dadelkugler, sundt slik

Kostblog: Fortryllende figen- og dadelkugler

Få Pernilles opskrift på sundt slik, nemlig figen- og dadelkugler, som smager helt fantastisk.

Jeg har set mange forskellige opskrifter på sundt slik, og i særdeleshed dadelkugler. Jeg har prøvet mig lidt frem og har efterhånden fundet min foretrukne ingredienssammensætning.

Det er en nem opskrift, der hverken indeholder sukker eller mel, men derimod kun naturlige råvarer med gode og sunde fedt- og næringsstoffer – og så smager de helt fortryllende!

Ca. 15 stk.

8 dadler

4 figner

1 vaniljestang

4 spsk. mandelmel

1 spsk. kakao

2-3 spsk. kokosolie

Figner og dadler skæres i mindre stykker, vaniljestangen flækkes, og kornene skrabes ud. Alle ingredienserne blendes sammen til en nogenlunde ensartet masse.

Hvis ikke kokosolien er flydende ved stuetemperatur, skal den opvarmes, inden den tilsættes, så massen kan trilles til små kugler.

Vend kuglerne i din foretrukne topping, og sæt dem herefter på køl i et par timer. Jeg trillede mine figen/dadelkugler i kokos, hakkede pistacienødder og frysetørrede jordbær, men det er kun fantasien, der sætter grænser.