Kostblog: Smagfuld sommerfristelse
En sund og simpel kombination, der smager fuldstændig guddommeligt.
Dette er en meget hurtig og nem anretning bestående af skyr, granola, ahornsirup og friske jordbær. Det er blevet en af mine favoritter til en weekendmorgen, til dessert eller som et fristende og lækkert mellemmåltid. Det sundere alternativ er naturligvis at undlade sirup, men hvis smagsoplevelsen skal fuldendes, så er det altså svært at give afkald på.
Granolaen eller müslien kan købes, men kan også nemt og hurtigt tilberedes derhjemme. Der er mange måder, hvorpå granolaen kan tilberedes, og der er mange kombinationsmuligheder, hvad angår indhold.
Du kan udvælge forskellige nødder, kerner, gryn og eventuelt kokos eller tørret frugt, og riste ingredienserne på panden sammen med lidt god honning, og lade det afkøle.
Sæsonen for danske jordbær er begyndt, og de røde bær smager ikke blot fantastisk. De indeholder få kalorier, og masser af gode næringsstoffer og antioxidanter. De indeholder blandt andet masser af C-vitamin, A-vitamin, K-vitamin samt kalium, calcium, fosfor, magnesium, jern, folat.
Anret skyr, granola, ahornsirup, jordbær i lag, og pynt med mynte eller citronmelis. Mums!