snack

Kostblog: Få opskriften på stenaldersnacks

Der er blevet bagt stenalderbrød hjemme hos fit livings kostblogger. Se resultatet her - og få opskriften.

Disse stenaldersnakcs er bagt af nødder, kerner og bær. Det er med inspiration fra stenalderkostprincippet, og en variation af opskriften på stenalderbrød. 

Helt overordnet er princippet i stenalderkost (Paleo) at spise så naturligt som muligt, og spise som vore forfædre gjorde det i jægerstenalderen for 10.000 år siden. Påstanden er, at vores krop og fordøjelsessystem ikke er designet til den kost, som vi nogle gange eksponerer den for, hvilket danner grundlag for en lang række livsstilsygdomme. Disse livsstilsygdomme kan til dels tilskrives kosten, men vores generelle fysiske aktivitetsniveau står også i skarp kontrast til vore forfædres.

Argumentet lyder, at menneskets genetik ikke har ændret sig betydeligt over de sidste mange tusinde år, og derfor er det rationelt at indtage en kost, der passer til vores evolutionsniveau. Ønsker man at efterleve stenalderdiæten, skal alle kornprodukter, stivelsesholdige fødevarer, sukker, mælkeprodukter, forarbejdede fødevarer, og fødevarer med tilsat sukker eller salt ekskluderes fra kosten. Kosten skal derimod overvejende bestå af frugt og grønt, bær, nødder, svampe, samt kød, fisk og æg.

Stenalderbrød er praktisk talt brød uden mel. På grund af det primære indhold af nødder, kerner og bær bærer det nærmest karakter af en müslibar. Indholdet af sunde fedtstoffer, vitaminer, mineraler, fibre og endvidere protein er meget højt. Dog er det en energitæt snack, der indeholder mange kalorier pr. 100 g, men på trods af det, formår den samtidig at berige med mange gavnlige næringsstoffer.

De smager helt fantastisk, og er en ideel sund snack. De kan fx fungere som tilbehør til salat, indgå i et mellemmåltid, før eller efter træning, eller blot som en lækker snack, og samtidig en kilde til mange vigtige næringsstoffer. Og så er de super simple at bage.

Nedenstående ingredienser skal blot mixes sammen i uvilkårlig rækkefølge, og dejen skal fordeles i muffinforme, og derefter bages ved 150°C, i omtrent 35 min.

100 g valnødder

100 g mandler

100 g græskarkerner

100 g solsikkefrø

100 g hørfrø

100 g sesamfrø

50 g tørrede tranebær

50 g tørrede blåbær

1 dl koldpresset olie

5 æg

lidt salt

For momentant at forblive i stenaldertankegangen, serveres de med frisk frugt og bær :).