Kostblog: Livseliksir og prioriteringer
Pernille giver os sine gode tips til at tackle en travl hverdag.
I perioder af vores liv vil vi unægtelig have mere at se til end i andre perioder. Nogle mennesker vil måske opleve disse perioder som stress, mens andre trives med at have kalenderen fuld. Det kan være perioder med meget arbejde, møder, kurser, studie, eksaminer, prøver, projekter, flytning, noget familiært eller noget helt andet.
I mange af disse tilfælde vil der være en tilbøjelighed til at nedprioritere på områder, der i virkeligheden er helt fundamentale for at fungere og præstere optimalt. Ofte vil baggrunden for dette være manglende tid, overskud og lyst. Jeg er dog af den overbevisning, at de rette prioriteter og tilvalg kan skabe underværker, og i sidste ende vil munde ud i et langt bedre resultat, og vil gøre perioden betydeligt mere positiv for dig, såvel som dine omgivelser.
Det kan umiddelbart virke uoverskueligt og vanskeligt at afsætte tid til andet, eller det kan fremkalde dårlig samvittighed at bruge kostbar tid på noget andet – men det kan vise sig at være en berigende investering.
Der er en række elementer, der er helt essentielle for mig, i sådanne perioder. Nogle ting, som jeg forsøger at prioritere højt for at fungere i travle perioder. Det er naturligvis meget forskelligt, hvad mennesker tillægger værdi og vigtighed, men jeg tror nu ikke, at jeg er alene om følgende elementer, som jeg vil nævne i flæng:
- God mad – det er vigtigt at have et stabilt blodsukker, og tilfører kroppen gode næringsstoffer – i særdeleshed når vi er under pres og skal yde en ekstra indsats.
- Frisk luft og natur – det har en meditativ effekt, og giver mig en fantastisk ro og samhørighed. Naturen er en vigtig ingrediens i min sundhedsoptik.
- Fysisk aktivitet – løb, cykling, gang, svømning, fitness, styrketræning – motion af en eller anden slags. Fantastisk for både fysikken og psyken. Giver mere overskud, bedre søvn, skarpere koncentration, øget produktivitet.
- Kys og kærlighed – intimitet og nærvær må være den ultimative livseliksir. Det kan give noget, der minder om uovervindelig styrke.
Hvordan prioriterer du, i perioder med meget at se til, og hvad er vigtigst for dig?
Inspireret af Instagram, lavede jeg en InstaFrame med mine billeder. Hvis det har interesse, kan man følge min Instagram om kost, træning og sundhed: pernille_krogh