Lisa var i koma i 20 uger - i dag har hun et særligt råd til pårørende
Som 62-årig blev Lisa Larsen pludselig meget syg. Mens hun lå i respirator, oplevede hun sælsomme komasyn, som hun aldrig vil glemme. Men den lille sølvtråd, som hun kalder det, der forbandt hende til livet, bristede ikke – og i dag nyder hun hvert eneste minut af sin tilværelse.
”Jeres mor dør af det her.”
Så kontant lød beskeden til Lisas døtre, da hun i april 2015 blev akut indlagt på Nordsjællands Hospital.
Dommen fik Lisas døtre og hendes bror, da lægen kaldte dem i samråd få dage efter Lisas indlæggelse – og de sad chokerede tilbage.
Lisa havde et år forinden fået konstateret 20 galdesten, hvilket gav hende nogle smertefulde anfald. Lægen mente dog ikke, at hun skulle opereres, men en morgen blev hun rigtig dårlig.
Hun havde været i bad, sad i sofaen og var på vej på job, men hun kastede slim op og var omtåget. I et klart øjeblik fik hun ringet 112. Og så blev hun bevidstløs.
Det viste sig, at en galdesten havde revet sig løs og forårsaget betændelse i bugspytkirtlen, som skal danne enzymer til tyktarmen – når det ikke sker, bliver tarmen hullet, og der kommer afføring ud i bugen.
Lisa blev opereret og fik stomi, men alle hendes organer var holdt op med at virke, og hun lå efterfølgende i alt 20 uger i respirator.
Annonse
Sygeplejerskerne tvivlede
Før hun blev syg, havde Lisa en travl karriere i forsikringsbranchen. Hun drev med egne ord rovdrift på sig selv, hvilket, mener hun, kan have medvirket til, at det gik galt.
Men nu var der blevet sat en brat stopper for karrieren, og de følgende måneder var en kamp for overlevelse. Lisa gennemgik operation efter operation, fik fjernet tarmene og mistede evnen til at spise.
Men én af hendes livliner var overlægen Jens.
"Uden ham havde jeg ikke været her i dag," siger hun. "Han kastede sin faglige kærlighed på mig, var utrættelig og fulgte mig hele vejen. Altid fuldstændig rolig. Og jeg tænkte: ”Når han er rolig, så går det nok.”"
Annonse
Lisa har senere mødt de sygeplejersker, der passede hende, som indrømmede, at de ikke havde troet, at hun havde en chance.
"Jens er også årsagen til, at de ikke slukkede for respiratoren, da jeg i august pludselig blev mere syg, fordi der kom bylder i min bughule," forklarer Lisa.
En del af tiden kunne Lisa ikke kommunikere, og en anden livline var døtrene Maria og Julie. Når Julie læste højt for hende, følte Lisa, at datterens stemme holdt hende fast i livet.
Istapper og dråber af lim
Lisa blev indlagt om foråret, men hun husker først rigtigt noget fra virkeligheden igen om efteråret. Men mens hun lå i respirator, ofte med lukkede øjne, oplevede hun de utroligste komasyn.
"Jeg var helt væk fra hospitalsverdenen; jeg var i et rum inde bag ved livet. Det står lyslevende for mig – jeg var bare et helt andet sted. Det er sådan, jeg bedste kan forklare det," siger hun.
Lisa så prustende heste i galop med istapper i munden. Befandt sig på en hyggelig kro, hvor hun havde det elendigt og blev sprættet op i venstre side af en læge.
"Jeg sov ikke, og det var ikke drømme. Dem glemmer man. Dette her står knivskarpt; både farverne og indholdet. Og selv om mine komasyn ofte handlede om at være alene og føle afmagt, var de ikke skræmmende," forklarer Lisa, som især på ét tidspunkt følte sig tæt på døden.
"Jeg gik ud i en plantage fyldt med skrøbelige dråber. Jeg troede, det er vand, men opdagede, at det var lim, der klistrede mig til. Jeg svømmede rundt i limen. Men snart blev jeg hevet retur til helvedet i sygesengen," fortæller hun.
"Senere i sygdomsforløbet havde jeg lyst til at tage ud til limtræerne igen for at stikke af fra smerterne.
Men jeg vidste også, at så kom jeg ikke ”hjem” til min krop igen. Jeg oplevede at være forbundet til min fysiske krop med en næsten usynlig sølvtråd og havde en fornemmelse af, at så længe den ikke bristede, var der håb."
Syg af bylder
Lisa er efter sine komasyn ikke i tvivl om, at der findes mere mellem himmel og jord. At sjælen ikke dør. Og at hun selv besøgte landet mellem livet og døden.
"Alligevel tænkte jeg – i mine vågne perioder – aldrig på døden som en mulighed. Jeg overvejede simpelthen ikke selv, at jeg kunne dø af det," siger hun.
Annonse
Sådan så det ikke ud udefra. For i august, efter at det ellers var gået fremad – fik Lisa bylder i bughulen. Hun blev igen så syg, at de færreste regnede med, at hun klarede den. Hun kom atter i respirator, og Maria og Julie blev ringet op om natten og fik at vide, at det var nu.
Men det var det ikke. Lisas krop kæmpede, og et godt stykke inde i efteråret så det for alvor ud til, at hun overlevede. Kroppen begyndte at hele. Hun vejede 40 kilo og skulle lære at spise og at gå.
Efter de 287 dage på hospitalet tog det Lisa tre år at komme på fode, og undervejs har hun blandt andet fået 42 ballonudvidelser af spiserøret.
Døden nær som baby
"Jeg var svag og kunne næsten ikke spise. Men det var noget med at gøre lidt hver dag," siger Lisa.
"Efter en måned kunne jeg gå hen og lukke havedøren op. Efter et par måneder var jeg i stand til at gå i kælderen og vaske tøj. En dag kunne jeg gå uden rollator. Hen ad vejen blev jeg i stand til at tage et bad og tage bussen til byen. Mit motto var: I morgen er det bedre."
Lisa mener, at hendes sygdom var et stort vink med en vognstand: Hun skulle lære at passe på sig selv.
"Var det her ikke sket, havde jeg knoklet videre på jobbet," siger hun.
"Så jeg siger til andre: ”Husk at nyde livet frem for at stæse af sted. Slå håret ud, og brug det pæne undertøj. Vent ikke til en særlig lejlighed. Selv er jeg taknemmelig for hver eneste dag," fortsætter Lisa, der i øvrigt også var tæt på at dø, da hun blev født.
"Jeg er tvilling, og da min søster blev født, syede de min mor sammen og sagde, at der ikke var flere. Jeg lå derinde i fire timer. Jeg var stort set død, da jeg kom ud. Min mor vidste bare, at der var én til."
Liv bag lukkede øjne
I dag holder Lisa foredrag om sit forløb, blandt andet for sygeplejersker og læger.
"Personalet var søde, men når man ligger med lukkede øjne i respirator, går de ud fra, at man sover fredfyldt. Men der foregår meget inde bagved," siger hun.
"Så når jeg holder foredrag på intensiv, siger jeg altid: ”Det er simpelthen så vigtigt, at I går hen og tager patienten i hånden og siger vedkommendes navn. Giver omsorg. Ellers føler man sig som en forladt baby, der hverken kan bevæge sig eller tale,”" fortsætter hun.
"Det har været en øjenåbner for dem. Normalt overlever man ikke et forløb som mit, så få kan vende tilbage og fortælle om det."
I dag har Lisa nøje udfyldt dokumentet 'Min sidste vilje' og planlagt sin bisættelse. For eksempel vil hun have en sort kiste, der skal stå tangosko på låget, og hun skal danses ud af kirken. På gravstenen skal der stå: Hun overlevede, til hun ikke kunne overleve mere.
"Men indtil da skal jeg leve livet," smiler Lisa. "Hver dag."
