Marie troede, hun var sund og rask - i dag har diagnosen forandret hende for altid

Denne klumme blev først bragt hos Klikk.no.

For mig var det en samtale på et nedslidt kontor på Ullevål Sygehus. Jeg gik sund og rask ind ad døren og kom ud tyve minutter senere med en uhelbredelig kræftdiagnose. 

Den diagnose gik jeg rundt med i fem år, indtil jeg var så heldig at få en yderst sjælden mulighed for at blive helbredt gennem en levertransplantation. 

Læs også

Bruger du dette ord, når du møder et menneske i sorg? To kvinder anbefaler, hvad der virker bedst

Den historie kan jeg fortælle ved en anden lejlighed. Nu vil jeg gerne dele, hvad jeg har lært af fem år med døden lurende bag mig, og som jeg håber, du kan lade dig inspirere af. 

Mange mennesker tror, at det handler om taknemmelighed, at man lærer at sætte pris på alt og alle – for altid. Det er logisk at tænke, at når man først har sat en fod i graven, vil man være fyldt med en evig livsglæde. Men helt så enkelt er det ikke, i hvert fald ikke for mig. 

I de første par måneder efter min diagnose var jeg sikker på, at jeg aldrig ville tage noget for givet igen. Varmen fra den første forårssol eller duften af syrener kunne røre mig til tårer. Et år efter diagnosen havde usikkerheden og traumet imidlertid gjort mig mere sårbar over for stress og modgang. Jeg var om muligt endnu mere irriteret over hverdagens modgang end før diagnosen. Både kræft OG togaflysninger! 

Nej, der er en anden ting, der har forandret mig, og det har at gøre med tid, og hvad jeg bruger den på. For ved du, hvad man savner mest, når man står i en livskrise? Man savner normalitet. 

Jeg har endnu ikke talt med en kræftoverlever, som har mødt sin diagnose med et behov for at rejse verden rundt eller springe i faldskærm. 

Sæt pris på hverdagen 

Da jeg fik konstateret kræft, havde jeg ikke ambitioner om, at hele familien skulle på den perfekte, skærmfri campingtur i skoven. Jeg ville bare sidde ved siden af dem i sofaen og se en film. Jeg ville gå på arbejde hver dag og møde mine kolleger, føle at jeg havde en funktion og kunne bidrage med noget. Jeg ville spise en skive brød med leverpostej og læse en bog. Bare helt almindelige ting. 

Vi er blevet så besatte af at jagte oplevelser ud over det sædvanlige. Den perfekte familiedag, de gode madoplevelser eller den blå tur med vennerne. Vi behandler ofte tiden mellem højdepunkterne som sekundær i forhold til de store begivenheder. Vi kalder den tid for hverdag, og vi inkluderer den ikke i livets historie. Vi dokumenterer den aldrig. 

Læs også

Anne mistede sin mand til demens - i dag har hun fundet en særlig måde at bearbejde sin sorg

Selvfølgelig skal man samle på højdepunkterne. Man husker dem i lang tid, og det er vigtigt at have noget at se frem til. Men vi skal passe på ikke at ønske de almindelige dage væk, bare lade dem glide ubemærket forbi, mens vi længes efter de unikke. 

Det er i hverdagen, vi virkelig lærer vores børn at kende. Når de kæmper med deres lektier eller opnår noget nyt på fodboldbanen. Det er, fordi man har brugt så mange timer på det arbejde, at man formår at nyde resultatet af det. 

Selv om solen skinner udenfor, og jeg tilbringer hele dagen indendørs med at vaske tøj eller gøre rent, synes jeg ikke længere, at det er en værre dag end alle de andre. Det er en vigtig dag, og tøjet fortjener at blive vasket. Der skal fyldes op med rent tøj til kommende dage ude. Jeg har brug for en stille dag til at bearbejde indtryk. 

Og så er der de mørke dage, dem man helst vil glemme. Ofte er de endnu vigtigere, fordi det er dem, man vokser mest på. Jeg havde uhelbredelig kræft i over seksten hundrede dage, og det var i de dage, jeg udviklede mig mest i hele mit liv. Jeg lærte mest om mig selv. I dag er jeg glad for dem. 

Jeg ville ikke ønske kræft for nogen, men jeg håber, at du på et tidspunkt i dit liv lærer at værdsætte tiden. Både farverige øjeblikke og skyggefulde øjeblikke. 

Men også den tid, der bare er beige.