Marie blev kræftfri: ”Jeg finder aldrig ud af, hvilket valg der var det rigtige”
Marie Lunde fik et valg: Du kan leve som før med uhelbredelig kræft? Eller gennemgå en levertransplantation, som kan gøre dig kræftfri, men som vil ændre dit liv for altid?
Denne artikel blev først bragt hos Klikk.no. Dette er en redigeret udgave.
”Jeg har virkelig været igennem et par omgange i bokseringen. I 2012 blev jeg indlagt med voldsomme mavesmerter. Jeg gik til forskellige læger, men fik uklare svar og forkerte diagnoser,« siger 43-årige Marie Lunde.
I 2018 blev Marie diagnosticeret med neuroendokrin tumorer, også kendt som NET-kræft.
Det er en sjælden, langsomt voksende kræftform, som opstår i kroppens hormonproducerende celler. I Maries tilfælde voksede tumoren i tyndtarmen.
”Til sidst havde jeg så mange smerter, at jeg var nødt til at lægge mig ned, når jeg havde spist. Og jeg havde svært ved at stå op og tage mig af børnene. Der blev foretaget mange undersøgelser, men i lang tid fik jeg kun at vide, at det højst sandsynligt skyldtes irritabel tyktarm eller spiserørsbrok,” siger hun.
Spredning til leveren
Efter en række undersøgelser opdagede lægerne, at Marie havde en tumor i tyndtarmen. Det var på det tidspunkt, at alarmen gik.
De fjernede kræften i tyndtarmen, men den havde spredt sig til leveren. For lidt over et år siden måtte Marie træffe et svært valg. Enten kunne hun fortsætte med den behandling, hun fik på det tidspunkt, eller også kunne hun tage imod en levertransplantation. Det var den sidste mulighed.
”Kræften voksede langsomt, og jeg kunne leve længe på den medicin, jeg fik, men lægen fortalte, at mit liv ville blive væsentligt forkortet. Hvis jeg derimod valgte en levertransplantation, var der mulighed for at blive kræftfri, og der var større sandsynlighed for, at jeg ville leve længere,” siger Marie.
Men det er ikke en risikofri operation. Der kan opstå komplikationer efter operationen, og hun skal leve på immundæmpende medicin resten af sit liv, hvilket øger risikoen for infektioner og nye kræftdiagnoser.
”At vælge en transplantation betød, at jeg blev meget syg i en periode, men forhåbentlig vil jeg kunne leve i flere år. Så jeg valgte transplantation.”
Annonse
Et brutalt valg
Annonse
Selv om Marie vidste, at hun en dag skulle træffe valget, føltes det stadig overvældende.
”Jeg vil aldrig vide, hvad der var det rigtige valg. Måske kunne jeg have levet et helt liv med den behandling, jeg fik, selv om statistikkerne ikke understøtter det. Men de statistikker er meget vigtige for os, for Ola og mine drenge har brug for mig,” siger hun.
Hendes mand Ola, og deres to sønner, Laurits på otte og Jæger på seks er hendes vigtigste støtter i den hårde periode. Hun henter også styrke fra arbejde, venner og træning, men samværet med familien betyder alt for den Marie.
”Vi skal jo forhåbentligt opleve en hel masse sammen, og jeg skal se drengene vokse op, være der for dem, når de vælger retning for deres liv, og hvem de vil dele deres liv med. Måske bliver jeg endda en god bedstemor, hvem ved?”
Alligevel har det føltes som et brutalt valg, fortæller hun. Det var trods alt et spørgsmål om liv og død. Operationen fik hun for omkring et år siden, og hun har altid været ærlig omkring, hvor hårdt det var at være i den situation:
”Det har været som at leve i et vakuum med en masse usikkerhed. På en måde føles det, som om jeg er ved at springe ud fra ti-meter-vippen uden at vide noget om, hvor dybt vandet er under mig. Samtidig er jeg utrolig glad for, at man i Norge har mulighed for at få et organ fra et andet menneske, så man kan leve videre. Det er fantastisk og absurd på samme tid. Sikke en gave!”
Følte mig ikke klar
Da Marie fik valget om en transplantation i foråret 2022, havde verden lige åbnet sig efter to års nedlukning. I samråd med sin læge besluttede hun sig for at vente til efteråret, så hun kunne holde ferie i udlandet med sin familie først.
”På det tidspunkt var kræften så stabil, at det ikke blev betragtet som en risiko. Jeg blev sat på transplantationslisten til oktober 2022,” siger hun.
Der gik overraskende kort tid, fra hun blev sat på listen, til hun blev ringet op og fik at vide, at det var hendes tur til at få en ny lever.
”Jeg kan tydeligt huske opkaldet. Jeg sad i bilen med børnene, det var en lørdag, og vi var på vej hjem. Jeg genkendte hospitalets telefonnummer med det samme, og der var ingen anden grund til, at de skulle ringe til mig på en lørdag. Jeg følte, at mit hjerte sank ned i min krop, for jeg følte mig ikke klar. Men hvornår er man egentlig klar? Jeg kørte børnene hjem, hentede min taske og gav de tre vigtigste mennesker i mit liv et stort kram. Det skete alt sammen inden for en halv time,” siger Marie, og fortsætter:
”Så snart jeg satte mig ind i taxaen, kom tårerne. Jeg var egentlig ikke bange, det var mere en sorg. En tristhed over, at det liv, jeg kendte, og som faktisk var godt, selv med kræft, var forbi. Jeg vidste ikke, hvordan mit liv ville være, når jeg vågnede et par timer senere. Jeg tænktem at lige nu er livet, som jeg kender det, forbi,” siger hun.
Hun vidste, at risikoen for komplikationer var stor.
”Der er næsten altid nogle komplikationer ved en transplantation. Leveren skal sys fast med alle galdegangene og blodkarrene, så lækager og dårlig blodgennemstrømning er almindelige. Afstødning og infektioner er også en risiko. Men jeg fik ingen! Det var en blanding af held og genial kirurgi,« siger hun glad.
Annonse
Operationen tog omkring seks-syv timer og var vellykket. De første 24 timer bagefter var hårde, især fordi hun var fyldt med opiater på grund af smerterne, som hun har en dårlig tolerance over for.
”Om aftenen dagen efter operationen kunne jeg stå op, men derefter gik det hurtigt. Jeg var i meget god fysisk form, hvilket jeg også tror bidrog til min hurtige bedring. Desuden gjorde jeg ALT, hvad lægerne sagde. Faste rutiner, spise godt, drikke meget, medicin på det rigtige tidspunkt, motion, fysioterapi og så videre.”
Tre uger efter operationen blev hun udskrevet fra hospitalet, og efter bare to måneder var hun tilbage på arbejde.
”Der var selvfølgelig nogle prøvelser i form af smerter, dårlig søvn på grund af kortison, rystelser og træthed, men jeg prøvede at fokusere på taknemmeligheden over, at jeg har fået en gave, som har gjort mig kræftfri – sandsynligvis i hvert fald. Nu arbejder jeg 100 procent og lever et normalt liv. Det havde jeg aldrig forestillet mig kunne lade sig gøre.”
Social familie
Marie og Olas hjem er en bikube af aktivitet fra morgen til aften. De er en aktiv familie på fire, som gerne vil være ’der, hvor det sker’.
Hun beskriver sig selv som en lidt utålmodig og rastløs person, og hendes mand og sønner er meget lig hende i den henseende.
”Vi kan godt lide, at der sker noget. Vi er en social og udadvendt familie. Det kan være ret intenst nu, hvor børnene er små, og de altid laver sjov og ballade med os som publikum, men jeg ser det som en stor fordel for dem senere i livet. De har let ved at lære andre mennesker at kende og kan socialisere sig i alle sammenhænge,” siger Marie.
Dagene er travle hos familien fyldt med lektier, vennegrupper, frivilligt arbejde, arbejde og børnenes aktiviteter.
”Jeg har ikke altid så meget tid til mig selv, men jeg nyder at læse bøger, skrive og gå på svampeture med børnene. Jeg sætter også tid af til at træne. Jeg er helt afhængig af det, især efter at jeg er blevet syg. Jeg er med i en træningsgruppe, som arbejder rigtig hårdt sammen med hjælp fra en personlig træner. Jeg bliver så træt, at jeg kan lukke af for mine tanker. Når jeg bare arbejder fysisk, lykkes det mig endelig at slukke. Først da holder jeg op med at planlægge og organisere hverdagen i mit hoved,” griner hun.
En utålmodig type
Marie fortæller, at hun også kan have brug for at være på fysisk afstand af sine opgaver for at finde ro.
”Jeg tager ikke en bog op, når børnene leger i haven. Hvis jeg gør det, ved jeg, at der går et par minutter, og så er der noget, de skal have hjælp til. Så kan jeg ikke slappe af, så jeg vil helst ikke læse.
Jeg ville ønske, at jeg havde evnen til at slappe af, selv når der sker ting omkring mig. Jeg tror, det er, fordi jeg er ret utålmodig som person. Jeg er altid et skridt foran og klar til at fuldføre de opgaver, der står i kø. Jeg går all in, så hvis jeg skal slappe af, skal en anden have ansvaret for børnene – og jeg skal være et andet sted end hjemme,” siger hun.
At hun er så meget ’på’, er noget, hun sætter pris på i andre sammenhænge. Som når det drejer sig om kræft.
”Det, at jeg er så fremsynet i forhold til udfordringer, er en skattet egenskab for mig,” siger hun og uddyber:
”Jeg kan selvfølgelig blive rigtig bange, når jeg tænker på sygdommen. Men selv om jeg er fuldstændig skrækslagen, finder jeg stadig løsninger. Jeg vil videre, få det til at ske. Jeg kan ikke holde ud at dvæle ved det,” siger hun.
Kræften har dog til tider givet hende angst for det, der skal komme, ganske enkelt en frygt for døden.
”Jeg har gået til psykolog for at tale om det, der er svært, og jeg deler mine tanker med venner. Det plejer at hjælpe.
Lykke i hverdagen
Maries liv har ikke ændret sig så meget, som hun frygtede i taxaen på vej til hospitalet.
”Bortset fra at jeg sover lidt ekstra og tager en lur lige efter arbejde, har jeg kun foretaget få justeringer eller ændringer i mit liv. Jeg skal tage immundæmpende medicin resten af mit liv, så jeg ikke udsætter mig selv for solen, da hudkræft er almindeligt, når man har et lavt immunforsvar,” siger hun.
”Jeg er også nødt til at være forsigtig med motion, da det er en almindelig bivirkning at udvikle knogleskørhed med tiden. Jeg drikker også meget lidt alkohol af respekt for det nye organ,” tilføjer hun.
Nogle af ændringerne er også rent positive.
”Følelsen af ren hverdagslykke kommer til mig oftere og oftere. Jeg var ikke klar over, at jeg havde mistet den i de fem år, jeg havde kræft. Den følelse af at boble over af glæde over et barns smil, en sang i radioen eller en kop kaffe i hånden. Det er så dejligt! Og det kan jeg kun takke min hemmelige donor for.”
