Bruger du dette ord, når du møder et menneske i sorg? To kvinder anbefaler, hvad der virker bedst

Hvordan rækker man ud til et menneske, der er i dyb sorg?

De fleste kender følelsen af, at det kan være svært at finde de rette ord og lader derfor helt være med at tage kontakt til en person, som netop har mistet en, de elsker.

Men ifølge Louise Haack Sandager og Therese Raabo Fischer er det værste, man kan gøre som pårørende, at lade de sørgende være i fred.

I 2021 mistede Louise Haack Sandager sin 4-årige datter Vega til kræft, og i 2023 gik Therese Raabo Fischers 43-årige mand pludseligt bort, da han fik et hjertestop. 

Begge kvinder har opdaget, hvor forskelligt folk har håndteret deres sorg.

”De fleste mennesker har været kærlige og gode til at gribe os. Men der er også nogle mennesker, der har trukket sig. Jeg har endda oplevet, at nogle er gået over på den anden side af gaden, da de så mig,” siger Therese og fortsætter:

Læs også

Siden hun mistede sin søn, har én sætning været vigtig for Renée: ”Vi skulle lære at leve på en ny måde”

”Det har gjort, at jeg har følt mig ensom. Jeg har heldigvis mange gode mennesker omkring mig, men jeg kan stadig føle mig ensom, når folk ikke ved, hvordan de skal håndtere mit tab. Derfor er det så vigtigt, at vi bliver bedre til at rumme sorgramte mennesker, så ingen føler sig alene i den tilstand. For sorgen er noget, der kommer til at følge os for evigt.”

Derfor har kvinderne gode råd til, hvad du kan gøre, hvis du kender et menneske, der er i dyb sorg.

Undgå at sige, at du kondolerer

Når et menneske går bort, er der mange mennesker, der siger eller skriver sætningen: Jeg kondolerer.

Men det udtryk skal du helst undgå at bruge, mener Therese Raabo Fischer.

”Især Facebook er en sjov størrelse, når nogen dør, for så skriver en lang række mennesker, at de kondolerer. Og de fleste kan ikke engang finde ud af at stave til det, fordi de ikke bruger nutids-r. Det er jo dejligt, at de tager sig tid til at skrive det, men det virker bare ikke særlig personligt eller følsomt.”

Hun synes, du bør sige noget andet, hvis du har svært ved at finde de rette ord:

”Det føles langt mere oprigtigt, hvis du bruger udtryk som; ”Det er jeg virkelig ked af at høre”, ”det gør mig så ondt” eller ”jeg tænker meget på jer”. Det er også sætninger, som især børn har brug for at høre, tror jeg. De føler sig ikke set, når et voksent menneske kondolerer til dem. Det skaber nærmere en kløft.”

Det er Louise Haack Sandager, der er mor til Vega, også enig i.

”Jeg tror, at ordet er en generationsting, for min mormor syntes, det var det mest naturlige i verden at få at vide, da vi mistede min morfar. Men da vi mistede Vega, og folk på vores alder kondolerede, føltes det så utilstrækkeligt. Det ord slår ikke rigtigt til, og det skabte nærmere en distance, hvor det egentligt burde gøre det modsatte. Det er tydeligvis et ord, man griber til, fordi man ikke ved, hvad man ellers skal sige,” fortæller Louise.

Læs også

"Jeg ønsker vitterligt ikke, at nogen får det, ligesom jeg har haft det – eller værre”

”Jeg kommer forbi med en lasagne”

Det er meget normalt at sige til én, der har mistet, at de skal sige til, hvis de har brug for hjælp til noget. Men når man står midt i sorgen, kan det være svært at række ud til andre, fortæller Louise Haack Sandager. 

Også selvom man faktisk godt kunne bruge en håndsrækning.

”Det er meget bedre at være konkret og sige, at du kommer på onsdag kl. 14 for at sætte en vask over og putte en lasagne i fryseren. Det er generelt svært at bede om hjælp, og det bliver kun sværere, når man er så sårbart et sted. Desuden har man også svært ved overhovedet at tænke på vasketøjet, indkøb og støvsugning, når man lige har mistet, så det er sjældent noget, man vil bede om hjælp til,” siger Louise.

Hvis du har tiden til det, er opfordringen altså, at du tilbyder din hjælp. Det kan fx være at hjælpe med at køre børn til fritidsaktiviteter og hente fra skole, slå græsset eller handle ind.

”Det betød mere, end ord kan beskrive, at nogen kom forbi med mad til os i hverdagen i tiden efter Tommys død. Mine børns venners forældre lavede mad til os på skift i en måned, og det var så fantastisk. Da vi gik på sommerferie, stoppede det, men da vi skulle starte på arbejde og i skole igen, var der en sød mor, der spurgte, om det med maden ikke lige skulle fortsætte to uger mere, så vi kunne komme ind i rytmen igen. Det var jeg så lykkelig for, for det var voldsomt at gå rundt i huset og skabe en ny hverdag, hvor Tommy manglede,” siger Therese Raabo Fischer.

Læs også

"Er jeg tvunget til at genoptage kontakten til min datter?"

Ræk ud, når det bliver hverdag

Når begravelsen er overstået, og hverdagen starter igen, er det vigtigt som pårørende at blive ved med at tjekke ind hos de sørgende. Også lang tid efter.

”Efter begravelsen var der meget stille, selvom det nok var der, vi havde allermest brug for at have mennesker omkring os. Folk har nemlig tænkt, at vi havde brug for fred. Problemet er bare, at stilheden larmer, og jeg var ikke i en situation, hvor jeg følte, jeg kunne række ud til nogen, fordi jeg ikke ville være en byrde. Og det gav mig en følelse af ensomhed,” siger Therese.

Den følelse kan Louise Haack Sandager genkende.

”Der er en forventning om, at sorg er noget, man kommer igennem, men sandheden er, at den er indgroet og bliver ved med at være der. Livet går selvfølgelig videre, men det bliver bare enormt svært at være i, hvis man ikke bliver ved med at tale om den afdøde. Derfor skal man som pårørende huske at tjekke ind,” siger Louise.

Læs også

Da Idas far døde pludseligt, hang hans yngre kæreste ved: ”Vi skulle have sagt fra langt tidligere”

Og du skal heller aldrig være bange for at spørge ind, selv efter noget tid.

”Nogle stopper efterhånden med at spørge ind, fordi de er nervøse for, at de prikker hul på noget eller ødelægger stemningen. Men der skal de huske, at jeg selv kan styre, hvor meget vi skal tale om det. Hvis jeg har en vildt god dag, har jeg ikke lyst til at sidde og dvæle for meget ved, at min mand ligger i den sorte muld. Men det gør mig altid glad, at nogen tænker på, hvordan jeg har det. Og jeg kan jo aldrig blive mere ked af det, end jeg allerede er, for Tommy er død og kommer ikke tilbage,” siger Therese.

Hold minderne i live

”Min værste frygt er, at alle glemmer Vega.”

Louise Haack Sandager – og alle andre, der mister nogen, de elsker – frygter, at folk med tiden glemmer den afdøde. Derfor råder hun og Therese Raabo Fischer til, at du som pårørende husker at dele minder og anekdoter om dem, der ikke er her længere.

”Det er vigtigt at blive ved med at fortælle historier om den afdøde, fordi os, der har mistet, har sorgen boende i os for evigt. Og hvis vi bliver ved med at tale om personen, så føles det som om, at de stadig er med os og lever videre,” siger Therese.

Forleden fik Louise Haack Sandager at vide, at hendes datter Vega var blevet nævnt i en sammenhæng, der gjorde hende glad.

Læs også

Føler du dig træt og energiforladt, så råder Pia Hauge dig til at få styr på disse tre ting

Hendes søn Nohr, der bliver fem om lidt, havde sagt i børnehaven, at hvis træerne på legepladsen voksede helt op til himlen, så voksede de op til Vega.

”Pædagogen fortalte mig historien, da jeg hentede Nohr om eftermiddagen, og det er virkelig fint tænkt af ham, at det ville jeg blive glad for at høre som mor. At vide, at de havde snakket om Vega. Jeg hører også fra andre forældre i vores omgangskreds, at når bedsteforældre i deres familier dør, så siger de, at de skal op i himlen og være sammen med Vega. Det er dejligt at vide, at hun også lever videre hos andre mennesker. Det betyder mere, end man måske tror,” fortæller Louise.

Hun har også en veninde, som sætter et godt eksempel for, hvordan man som pårørende kan huske på den afdøde.

”Jeg har en veninde, som altid husker Vega i de ting, vi laver i hverdagen. Så kan hun fx spørge, om vi ikke skal gå en tur, hvor vi henter bland selv-slik til en hyggeaften, men hvor vi lige går forbi kirkegården på vejen og siger hej til Vega. Og det er jo helt enormt rørende for mig at mærke, at hun engagerer sig i vores datter, selvom det er tre år siden, hun døde,” fortæller Louise.