kvinde der har præsentationsangst

Liva lider af præstationsangst: ”Klappen går ned, når jeg skal tale foran andre”

Liva har fået mere ansvar og nye opgaver på arbejdet, hvor hun nu skal stå foran en forsamling og præstere. Hun elsker det nye ansvar, men oplever, at klappen går ned, når hun går på podiet, og at nervøsitet og gamle usikkerheder påvirker hende. De redskaber, som Liva allerede bruger, hjælper hende ikke – derfor beder hun psykoterapeut Rikke Thuesen om hjælp

"Jeg har prøvet at lukke af for tankerne om, hvad tilhørerne tænker om mig, men det fylder meget og forstyrrer mig, når jeg står på podiet. Jeg bruger også min vejrtrækning til at blive rolig, og det er godt – for ellers ville jeg også være stresset i kroppen og have endnu færre mentale ressourcer til rådighed."

Liva døjer med nervøsitet og præstationsangst, når hun skal tale foran en forsamling – en ny opgave og et ansvar, som Liva har fået på sit arbejde – men som hun hverken kan nyde eller præstere i, hvis nervøsiteten tager overhånd. Jeg spørger hende, hvilken overbevisning hun mener, der ligger bag hendes bekymringer for, hvad andre synes om hende.

Liva tænker sig om.

"Jeg ved ikke, om det er en overbevisning, men ikke at blive accepteret i gruppen føles farligt. Jeg vil gerne føle mig accepteret, for når jeg er accepteret, står jeg ikke alene og udenfor gruppen."

Når Liva føler sig udenfor, mister hun motivationen, og jeg spørger lidt mere ind til, hvordan Liva har det, når hun er alene.

"Som ung følte jeg mig isoleret og anderledes. I dag føler jeg mig lidt mere almindelig, og det påvirker mig ikke så meget, som det gjorde engang. Men da det var værst, var det svært for mig at indgå i sociale sammenhænge. Jeg kunne heller ikke finde en kæreste, og det frustrerede mig meget, fordi jeg ikke kunne præstere som alle de andre, der havde kærester."

Liva har fat i nogle gamle overbevisninger om at føle sig anderledes og stå uden for fællesskabet, og det er muligt, at hun gentager dem, når hun stiller sig op foran en gruppe og skal præstere.

"Ja, der er noget, der hænger ved og som går i gang i de situationer. Jeg har et ønske om at være til stede og engageret, og jeg vil gerne give tilhørerne en god oplevelse, men jeg føler mig ikke godt tilpas i min krop og kan ikke improvisere."

Jeg taler med Liva om, at overbevisninger som, at hun er alene og ikke føler sig godt tilpas i sin krop, er blevet trofaste følgesvende, og jeg inviterer hende med ind på ’Museet for gamle overbevisninger’. Jeg beder Liva forestille sig, at der inde på museet ligger en gammel overbevisning og erfaring, hun skal se på.

"Ja, engang tænkte jeg, at jeg aldrig ville få en kæreste, og det blev heldigvis modbevist. Når jeg går ind i den erindring, kan jeg mærke en knude i maven, og at min krop er stresset. Det minder lidt om situationen, når jeg står på en scene og ikke kan præstere. Men da jeg blev forelsket, var det fordi jeg turde tro på, at der var en anden mulighed. Jeg brugte mit mod og gik fra ikke at turde tro på, at jeg kunne få en kæreste, til at det kunne jeg godt. Og den erkendelse var fantastisk."

Vi taler om, hvordan en ny overbevisning, som giver tro og selvtillid, kan se ud.

"At jeg ikke er så anderledes, og at jeg har rigtig meget godt og unikt i mig. Det føles jo godt, når vi sidder her trygt og godt uden tilskuere, men i et andet rum og i en anden kontekst ved jeg ikke, om det virker. Jeg er bange for, at jeg mister overbevisningen, når jeg tager den med ud i den virkelige verden. Måske fordi jeg ikke tror på det."

Jeg beder Liva prøve at forestille sig, at hun går ud i verden med overbevisningen om, at hun ikke er anderledes, men har en masse godt at byde på. Med tro og tillid til, at det kan lykkes at fastholde den følelse. 

"Det føles fedt. Jeg ville være afslappet, tænke klart og kommu - nikere klarere, frem for at fokusere på andre støjende signaler. Min krop ville være afslappet, stærk og rank. Jeg kan mærke, at jeg har en manglende tillid til mine egne evner og en angst for latterliggørelse. Og ja, den mulighed er der jo – men der findes også muligheden for, at det ikke handler om mig. Måske jeg skal turde have tillid til, at alt er som det skal være …"

Så hvad tager du med herfra?

"At det er ok at være lidt nervøs, men jeg har overkommet værre ting. Jeg skal være rolig og afslappet, så skal det nok gå, og det er jo noget pjat at tro, at jeg ikke kan være autentisk, fordi jeg bliver nervøs. Det kan jeg godt."

Så hvis du skulle sige en anden overbevisning end den, vi har lagt på museum? 

"Jeg kan godt være autentisk og nærværende og afslappet i alle relationer og situationer. Det vil jeg prøve at integrere som en ny overbevisning. Det føles allerede lidt bedre."

Præstationsangst

Betegnelsen dækker i bred forstand over angsten for ikke at kunne præstere eller gøre det godt nok. Det kan vise sig på mange måder: Svedige håndflader, søvnproblemer, forhøjet puls og ondt i maven – for blot at nævne nogle få symptomer.

Groft sagt kan vi, ifølge specialpsykolog ved Aarhus Universitet, Mikkel Arendt, dele præstationsangsten op i akut præstationsangst og i langstrakt præstationsangst. Den akutte er den, du oplever, lige inden du skal holde oplæg for andre mennesker, eller sige noget i en gruppe.

"Den type præstationsangst opstår, når du bliver fokus for folks opmærksomhed, og den kan være så svær, at klappen går ned", forklarer Mikkel Arendt. "Den mere langstrakte form handler om at præstere i forhold til at gøre det godt nok. Det handler om selvbebrejdelse og perfektionisme. Men de to typer udelukker ikke hinanden", siger Arendt.

5 trin til at regulere præstationsangst og nervøsitet

1. Brug din krop

Når vi oplever ængstelighed, frygt og nervøsitet, aktiveres amygdala, og en kemisk proces i hjernen starter: Frys eller kæmp. Men din krop er samtidig et magisk redskab til at berolige dig selv.

Træk vejret gennem næsen og pust langsomt ud gennem munden – helt ned i maven og langsomt ud – gør det 10 gange. Stræk ud. At strække kroppen virker beroligende og får musklerne til at slappe af. Gab evt. også, det at gabe sender signaler til hjernen om, at alt er godt.

2. Sig det højt

Vi er flere, end du tror. Der er virkelig mange mennesker, som genkender ubehaget ved at stille sig op og tale foran andre, føle sig vurderet og fundet for let. Når du deler din usikkerhed, vil du opleve, at du ikke er alene, og det giver en tryghed i sig selv. Tag evt. en kollega eller ven med, som du kan søge øjenkontakt med, og som vil give dig thumbs up og et varmt smil, når du mærker uroen stige.

3. Øv dig

Hvis du ved, hvad du vil sige, og du har forberedt dig, så er det lettere at håndtere den indre uro, fordi din hjerne er forberedt på budskabet, og du har trænet rutinen. Pas på med at overforberede dig, men øv dig i at gøre ting godt nok, og at det er ok at begå fejl. Det er også helt ok at have stikord eller talekort med. Det virker også velforberedt.

4. Husk pytknappen

Hvad er egentlig det værste, der kan ske ved, at du ikke præsterer perfekt? Husk, du er et vidunderligt, kærligt og elskeligt menneske. Skriv 10 ting ned, du faktisk kan lide ved dig selv, og hav dem på en seddel foran dig. Kig på den, hvis du mærker uro, og tryk så på den imaginære pytknap.

5. Find et mantra

Tanker, følelser, krop og adfærd hænger sammen. Når du er under pres og automatisk tænker: Jeg kan ikke, jeg fejler, jeg er ikke god nok, så stresser og presser du dig selv ind i en negativ spiral. Ved at have støttende positive tankesæt parat, kan du afværge, at angsten stiger. Find sætninger, der virker for dig, f.eks.: Det skal nok gå, jeg kan godt, jeg er rolig, fattet og klog.

Katrine Axholm

Er psykoterapeut, sexolog og parterapeut og certificeret PREP-leder. Hendes passion er parforholdet, og hun tilbyder individuelle parsamtaler og holder foredrag om, hvordan man bliver en bedre kæreste og får et godt og udviklende parforhold. Hun hjælper par til at forstå hinandens forskelligheder og behov og at kunne kommunikere hensigtsmæssigt og tydeligt.

Læs mere på Rikket.dk