af og bare trække vejret. Det i sig selv kom virkelig bag på mig. At noget så simpelt krævede så meget øvelse. Og den tid er den bedste og vigtigste investering, jeg har gjort."
Hvilken vane vil du gerne ændre?
"Jeg ville lyve, hvis jeg smed et enkelt svar, for hvor skal jeg starte, haha ... Jeg skal have mere søvn, jeg drikker ikke nok vand, jeg overtænker ting, jeg får dårlig samvittighed, når jeg holder fri. Listen er lang, men i dag er det mere det mentale, der fylder.
Jeg har lært så meget af at arbejde med unge. Den stress, uro og mistrivsel, de kæmper med, genkender jeg fra min egen opvækst. Mit arbejde er et dagligt spejl, der minder mig om visdommen bag den analogi, hvor man skal tage iltmasken på, før man giver andre den på. Hvis du ikke passer på dig selv, så risikerer du, at dine gerninger vender på hovedet og skader mere, end de gavner."
Hvad er dit bedste sundhedstip?
"Sluk for din telefon, bare indimellem. Sæt dig et sted, 20 minutter dagligt, uden nogen forstyrrelser. Det er så vigtigt i en så digitaliseret tid, hvor det er umuligt at kontrollere alverdens algoritmer på dine sociale medier; de tusinder af billeder og videoer, du dagligt får smækket i hovedet.
Jeg møder alt for mange mennesker, der ikke bryder sig om at være alene. Det er ret tankevækkende, at man er bange for sit eget selskab."