Pernille Krogh

Kostblog: Smagen af forår

Pernille nyder at løbe i skoven og iagttage, observere og blive inspireret. Derudover er hun vild med at anvende skoven som spisekammer.

Foråret viser sig fra sin bedste side med fuglesang, solskin, alt springer ud, spirer og blomstrer. Især skoven er fantastisk, og det er fuldstændig fortryllende at opleve udviklingen, der nærmest sker dag for dag. Lige nu står bøgeskoven helt frodig og lysegrøn, og med et tæppe af smukke anemoner og violer i skovbunden.

Bøgeskud smager lækkert. Smagen er frisk, mild og en anelse syrlig – perfekt til salaten!

Der findes også en lang række spiselige blomster, som smager skønt, er rige på vitaminer og mest af alt er super dekorative. Det gælder f.eks violer, bellis, forglemmigej, rose, stedmoder, solsikke, hibiscus, nelliker, blomster fra jordbær, frugttræer og krydderurter, kornblomst, kløver, stokrose, skvalderkål – der er rigtig mange muligheder.

Salaten indeholder følgende:

Friske bøgeskud

Violer fra skoven

Babyspirer

Asparges

Ristede pinjekerner

Bresaola (italiensk delikatesse - lufttørret oksefilet i tynde skiver)

Jeg nød salaten med en økologisk karry-mango dressing fra Urtekram – mums!

Salaten er virkelig simpel, men rummer lækre smagsnuancer og gode næringsstoffer – og så er den fuld af forår.