Lene Espersen: Jeg ser fem år yngre ud nu

Det er en mærkelig ting med overskud – vi har som regel mest brug for de ekstra kræfter på tidspunkter, hvor vi har færrest af dem. Det ved Lene Espersen om nogen. Hun har flere gange befundet sig i orkanens øje i de politiske og medieskabte stormvejr, der indimellem fyger på Christiansborg, hvor hun de sidste 19 år har været folketingsmedlem for Det Konservative Folketingsparti.

– Jeg har lært, at det er de skjulte reserver, der i sidste ende gør forskellen. Du kan sammenligne det med et maratonløb: Når du tror, at nu kan du bare ikke løbe mere, så finder du ud af, at du sagtens kan klare 12 kilometer til.

– Jeg har for længe siden besluttet, at politik tager jeg seriøst – men ikke personligt. Der kan være politiske drillerier eller det, der er værre, men det rammer ikke mig, den private Lene. Hvis du vil være markant og mene noget – og dét vil jeg – så er der også nogle, der mener det modsatte. Du kan altså ikke være i politik og please alle, så er du jo totalt musegrå. Musegrå kan man ikke beskylde Lene Espersen for at være. Hverken tidligere eller i dag, hvor vi sidder på hendes hjørnekontor på Christiansborg, hvor hun har en forrygende udsigt over Amagertorv til den ene side og kanalerne og Børsen til den anden. Hun har løbet en tur her til morgen, i tasken ligger hendes fire daglige, skrællede gulerødder, og der er glad energi på tanken hos den 48-årige konservative ordfører på forsvarspolitik, udenrigspolitik og uddannelsesområdet. Men hun kender udmærket til at ramme „muren”. Lene Espersen har løbet tre maratoner. Hun har også været minister tre gange. Første gang som 35-årig, da hun blev justitsminister. Siden blev hun erhvervs- og økonomiminister. Og senest udenrigsminister frem til 2011, hvor regeringsmagten skiftede. 10 år i toppen af dansk politik.

Den sidste tid som minister, hvor hun måtte gå af som partiformand, kalder hun for „lidt hård”.

– Det var ikke en nem beslutning for mig, men det var heller ikke den sværeste at træffe – at sætte mig selv i baggrunden for at skabe ro i partiet. Men der har været andre situationer, hvor jeg har følt mig „magtesløs” i mediernes vridemaskine, og der er ikke så meget at stille op, når man havner der. Det eneste forsvar er faktisk at være „ovenpå”.

– Min erfaring er, at jo mere ondskabsfulde folk er, jo bedre effekt har det at møde op… og simpelthen se hamrende godt ud, skarp i tøjet og med et stort smil. Det modsatte af en hængt kat, der ikke har sovet. Så ved de ikke, hvor de skal sætte deres ben. Det handler ikke om at spille skuespil, det handler om mentalt at finde overskuddet. Når det er der allermindst.

MOTION OG SUND KOST ER AFGØRENDE

– Hvordan åbner du for den reservetank i de situationer?

– Ud over at jeg har min mand og familie, som elsker mig, så er der tre ting, som er fuldstændig afgørende for, at jeg er nået så langt, som jeg er. Og har kunnet finde ressourcerne, når det har set allermest sort ud: Nummer et er motion, sund kost og søvn. Jeg ved, at det lyder kedeligt, men det er simpelthen en forudsætning for, at alt andet også fungerer. Hvis du står og ser træt og oppustet ud, så lytter folk ikke til, hvad du siger – de ser kun poserne under dine øjne.

– Dernæst har jeg en tro på mig selv, der gør, at jeg godt tør stille mig frem og sige, hvad jeg mener – og gå efter at være på det sted, hvor der er allermest indflydelse, f.eks. en ministerpost. Politik er jo ikke „retfærdig”, du bliver ikke belønnet udelukkende for lang, tro tjeneste, du skal selv være fremme i skoene og turde gribe muligheden, når den er der.

– Den sidste ting er mit positive fokus. I den her verden, hvor alt skal være så perfekt, er der en tendens til, at vi piner os selv med de ting, der ikke er optimale, i stedet for at fokusere på dét, der faktisk er.

– Jeg ser efter de 80 procent, der som regel er supergodt. I stedet for de sidste 10 eller 20 procent, hvor det måske ikke helt fungerer. Det giver energi, hvor det modsatte dræner for kræfter. Jeg ville da også gerne have lange, tynde ben ligesom min søster Anne Sofie (skuespilleren Anne Sofie Espersen, red.). Det har jeg bare ikke, til gengæld har jeg fået gode bryster… En frisk bemærkning har Lene Espersen altid været god for. Og en lidt rå humor, som hun har arvet efter sin videbegærlige, politisk interesserede farmor, som hun ligner, siger hun. Der er kraft og energi i stemmen, hvor vendelbomålet stadig slår tydeligt igennem, og 48-årige Lene Espersen ser i det hele taget friskere og mere vital ud nu – end for et par år tilbage, hvor hun både var minister og formand for sit parti. Det slider at være på toppen. Men det er også der, hvor det er rigtig sjovt, siger hun. Var det så et dilemma?

– Nej, jeg elskede at være minister. Jeg følte mig dybt privilegeret, når jeg kom på arbejde om morgenen og tænkte nogle gange: „Er det virkelig mig, der gør det her?”. Magt er et ord, som måske især for kvinder kan have en negativ klang, men for mig er magt lig med at have indflydelse og kunne flytte noget. Og dét vil jeg meget gerne. Jeg vil helst være den, der sidder for bordenden og sætter dagsordenen, og det kan du virkelig som minister.

MIN KROP LUKKEDE NED

– Hvad har du givet afkald på i dine ti år som minister?

– Tid med mine børn. Det er klart det største afsavn, at jeg ikke har været så meget sammen med dem, som jeg gerne ville, der er masser af skoleting og fodboldkampe, som jeg er gået glip af. Jeg har trøstet mig med, at de så har været mere sammen med min mand og deres bedsteforældre, og at vi hos os har haft en ret afbalanceret kønsrollefordeling. Jeg har altid prioriteret at kunne nå hjem og putte og spise aftensmad – og så arbejdede jeg videre bagefter.

– Prisen for en ministerpost er, at du aldrig har fri. Du er altid på. Når jeg var på ferie, var jeg også tilgængelig og modtog papirer, som jeg skulle læse og skrive under på. Sådan er det. Når jeg i dag kommer ind ad døren derhjemme, er det første, mine børn siger: „Læg din mobil væk”. Det sidder stadig i dem, at selv om jeg var sammen med dem, så skulle jeg hele tiden svare på et eller andet.

– Men jeg syntes jo også, at det var vildt spændende. Og et meget meningsfyldt job. Skal vi sende danske F-16-fly til Libyen? Hvordan skal den nye plan for Arktis se ud? Hvor meget skal vi stramme lovgivningen i forhold til overvågning og borgernes frihedsrettigheder efter terrorangrebet på World Trade Center? Det er nogle af de problemstillinger, jeg har siddet med i min ministertid. Det var jo fantastisk at være med til at forme de beslutninger og skubbe folketinget i den retning, som jeg gerne ville.

– Når du elsker det, du laver, så gør det ikke noget, at du bruger mange timer på det. Hvis du virkelig er ambitiøs, kan du heller ikke nøjes med en almindelig 37-timers arbejdsuge i dag. Du bliver simpelthen ikke dygtig og velforberedt nok. Jeg er helt enig i, at der skal være en work-life-balance, og jeg er jo selv offentligt blevet kritiseret for, at jeg valgte at tage på en familieferie, som havde været planlagt i lang tid.

– Realiteten er bare, hvis du karrieremæssigt vil nå langt på det arbejdsmarked, vi har i dag – uanset hvilket job – så kræver det noget ekstra, 50 timer om ugen eller mere. Men der er også en grænse for, hvad du kan byde kroppen. Og min egen erfaring er, at udbyttet er minimalt på den anden side af 70 timer. Der er du ikke længere effektiv.

– Nåede du selv den grænse i din ministertid?

– Ja, og jeg kunne mærke det på den måde, at jeg blev syg hvert eneste år, når vi nåede juleferien. Så stod min krop simpelthen af og lukkede ned. For selv om jeg dyrkede sport og spiste sundt, kørte jeg hele tiden på maks.-grænsen. Det var meget lange arbejdsdage, og jeg var hele tiden i mentalt beredskab.

– Jeg kan også se forskel på mig selv nu og billeder taget under min ministertid. På min hud, mit ansigt. Jeg synes, at jeg ser fem år yngre ud nu, og det skyldes både, at der ikke er så meget stress på i hverdagen mere. Og måske også, at jeg har genvundet min politiske urkraft.

– For mig har det været sundt lige at træde et skridt tilbage og se det hele lidt på afstand. Og igen at få lidt større frihed til at udtrykke mig mere bramfrit, end jeg kunne som minister. Det har givet mig en masse energi tilbage. 

TRIATLON MIDT I VALGET

Som minister havde Lene Espersen altid løbeskoene med i kufferten på de mange rejser, og løb var en fast del af hendes hverdag. Op kl. 5.45 og så af sted på seks-syv kilometer, inden børnene vågnede. Hendes første planlagte triatlon måtte hun dog springe over. Dagen før startskuddet udskrev Lars Løkke nemlig valg…

– Men de sidste par år har jeg været med herude på Dragør, hvor vi bor, og hvor min mand er en af initiativtagerne til Dragør Tri, et triatlon, hvor vi laver den olympiske distance, som er en kvart ironman med 1,5 km havsvømning, 40 km cykling og 10 km løb. I alt træner hun fem til ti timer om ugen afhængig af vejr og sæson, og familien har også et træningsrum med vægte, crosstrainer og hometrainer, så de kan cykle hele vinteren. På spørgsmålet om, hvordan hun har tid og overskud til så meget sport, lyder svaret først: struktur og rutiner. Og i øvrigt lyst.

– Motion er en fuldstændig integreret del af mit liv, jeg kan ikke undvære det. Og jeg vil heller ikke. Det koster måske en smule søvn om morgenen, men den energi, jeg får i bytte, er uvurderlig. Vi løber også tit en lang tur på 10-12 kilometer i weekenden, men prøver at gøre det, inden drengene vågner, så hele dagen ikke går med, at mor og far er væk. Min mand og jeg har aftalt, at vi skal blive 100 år. Pension er én ting, men man skal også passe godt på sin krop.

– Vi begge er uddannet økonomer, så vi er i dén grad planlæggere. Hvilket var en kæmpe fordel i år, hvor der var langt mere pres på. Vi er ikke impulsive og ustrukturerede, vi er sådan nogle røvkedelige logistiktyper, der køber stort ind én gang om ugen og har planlagt menuen en uge frem. Vi har en fast regel om, at vi alle fire må bestemme én ret, og så har vi typisk også en travl dag, hvor vi spiser rester, rugbrød og knalder en gang makrel i tomat på bordet.

– Da jeg var minister, var vi endnu bedre til at få lavet en stor omgang kødsovs eller fiskefrikadeller og fryse ned. Fordi det var nødvendigt. Jeg har sågar stået og lavet aftensmad om morgenen, mens jeg gav interview til radioen. Multitasking… det er kvinder gode til, ikk?!

MIN FARS DØD VAR EN SMUK OPLEVELSE

– Hvad er det værste, man kan sige til dig?

– At jeg er doven. Eller uærlig. For det er det eneste, jeg ikke er. For mig er det simpelthen skældsord. Jeg har altid knoklet. Min søster Marie Louise og jeg startede med at gøre rent på et hotel, da vi var ti og elleve år, og jeg har stået i „fisken”, svunget burgere og haft alverdens job. I min ministertid var der indimellem antydninger om, at jeg ikke lavede nok, og jeg er blevet kaldt for „ferieministeren”, og det kan simpelthen gøre mig rasende. Man man kan kritisere beslutninger, jeg har taget, og kalde mig alt muligt andet, bitch, nævenyttig, men ikke dét.

– Det er netop de to værdier, som mine forældre har givet mig og mine to søstre med i bagagen: „I skal være flittige, og I skal være ærlige”. Og dét er vi. Vi minder faktisk meget om hinanden alle tre og adskiller os nok mest fra hinanden i vores karrierevalg. Og politiske holdninger – så dem diskuterer vi aldrig. Lene Espersen er den ældste af de tre. Marie Louise, som er kosmetolog og bor i Hirtshals er halvandet år yngre, og Anne Sofie, som er skuespiller og bor i København er otte år yngre. De tre søstre taler sammen mindst et par gange om ugen. Og sin mor snakker Lene Espersen med hver morgen. Det er nemlig hende, der vækker moderen.

– Min mor er lige fyldt 70 år og har fået pacemaker. Hun er superfrisk, men hun bor alene i det sommerhus udenfor Hirtshals, som mine forældre flyttede ud i før min fars død. Derfor har vi den aftale. Så ved jeg, at hun er o.k. Og hun ved, at jeg sender min svoger derud, hvis jeg ikke får fat på hende.

At familien fylder og er ekstremt vigtig i Lene Espersens liv, er tydeligt.

Hun bruger igen og igen udtrykket „min mand og jeg” om livsmakkeren og ægtefællen, Danny Feltmann Espersen, der er direktør for Karmameju. Og båndene til moderen og søstrene blev knyttet endnu tættere i de sidste dage, hvor de sammen passede faderen, der døde af kræft for to et halvt år siden.

– Min far blev 68 år, og det har været svært for os at miste ham, for han var virkelig „the godfather”, der holdt sammen på hele familien og altid var der for os.

– Efter omstændighederne havde min far det godt indtil de sidste måneder. De allersidste dage passede vi fire ham selv hjemme i mine forældres sommerhus, indtil han sov ind. Det gik hurtigt, som han selv havde ønsket, og alle børnebørn og svigerbørn nåede at komme og sige farvel. Det er måske mærkeligt at sige, men min fars død er det smukkeste, jeg har oplevet. For vi fik lov at sige farvel, og det er noget vi fire, der er tilbage, altid vil have sammen.

– Ligner du din far?

– På nogle områder. Han var også meget metodisk og lavede lister ligesom mig. Han havde også mange gode råd. Et af dem var: „Du har en række problemer, dem skriver du på en liste. Nogle af dem kan du ikke gøre noget ved. De er udenfor din indflydelse. Dem streger du ud. Resten kan du gøre noget ved – og så går du i gang fra en ende af.”

– Jeg har så opgraderet hans metode ved at sige: Tag det værste og sværeste problem først. Når du har sat flueben ved det punkt, så er resten af dagen jo total optur.

– Hvad er det bedste, man kan sige til dig?

– Ud over „jeg elsker dig” fra min familie… så er det, at jeg gør en positiv forskel for andre menneskers liv.

3 TING, DER GIVER MIG OVERSKUD

FYSISK VELVÆRE. For mig er det en kombination af motion, sund kost og søvn. Det er virkelig nummer et. Hvis kroppen ikke har det godt, fungerer hovedet heller ikke optimalt.

Det er her, jeg altid henter de vigtige ekstra kræfter, når jeg er under pres.

ET POSITIVT LIVSSYN har jeg også altid haft. Jeg ser virkelig glasset som helt fuldt, selv om det nærmest er tomt. Jeg bruger ikke min energi på det, der ikke er helt perfekt. Jeg ser alt det, der allerede er. Det fylder på tanken, hvor det modsatte dræner.

SELVVÆRD. Det har jeg fået med hjemmefra. Måske ikke så meget selvtillid, men en stærk tro på, at jeg er god nok. Uanset hvor meget kritik den politiske Lene får, så har jeg altid mig selv, den private Lene. Og jeg er hverken bange for et godt skænderi eller et stort ansvar. Og så betyder det selvfølgelig rigtig meget, at min familie og venner bakker mig op.