Kostblog: Proteinpandekager og solskin
Få opskriften på kostblogger Pernille Kroghs super lækre proteinpandekager, du kan nyde med frisk sommerbær og i solskin - - what’s not to like?
Det forekommer mig særdeles vanskeligt at undgå et stort, bredt smil, og en følelse af velvære, når jeg efter en hård og lækker træning sidder ude i det skønneste sommervejr med en tallerken fuld af proteinpandekager og friske bær.
Der findes en lang række forskellige opskrifter på proteinpandekager. Jeg har forsøgt mig lidt frem og er blevet ret tilfreds med dette resultatet. Jeg har brugt to forskellige slags proteinpulver, begge med vaniljesmag. Men muligheden for at bruge en hvilken som helst smag foreligger – de skulle efter sigende også være gode med chokolade- eller karamelsmag.
Min opskrift på nemme og lækre proteinpandekager:
1 banan
4 æg
1 dl havregryn
2-3 dl skummetmælk
60 g Nutramino proteinpulver (vanilla)
60 g PRO-ANTIUM protein complex (vanilla wafer crisp)
1 tsk. bagepulver
Alle ingredienserne blendes sammen for at få den bedste konsistens, og derefter steges pandekagerne med en lille mængde fedtstof, eksempelvis en koldpresset olie.
Det er absolut en fordel, at lave nogle små pandekager, der er nemme at vende. Lidt økologisk ahornsirup og friske bær formår virkelig at sætte prikken over i’et – og kan de ydermere nydes i solskin og dejligt selskab – ja, så er oplevelsen fuldendt!
Proteiner består af aminosyrer. Aminosyrerne hænger sammen i lange kæder bundet af peptidbindinger. Aminosyrerens rækkefølge i disse kæder er bestemmende for proteinets funktion. Et protein består af flere hundrede eller tusinde aminosyrer, og nogle proteiner består af flere kæder, som er komplekst bundet sammen.
Proteiner har mange vigtige funktioner i kroppen, og de betegnes ofte som kroppens byggesten. Protein bestrider blandt andet funktioner som transportprotein – transport af triglycerider og kolesterol i blodet, transport af ilt i blodet, transport af frie fedtsyrer og steroidhormoner.
Der er strukturproteiner, blandt andet som kollagen og elastin i bindevæv, og intracellulært i cellens opbygning. Forsvarsprotein, som antistoffer og forsvarsstoffer i immunforsvaret.
Udover disse funktioner viser senere års forskning, at proteinindtaget har betydning for vores appetitregulering og energiomsætning.