Lene vejer 140 kilo og har i dag et vigtigt budskab
Hun tror ikke på det, når tykaktivisterne siger, at de er lykkelige for deres kroppe, for der følger så mange daglige udfordringer og ansigtstab med en stor krop, siger gymnasielærer og forfatter Lene Bang. Hun lider af tvangsoverspisning og har lige så svært ved at elske sin krop, som hun har ved at lave den om.
For nylig underviste Lene Bang sine gymnasieelever i en teori, der hedder Facework.
Teorien handler om, at vi mennesker altid arbejder på ikke at tabe ansigt. At bevare ”ansigtet” – værdigheden – er noget af det, der giver os social værdi, og derfor går vi gerne langt for det.
Lene brugte sig selv som eksempel den dag i undervisningen, for hun oplever ansigtstabet hver eneste dag og er nærmest blevet verdensmester i at imødegå det.
"Vi mennesker hjælper gerne hinanden med at opretholde ”the face”, så hvis din ven snubler, så griber du ham og siger: ”Nå, det var da også mærkeligt, at den pind skulle ligge lige der”. Så er værdigheden bevaret. Men som overvægtig går man med et konstant ansigtstab."
"Når jeg kommer ind i et rum, er jeg med det samme bagud på point. For folk kigger på mig og tænker: For fanden, har hun da slet ikke styr på sit liv? Hvorfor er hun så tyk? Kan hun ikke kontrollere sig selv? Og hvis jeg så skal sætte mig ned, kan jeg måske ikke være i stolen, fordi den er for smal, og så taber jeg ansigt igen."
"Endnu værre bliver det, hvis jeg har fået sat mig, og stolen så følger med op, når jeg rejser mig, fordi den hænger fast i min røv. Det kan også være i et fly, for hvordan får jeg lige bedt om det der ekstra stykke sele, der er nødvendigt, for at jeg kan spænde sikkerhedsbæltet, uden at tabe ansigt? Og hvordan håndterer jeg, at jeg skal sidde ved siden af et menneske, som kan mærke, at min røv går over på hans sæde, uden at tabe ansigt?"
"Alle den slags situationer har jeg været nødt til at lære at være i, og med tiden har jeg fundet ud af, at det bliver lettere, hvis jeg selv italesætter ansigtstabet og f.eks. siger: ”Nå, nu bliver det nok lidt pinligt for mig, for jeg kan faktisk ikke passe det her sikkerhedsbælte”. Eller: ”Ej, det er da også irriterende, at stolene her er så smalle”.
"Når jeg kommer ansigtstabet i møde på den måde, kan jeg på en eller anden måde gendrive det, som andre ellers kunne drille mig med eller hviske om. Det har hjulpet mig rigtig meget til at føle, at jeg har styr på situationen. Hvis jeg får det sagt fra starten, når andre ikke at tænke det, og så er det ligesom væk."
Det lyder lidt stressende hele tiden at skulle være sådan forud?
"Jamen, det er det da også. Det er en konstant vurdering af, hvad der kan være ”det farlige” i det rum, jeg går ind i. Og jeg er i det hele tiden. Når jeg for eksempel går rundt blandt mine elever i klasselokalet, kan min røv let komme til at støde ind i et bord eller en computer."
"Det er et kæmpe ansigtstab, og derfor prøver jeg også at komme det i møde. Så hvis der nu sidder en elev helt ovre ved vinduet, der skal have hjælp, siger jeg: ”Min røv er simpelthen for stor til at komme ind mellem bordene, kan du ikke lige komme herud?”. Så griner vi lidt af det, og så er det fint. Men jo, det er da stressende at skulle tænke over sin krop hele tiden."
Trøstet med mad
Annonse
Lene lider af tvangsoverspisning – også kaldet Binge Eating Disorder eller blot BED – og det er en alvorlig psykisk lidelse, hvor man oplever episoder med tvangsmæssige overspisninger efterfulgt at følelser som skam, skyld og væmmelse.
Alle de følelser og tanker, som Lene hver dag skal håndtere, har hun nu skrevet en digtsamling om.
Hun begyndte på digtene i ren frustration under coronapandemien, men langsomt blev det også vigtigt for hende med digtene at få fokus på BED, som er den mest udbredte og samtidig mest oversete spiseforstyrrelse i Danmark.
Digtsamlingen hedder ”fede mor”, og af digtet ”fede mor flækker” kan det udledes, at kroppen har været Lenes slagmark helt tilbage fra konfirmationstiden:
fede mors hud sprækker
blålilla rynkede lyn
allerede før konfirmationen
kunne hun ikke være i sin hud
den sved og strammede
om alt det
der var indeni hende
kroppen hviskede
med lange krøllede udråbstegn
og ingen hører
Annonse
at kroppen hvisker endnu.
Indtil Lene var omkring 12 år, boede hun i Silkeborg med sine forældre og sin lillesøster. Det blev der med ét lavet om på, da hendes mor mødte en ny mand.
Moren blev skilt fra Lenes far og flyttede med begge piger til Refsvindinge på Fyn, hvor den nye mand boede og drev et bryggeri. Lene, der indtil da havde gået på en kreativ privatskole, skulle pludselig prøve at finde sig til rette i en meget landlig kommuneskole, hvor drengene kun tænkte på at komme til at køre traktor, og hvor hun på alle måder følte sig lidt ved siden af.
Indtil da havde hun spist ganske normalt, og når hun ser billeder af sig selv som barn, synes hun, at hun ser normalvægtig ud.
"Måske lidt til den børnekvabsede side, men det er der jo mange, der gør i den alder. Jeg kan dog huske, at jeg fik nogle dumme kommentarer om min krop fra en pige i klassen, og det indlejrede sig i mig."
"Så langt tilbage jeg kan huske, har jeg haft en opfattelse af, at min krop var forkert. Engang bandt jeg mig fast til min søsters cykel, og så løb jeg efter hende i en snor for at få noget motion. Men en egentlig spiseforstyrrelse havde jeg ikke på det tidspunkt, det kom først efter skilsmissen og alt det nye, jeg skulle forholde mig til der."
I mange familier er mad udtryk for hygge, omsorg og kærlighed, og sådan havde det også altid været i Lenes familie.
"Hvis jeg faldt og slog knæet, kunne jeg altid lige komme ind og få en leverpostejsmad eller noget andet, så jeg blev distraheret fra, at det gjorde ondt i knæet. Og hvis vi skulle hygge, var det også noget med at spise. På en eller anden måde skubbede det til noget i mig, mens min lillesøster aldrig tog på, selvom hun jo voksede op i det samme."
"Efter skilsmissen brækkede jeg på et tidspunkt min arm, og min stedfar var også typen, der trøstede med mad. Så han tog hele tiden noget lækkert med hjem til mig. Kakao. Hindbærsnitter. Den slags. Og så sad jeg der uden at røre mig og spiste og spiste, mens jeg fik det dårligt over at sidde stille og spise. Og så spiste jeg noget mere for at dulme den følelse. Når jeg ser tilbage, kan jeg se, at mit mønster med at spise for at dulme mine følelser er opstået i den periode."
Hvordan kan det at spise dulme dine følelser?
"Hvis jeg er rigtig, rigtig mæt, får jeg sådan et ubehag i kroppen, der overdøver mine tanker og følelser. Det er den mekanisme, der ligger bag BED. Så når følelserne er svære at håndtere, hjælper det at spise. Det er lidt det samme, som nogle opnår med cutting. Altså at skære i sig selv, når noget er svært. Når det gør ondt i sjælen, kan man flytte fokus til noget fysisk, der gør ondt eller er ubehageligt."
Var det på det tidspunkt, du begyndte at tage på?
"Ja, det gjorde jeg lige så stille. Men igen, når jeg ser billeder, så var jeg kvabset, ikke for alvor overvægtig. Men der var hele tiden små oplevelser, der satte sig i mig. Da jeg f.eks. skulle have en konfirmationskjole, prøvede jeg flere forskellige, og på et tidspunkt sagde ekspedienten: ”Ja, nu har vi altså ikke nogen kjoler, der er større!”
Og det kan du så stadig huske?
"Ja, og det er også derfor, det er så vigtigt for mig at tale om de her ting, for jeg vil virkelig gerne have, at vi begynder at tænke mere over, hvad vi siger til hinanden. Og at vi holder op med at forvente, at der kommer en bedring, når vi shamer folk. Hvis jeg siger til dig, at du er grim, så gør du sikkert noget for at blive pæn, det må være den tanke, der ligger bag ordene. Men det hjælper jo ikke noget. I stedet begynder du at føle skam over, at du får at vide, at du er grim. Og den skam gør ikke noget godt for nogen."
Hvor var din mor i alt det her?
"Min mor har aldrig været en fatshamer-type over for mig. Men hvis vi f.eks. kom kørende og så en, der var ude og løbe, så kunne hun godt finde på at sige: ”Hold da op, se lige nogle ordentlige lårbasser på hende der”. Min mor mente ikke noget ondt med det, og det er igen det her med, at det er så normalt at kommentere på andres kroppe. Men når man selv synes, at ens krop er forkert, så lægger man jo mærke til sådan nogle bemærkninger. Derfor er jeg selv utroligt opmærksom på, hvad jeg f.eks. siger til mine egne børn eller til de gymnasieelever, jeg underviser."
"I dag kan jeg sagtens tale med min mor om min BED, men hun forstår det ikke rigtigt, ligesom de fleste andre i min familie og min omgangskreds ikke forstår det. Jeg har fået mange velmenende råd fra familie og venner, som jo vil mig det bedste, men som ikke forstår, at ethvert forsøg på at sætte restriktioner på min spisning kan trigge min BED og gøre det endnu værre. Det er derfor, at personer med BED har så svært ved at opnå varige vægttab."
Annonse
To muligheder, hvis du er tyk
Siden de helt unge teenageår er Lenes vægt steget og steget, og i dag viser nålen på badevægten 140 kg fordelt over 175 cm.
BED er for mange karakteriseret ved meget store og næsten rituelle ekstramåltider, som gentages. Lene spiser på en anden måde.
"Min BED foregår som regel til de almindelige måltider, hvor jeg hver gang lige spiser for meget af det, der bliver serveret. Jeg spiser, til jeg når fornemmelsen af, at åh, nu kan der ikke være mere inde i kroppen."
Hvornår begyndte du at tænke over, hvordan du spiste?
"Det er svært at sige. Jeg følte mig i hvert fald ret tidligt forkert. Men da jeg var barn og ung, var opfattelsen, at enten var du slank, og så var det fint, eller også var du tyk, og så var det din egen skyld, fordi du var doven og ikke kunne styre dig. I dag taler man jo anderledes om den slags, men for mig førte den opfattelse, jeg fik af mig selv, til selvlede og mere overspisning."
Gik du så på slankekure?
"Ja, jeg gjorde jo bl.a. det med at prøve at løbe efter min søsters cykel, men det sjove er, at jeg aldrig officielt var på kur. Jeg håndterede det i stedet sådan elefanten-i-rummet-agtigt. Så hvis der var kage i kantinen i gymnasiet, spiste jeg den, for at andre ikke skulle tro, at jeg tænkte, at jeg var tyk og på kur. Så i mange år lod jeg udadtil som om, problemet ikke fandtes."
Hen ad vejen blev Lene rigtig god til at kompensere for, at hun følte, hun fyldte for meget.
Hun blev hende den sjove og glade, som altid kunne få andre til at grine, for når hun kunne det, så opdagede de måske ikke hendes krop. Og sådan er det den dag i dag.
"Men den facade dækker jo over en masse ting."
Som er smertefulde?
"Ja. Jeg har det ikke godt i min krop. Jeg opfatter min krop som et fængsel. Og jeg kommer aldrig til at være sådan en tykaktivist, som stiller sig op og siger: ”Se hvor smuk min krop er”. Jeg vil godt sige højt, at jeg selvfølgelig har ret til at være her i verden, og jeg vil også gerne lære at elske min krop, men jeg kommer aldrig til at sige: ”Se, hvor vidunderlig min krop er.”
Hvorfor ikke?
"Fordi jeg synes, at det lige nu er sådan på de sociale medier, at du har to muligheder, når du er tyk. Den ene er: ”Jeg er tyk, og jeg er i gang med en vægttabsrejse, som du kan følge her”. Og så er der billeder af, at man træner, spiser sundt, bliver tyndere og tyndere og til sidst kan passe det tøj, man har drømt om. Den anden mulighed er: ”Jeg er tyk, jeg elsker mig selv lige meget hvad, jeg er smuk og perfekt, jeg må gerne være her, og I andre skal acceptere, at jeg her."
Hun holder en lille pause.
"Og jeg passer ikke ned i nogen af de kasser. Fordi, ja, jeg er tyk, og jeg er egentlig glad for, hvem jeg er, men jeg ville da elske at tabe mig. Jeg har ikke behov for at være tynd, for jeg kan faktisk godt lide, at min numse er stor og mine bryster fyldige, men jeg har et konstant fysisk ubehag."
På hvilken måde?
"Lige nu, mens vi sidder her og taler, har jeg f.eks. ondt i min hofte. I går, da jeg var ude og svømme med min ene søn, havde jeg ondt i mit knæ. Når jeg sover, skal jeg altid ligge på en bestemt måde, for ellers kan det godt være svært at trække vejret, og jeg kan føle, at jeg bliver sådan halvkvalt i mig selv, hvilket er skræmmende."
"Så jeg synes, det ville være at lyve, hvis jeg sagde, at jeg er glad for min krop, som den er. For det er jeg ikke. Jeg vil gerne være kropspositivist og sige, at jeg og alle andre skal have lov til at være præcis, som vi er, men jeg bliver aldrig tykaktivist."
Hvad er forskellen på tykaktivist og kropspositivist?
"Uha, jeg skal passe meget på, hvad jeg siger om de her ting, men jeg synes, at tykaktivismen i Danmark er sådan noget med, at man som overvægtig påstår, at man vælger at være tyk, fordi man synes, at man er flottest sådan. At man ikke må tale om vægttab, og at man endelig ikke må tabe sig. Men jeg tror simpelthen ikke på, at der er nogen, der har det sådan."
"Dermed ikke sagt, at man ikke kan have det godt med sig selv og synes, at kurvede kroppe er smukke, det synes jeg sådan set også. Men når man har min størrelse, hvilket flere af de influencers, jeg ser, også har, så har jeg bare svært ved at forestille mig, at man er hundrede procent tilfreds med at være i en tyk krop, og at man er hundrede procent tilfreds med ikke at kunne eksistere i verden uden hele tiden at tabe ansigt, som jeg talte om før."
"Faktisk ser man også, at tykaktivister, der alligevel pludselig ønsker et vægttab – og opnår det – bliver shamet af andre tykaktivister. Fordi det bliver opfattet som tykfobisk, hvis man gerne vil tabe sig."
Og hvad er så kropspositivisme i din optik?
"Kropspositivismen kan jeg godt lide. Det handler om, at du har ret til at være glad for at være den, du er, men du har samtidig også ret til at stræbe efter at blive den, du gerne vil være. Både kropsmæssigt og mentalt. Vi har alle sammen forskellige udfordringer, og dem rummer man i kropspositivisme. Man fatshamer ikke, men man skinnyshamer heller ikke."
Nu sagde du før, at du ville elske at tabe dig, og så vil mange nok sige: Hvorfor taber hun sig så ikke ”bare”? Hvad tænker du om det spørgsmål?
"Det er jo det spørgsmål, man er mest bange for, når man er tyk. Og det er også det spørgsmål, man har stillet sig selv hundrede gange. Hvorfor kan jeg ikke det her? Hvorfor kan jeg ikke ”bare” tabe mig? Og der var det en kæmpe lettelse for mig at finde ud af, at det kan jeg ikke, fordi jeg har en psykisk lidelse."
"En spiseforstyrrelse. Jeg kan ikke ”bare” tage mig sammen, som den, der lige har taget nogle ekstra kilo på, og som så gerne vil af med dem igen. For mig er spiseforstyrrelsen min bedste ven. Den hjælper mig."
Hvad mener du?
"Ja det lyder mærkeligt, men den hjælper mig med at komme igennem ting, som er rigtig svære. Hvis jeg er ked af det, eller hvis jeg har nogle svære følelser at håndtere, så tager spiseforstyrrelsen mig i hånden, og så kan jeg spise det svære væk. Spise det bedre."
"Så hver gang jeg har været på en eller anden form for slankekur, har jeg følt en enorm sorg over at tænke, at jeg aldrig mere skal mærke ”min ven”, hvis jeg skal spise med de restriktioner, der er nødvendige, hvis jeg skal tabe mig. Og selvfølgelig har jeg ikke tænkt det sådan helt bogstaveligt, men jeg har tænkt, at jeg aldrig mere skal mærke den tryghed, det giver, når jeg kan spise lige, hvad jeg vil. Og sorgen over at miste det safe space er så overvældende, at jeg typisk vil kompensere ved at overspise og i sidste ende tage endnu mere på."
Mærkelig onlinedating
Lene har overvejet både operation og vægttabsmedicin for at komme af med nogle kilo, men ingen af delene tiltaler hende for alvor.
Der er potentielle bivirkninger ved en operation, og medicin er hun som udgangspunkt skeptisk over for. Det er i øvrigt også for dyrt, for hun er alene med sine to drenge efter en skilsmisse i 2020.
Det var også i 2020, hun kom med i et forsøg med BED-terapi på Odense Universitetshospital. Her talte man hverken om vægt eller vægttab, men fokuserede i stedet på, at deltagerne skulle lære at forstå de tanker og mønstre, der ligger bag overspisningen.
For første gang i mange år oplever Lene en ro, der gør, at hun ikke øger sin vægt. Hun kæmper dog stadig med sin måde at spise på og fortæller, at hun så sent som i går aftes kørte en stor pizza indenbords uden så meget som at registrere det.
"Det er noget af det, der sker, når man lider af BED. At man på en eller anden måde mister fornemmelsen af tid og sted. Det at spise bliver nærmest en meditativ proces, hvor man fylder sig ude at have bevidsthed om det. Somme tider kan jeg godt tænke, nu bør jeg stoppe, men det kan jeg ikke. Jeg skal spise det hele. Alt, hvad der ligger foran mig på tallerkenen, skal spises."
Og så kommer selvleden?
"Før i tiden, ja, så kom den lige bagefter og kunne vare længe. Det medførte så, at jeg måske sprang morgenmaden over næste dag for at kompensere, men så snart jeg sætter restriktioner op for mig selv, får jeg behov for at spise igen, og det er jo en ond cirkel. BED-terapien har givet mig evnen til at sige: ”Det er okay. Forfra i morgen”.
"Jeg prøver at være sødere og mere kærlig ved mig selv, end jeg har været før i tiden, hvor jeg ville tænke "Føj, hvor er du klam!", når jeg havde spist for meget igen. Det er også derfor, jeg virkelig håber, at BED snart bliver anerkendt som en psykisk lidelse i Danmark, så mange flere kan få glæde af BED-terapi og få et bedre liv."
Hvilket liv ser du, når du kigger 10-15 år frem i tiden?
"Jeg vil gerne skrive mere, og jeg har allerede mange nye digte liggende. Jeg kunne blandt andet godt tænke mig at skrive digte om nogle af de datingoplevelser, jeg har haft, for det tror jeg, at mange kvinder vil kunne genkende sig selv i."
"Da jeg begyndte på onlinedating, lagde jeg ud med at være meget åben i forhold til min størrelse. Jeg gad ikke lægge et billede ud, hvor man ikke kunne se dobbelthager og så videre for så at opleve, at en date tænkte ”what?”, når jeg kom ind ad døren. Jeg skrev faktisk også min vægt, hvilket ellers ikke er noget, jeg gør, for jeg synes ikke, at det tal er vigtigt, men jeg skal love for, at der var mange mænd, der var interesserede i det."
"Men – i rigtig mange tilfælde var det som sådan en fetichting. Noget, de gerne lige ville prøve af, fordi det er spændende at have sex med en stor kvinde. Så ja, der er masser af sex derude."
Men ikke så mange ægte relationer?
"Det er sværere. Jeg har f.eks. oplevet, at der var en, der sagde til mig, at han gerne ville have sex med en tyk dame, man han ville aldrig tage hende – mig – med på restaurant, hvor andre så det. Selvfølgelig er det ikke alle mænd, der er sådan, men jeg tror, at det er på grund af de lidt underlige henvendelser, at det kan være svært eller udmattende for plus-size-kvinder at prøve at finde kærligheden online."
"Måske bliver jeg ved med at være single forever, og det vil jeg faktisk have det helt okay med, måske dukker der en op, når jeg mindst venter det. Men måske handler det i virkeligheden mest af alt om, at jeg skal på en kærlighedsrejse med mig selv først."
Find mere viden om Binge Eating Disorder, BED, på Spiseforstyrrelse.dk
