Kostblog: Om hvordan kost og træning påvirker kroppen
Kostblogger Pernille evaluerer de sidste 50 dage, hvor hun både har løbet rigtig mange kilometer, samt været hos konsultation hos en kostvejleder.
Jeg har været på en spændende rejse. En rejse, der har udvidet mine horisonter, og som har givet mig mulighed for at beskue sundhed fra en ganske anden vinkel. Det har været interessant at få indblik i en helt ny verden, hvad sundhed angår. En verden, der kan fortælle en anden historie, end spejlet kan. En historie baseret på tal, fakta, værdier og målinger, og en historie, der fortæller om sundhedstilstanden – sådan helt konkret og faktuelt.
I løbet af de sidste 50 dage har jeg været til konsultation hos kostvejleder Gitte tre gange, hvor jeg har fået foretaget målinger og vejninger og fået kyndig vejledning i forhold til mine mål. Gitte har sin egen klinik i København, og beskæftiger sig med alle aspekter inden for kostvejledning. Se mere på altid-slank.dk
Jeg har ved de konsultationer fået en større indsigt i, hvordan kost og træning påvirker kroppen. Disse målinger giver mig mulighed for at se, om der er en overensstemmelse mellem min selvopfattelse af sundhed og de reelle tal. Dt kan også være en god måde at se, om det vil være fornuftigt at justere på parametre, der kan give en forbedring i forhold til sundhedstilstanden.
Derudover har det været virkelig spændende og motiverende at se udviklingen over en periode, hvor jeg har gjort en ekstra indsats, og været fokuseret i forhold til et mål. Jeg har været drevet af nysgerrighed, og min interesse for sundhed, kost og træning har naturligvis også været grundlag for mit engagement, involvering og motivation i dette projekt. Endvidere har min kærlighed og passion for løb været en enorm drivkraft. I perioden på 50 dage, har jeg løbet mere end 400 km, inklusiv et marathon.
Med de mange kilometer i løbeskoene, har det været helt essentielt at indtage en sund, varieret kost, fyldt med frugt, grønt, rigeligt af sunde fedtstoffer, blandt andet fra nødder, avokado, gode olier og selvfølgelig også en masse forskellige proteinkilder.
Med hensyn til protein har Gitte lært mig en vigtig lektie: kroppen er kun i stand til at optage og omsætte 25-30 gram protein ad gangen, og det har derfor været vigtigt, at det indgik i alle mine hovedmåltider. Mine proteinkilder har primært været skyr, hytteost, æg, kylling, kalkun og fasan og lidt andet kød.
I forløbet er væsken i min krop faldet, min fedtprocent er faldet lidt, min muskelmasse er øget, og dermed også min hvileforbrænding. Selv om jeg samlet set har tabt mig lidt, så har jeg bevaret nogle fornuftige tal.
Sundhed er tusind ting, og mest af alt er det uhyre individuelt, hvad der definerer sundhed. Sundhed er så meget mere end tal kan vise, i form af vægt, fedtprocent, taljemål, BMI osv. Men det kan være en glimrende motivationsfaktor, øjenåbner, guideline eller indikator for sundhedstilstand, og det giver mulighed for at lære kroppen meget bedre at kende, og se hvordan vi kan påvirke den med kost og træning.