Se dagens bedste billeder fra Kvindeløbet i Odense
Tusind tak for i dag, Odense, hvor smukke omgivelser og det bedste humør gjorde løbet helt fantastisk.
Veninderne Christina Broholm og Heidi Bay har 10-års jubilæum med ALT for damernes Kvindeløb i år. De plejer at løbe 10 km, men i år har de valgt 15 km. De bruger løbet som en gulerod til at komme ud og få trænet, og så er det altid super hyggeligt.
Søstrene Louise Hansen og Sofie Hansen deltager for første gang. De er blevet inviteret af deres mor, Sanne Hansen, der til daglig bor i USA. Hver uge får hun tilsendt ALT for damerne, og da hun læste om løbet og så, at det faldt sammen med, at hun var på besøg i Danmark, fik hun samlet hele familien til løbet. Så mormor, Erna Johansen, og moster Trine Guldager er også med.
Generationerne er samlet: mor, mormor og de tre døtre på 9, 10 og 13 år. Diana er med for fjerde år i træk og har i dagens anledning fået selskab af sin mor Mariann, der skal ud på 5 km-ruten for første gang. Diana skal selv give sig i kast med 15 km, mens døtrene Lucca og Bella-Rose skal løbe 5 km, og Milla skal løbe 10 km. "De lækre Goodiebags lokker, og så er det jo bare rigtig hyggeligt at være sammen om løbet", siger Milla.
Veninderne Stine Lolk og Lisbeth Berth ser løbet som en mulighed for at komme tættere på hinanden, og som et tiltrængt afbræk fra hverdagen. Stine begiver sig ud på 15 km-ruten, mens veninden Lisbeth har valgt 5 km-ruten. "Ja, jeg skal altså bare løbe 5 km - det er jo ikke fordi, det er så meget", siger Lisbeth og griner.
Mia og Mette mødte hinanden i praktik som sygeplejestuderende og vælger nu at sætte et punktum for praktikperioden ved at løbe 10 km sammen.
"Løbet bliver ligesom den lim, der holder vores venskab sammen," siger Mia. Begge veninder er enige om at deltage igen næste år.
Chris MacDonald peptalker om motivation. Han står selvfølgelig også klar ude på ruten for at give masser af high fives.
Vi hygger på plænen, inden der skal løbes 5 kilometer.
Klar, parat, 10 kilometer!
Forfatter Suzy Wengel, der står bag Sensekost-konceptet, er mødt op for at walke sammen med flere af sine følgere af Sense.
"En gåtur betyder, at jeg får rørt mig, men det giver mig også friheden til at få slappet lidt af. Jeg arbejder meget foran en computer, og når jeg går en tur, får jeg clearet mine tanker. Fællesskabet betyder også meget. På en gåtur er der tid til at få snakket sammen og vendt både de gode og mindre gode ting."
Selvom regnen pludseligt står ned, er det ikke noget, der stopper løberne i Odense.
72-årige Marianne Pallisgaard har løbet 15 kilometer i tiden 1.25.
"Det handler om at holde sig igang og hjernen skarp. Og det giver løb mig blandt andet - og så er fællesskabet helt unikt."
Cecilie på 15 år er en glad vinder af 5 kilometer. Stort tillykke til dig.
Maria, der blev nummer to på 5 km-ruten, har det bedste heppekor med.
1000 tak for en fantastisk dag i Odense.