Karen har borderline: "Indimellem er det bare forbandet svært at være menneske"
Det føltes skamfuldt for Karen Fastrup, da hun blev indlagt på psykiatrisk afdeling og fik diagnosen borderline. Men hurtigt fulgte erkendelsen, at alle kan blive syge – og det skal der tales åbent og fordomsfrit om.
Som helt lille kunne Karen blive så ked af det, at hun besvimede og var uden bevidsthed i flere minutter. Hun kan ikke selv huske det, men det er en vigtig del af en historie, der handler om så store og ukontrollable følelser, at hun mange år senere blev akut indlagt på psykiatrisk afdeling. Med totalt sammenbrud efter en familiemiddag, hvor hun truede med at tage sit eget liv med en køkkenkniv.
"Jeg har altid haft den der store sanselighed. Intense følelser og i perioder intet filter, så rationalitet og fornuft forsvinder", siger 51-årige Karen Fastrup i dag.
"Konsekvensen har været angst som fast følgesvend i mange år. Da jeg blev indlagt, kørte hele mit maskineri på total overload og smeltede ned. Jeg havde haft en periode, hvor jeg var presset af skriveblokering og deadlines, samtidig med at jeg flyttede sammen med en kæreste, som jeg var grundlæggende usikker på.
Den sensibilitet, der er fulgt med en kompliceret barndom, hvor jeg følte, at jeg skulle gøre mig fortjent til mine forældres kærlighed, blev sat i brand, og jeg kunne ikke styre det. Senere fik jeg diagnosen borderline – men når det indimellem er så forbandet svært at være menneske, er det egentlig ligegyldigt, hvad man kalder det."
Skamfuld diagnose
Helt ligegyldigt var det dog ikke, da Karen fik diagnosen efter en tid i det psykiatriske system.
"Først mente lægerne, at jeg havde en bipolar lidelse, og det var cool nok. Mange kunstnere har de følelsesmæssige udsving, der følger med, ja, det kan næsten være en benzin til at udtrykke sig kreativt", siger Karen.
"Med borderline er det noget andet. Det er bunden af hierarkiet over psykiske diagnoser, fordi det er den lidelse, der er mest miljøbetinget. Skal man beskrive det fordomsfuldt, er det i de socialklasser, hvor der er rigtig meget at slås med, at man oftest møder mennesker med borderline. Det kunne jeg ikke identificere mig med, og det føltes utroligt skamfuldt."
I dag står der i Karens journal, at hun "næppe kvalificerer sig til diagnosen mere’" men længe før den passage blev skrevet ind, nåede hun at slutte fred med borderline.
"Noget af min oprørthed handlede om, at jeg læste ældre bøger og artikler om sygdommen, hvor de påståede symptomer var helt forkerte, blandt andet at borderline gjorde én manipulerende", forklarer Karen.
"Det passede slet ikke på mig, men i nyere beskrivelser er det meget mere nuanceret og slet ikke så stigmatiserende. Da jeg læste dem, tænkte jeg ”hey, det her er okay, jeg kan godt se mig selv i diagnosen, og den er ikke værre, end jeg reelt har det. Nu skal jeg bare få det bedre". Og det fik jeg heldigvis."
Hungrende hjerte
Et vigtigt element i Karens helbredelse har – ud over terapi – været, at hun fik ordene og skrivelysten tilbage. Kort efter sin indlæggelse begyndte hun at skrive om sine oplevelser og tanker.
"Sprog og kommunikation er vanvittigt vigtigt for mig, og jeg vidste hele tiden, at hvis jeg skulle blive rask, skulle jeg skrive igen", siger Karen.
"Jeg var skrøbelig og helt nede at ligge, men der var også en handlekraft, som blev til små bidder tekst fra en verden, som de fleste ikke kender indersiden af. Forfatteren i mig vågnede og kunne se, at jeg havde et unikt materiale at arbejde med, og så kom sproget tilbage til mig. Og blev en del af helbredelsesprocessen. Ikke mindst i forhold til den skam, der i begyndelsen fulgte med at være psykisk syg og få en diagnose. Hvorfor skammede jeg mig? Alle kan blive syge, og det skal alle vi, der kan magte det, tale åbent og fordomsfrit om."
I bogen Hungerhjerte, der udkom sidste år, beskriver Karen tiden op til sammenbruddet, indlæggelsen, opholdet på psykiatrisk afdeling og tiden efter. Erfaringerne flettes sammen med ordbilleder fra barndom og opvækst, og til sammen giver det en forståelse for, at styrke, begavelse og handlekraft godt kan følges ad med usikkerhed, angst og længsel.
"Vi er alle sammen præget af den opvækst, vi får, og som vi ikke kan ændre på retrospektivt. Der var mange gode ting i min barndom, men der var også noget grundlæggende, som jeg ikke fik, og det har affødt en længsel efter at blive elsket. Et hungrende hjerte", forklarer Karen.
"Som livspræmis giver det en skævhed, som forbigående væltede mig omkuld, men jeg rejste mig igen. Og nu har jeg det rigtig, rigtig godt. Der er noget komplet forløsende ved at stå hundrede procent ved sig selv – herunder en psykiatrisk diagnose."