sundhed

Kostblog: Hvad betyder sundhed for dig?

Hvad er sundhed for en størrelse? Kostblogger Pernille gør sig her nogle tanker om, hvad der er vigtigt for hendes sundhed - udover kost og motion.

Langt de fleste har gjort sig tanker om, hvad sundhed er, og hvilke råd og anbefalinger, vi skal efterleve for at værne om vores sundhed og for at forebygge livsstilssygdomme, type 2 diabetes, visse former for kræft, og for at undgå overvægt.

Hvorvidt vi realiserer og praktiserer disse, er et individuelt spørgsmål, men jeg er ikke i tvivl om, at de fleste i højere eller mindre grad, har en bevidsthed om, hvad der danner rammen om en sund livsstil, og hvad der er vigtigt for dem i den forbindelse.

Anbefalingerne forlyder blandt andet:

Vi skal spise varieret, og spise frugt, grøntsager, fisk og magert kød og magre mejeriprodukter. Derudover skal vi spare på salt, sukker og mættet fedt. Vi skal spise fuldkorn, drikke vand og begrænse indtaget af alkohol, og undgå rygning. Vi skal bestræbe os på at have et BMI i normalområdet, og naturligvis være fysisk aktive.

Udover disse anbefalinger, der selvfølgelig er fornuftige at følge efter bedste evne og formåen, har jeg en anbefaling af en helt anden karakter. En mere eksistentialistisk karakter. Det er en størrelse, der hverken kan måles eller vejes. Og jeg ved egentlig ikke, hvorvidt det er korrekt at kalde det en anbefaling. I virkeligheden er det blot mine tanker og observationer af noget, som jeg tror har en meget stor betydning for vores sundhed:

Jeg tror, at det er uhyre vigtigt for os at tage udfordringer, at placere sig selv i nye, uvante situationer, sætte mål, være nysgerrig, tilegne sig ny viden og erfaring.

Jeg tror, at det er rigtig sundt og vigtigt, at man finder tid til at foretage sig noget, der har ens fulde interesse, noget spændende, noget man brænder for, noget man er motiveret for, noget der giver mening for en, har stor betydning for en, og måske vigtigst af alt – noget der gør en glad!

Jeg tror, at sundhed opstår netop i situationer, hvor vi er helt og aldeles opslugt, og vores opmærksomhed er fuldstændig rettet mod et interesseområde, en beskæftigelse, en udfordring eller opgave, og vi for en stund glemmer alt andet omkring os. I situationer, hvor vi føler, at tiden står stille, hvor der udskilles adrenalin, dopamin og endorfiner i vores krop, og hvor oplevelsen er det eneste, der eksisterer i vores bevidsthed. Med andre ord: tidspunkter, hvor vi er 100 % tilstedeværende og befinder os i nuet.

Jeg tror, at det er vigtigt at finde tid til, at disse oplevelser kan udfolde sig. Bare en gang i mellem. Det er typisk også disse oplevelser, der brænder sig fast i vores erindringer, og som vi mindes længe efter, og måske resten af livet.

Det er forskelligt fra menneske til menneske, hvilke kriterier der skal opfyldes, før vi får sådan en oplevelse. Det er vidt forskelligt, hvad der skærper vores sanser, og hvad vi finder interessant. Heldigvis!

Jeg mindes et par oplevelser, hvor jeg har været i besiddelse af disse følelser. Jeg tænker på spændende rejseoplevelser og mødet med andre kulturer, vilde oplevelser på en fødselsklinik i Tanzania, intense øjeblikke fra safari på den afrikanske savanne, faldskærmsudspring fra 4,5 km, fantastiske og ubeskrivelige dykkereventyr, vilde og smukke oplevelser på ski, naturoplevelser, marathonoplevelser, eksamenssituationer, iagttagelse af brølende kronhjorte – en masse forskelligartede oplevelser, som alligevel har meget tilfælles.

Selv om hver oplevelse er unik og usammenlignelig, har jeg fornylig haft en oplevelse, der har skilt sig særligt ud, og som fremstår helt eksorbitant intens og enestående. I efteråret har jeg fået jagttegn, og i starten af november var jeg til riffelprøve. Jeg har flere gange været med på riffeljagt, og det har været virkelig spændende. I fredags var jeg på jagt med en meget erfaren og dygtig jæger, og jeg havde den mest spændende og fantastiske jagtoplevelse. Jeg skød mit første stykke råvildt. Det var en helt ubeskrivelig oplevelse.

Kulminationen af koncentration, tålmodighed, naturen, vejret, vildtet, våbnet, adrenalinen - at beherske øjeblikket, hvor alt gik op i en højere enhed. Jeg har sjældent været så dybt fokuseret og samtidig så spændt. Jeg havde den vildeste følelse i hele kroppen. Tiden stod stille. Jeg holdt vejret. Efterfølgende var jeg helt euforisk og overvældet af oplevelsen.

Helhedsprocessen fascinerer mig virkelig. Det at nedlægge vildt, man har kendskab til, og ved hvor kommer fra, ved hvordan det er sluttet for - et skarpt og velplaceret skud fra riflen, og man ved, at det ikke har lidt. Et stykke vildt, der har nydt livet og haft de bedste betingelser. Det er økologisk, fritgående og har levet en ustresset tilværelse, og selv udvalgt den føde, den har brug for og naturligvis et stykke vildt, det var forsvarligt og fornuftigt at tage ud af bestanden. Jeg glæder mig til snart at lave en sund, lækker vintermiddag af dyreryg eller dyrekølle fyldt med alle de fantastiske næringsværdier, som vildtet har.

Det er selvfølgelig ikke noget, man kan gøre hver dag, hvilket  også er årsagen til, at det føles så ekstraordinært. Der kan gå lang tid imellem oplevelserne, og de kan være store såvel små. Bare det interesserer dig, og du er motiveret for det! I min lille jagtberetning, er der også en hel masse omstændigheder, der skal gøre sig gældende, før det kan gå op i en højere enhed. Jagttider, vind- og vejrforhold, tid, økonomi, erfaring - der er mange ting, der spiller ind, og der er meget tilfældighed involveret.

Destillatet af denne beretning; Find tid til at foretage dig noget, som du brænder for. Noget, hvor lysten og nysgerrigheden driver dig. Noget, der interesserer dig. Noget, der giver mening for dig. Noget, der gør dig glad. Det er sundt!