Majbritte Ulrikkeholms mor var psykisk syg: "Det har sat nogle dybe sår i mit liv"

Hvilken kvinde har inspireret dig mest?

"Der er mange, der har inspireret mig, men min mormors søster, som vi kaldte Moster Helene, har inspireret mig helt ind i cellerne. Hun var kunstmaler på en helt speciel måde, hvor hun kun malede for sin egen skyld og for at skabe glæde i sit eget liv. Hun solgte aldrig sine ting og udstillede kun en enkelt gang, fordi hun blev overtalt til det. Hendes forhold til sin egen kunst har inspireret mig og mit eget forhold til musik.

Musikken har nemlig nærmest altid fungeret som selvhelbredelse for mig. Hvis jeg var ked af noget, skrev jeg sange, og hvis jeg var glad, skrev jeg sange. Men da jeg blev professionel musiker, mistede jeg meget af det, fordi musikken pludselig kom et sted hen, hvor den skulle måles og vejes. Derfor har jeg af flere omgange måttet tage nogle lange pauser, hvor jeg har kunnet finde tilbage til musikken, så den igen har kunnet give noget næring til mit liv."

Læs også

Moderedaktøren guider dig: Sådan styler du nemt din kjole på mange forskellige måder

I hvilke situationer har du brugt musikken til at hjælpe dig?

"Under coronanedlukningen var jeg nødt til at sælge mit hus på Amager, hvor jeg havde boet i 27 år, fordi alt blev aflyst i den periode. Alle de koncerter og kurser, som jeg havde planlagt, måtte jeg droppe, og derfor mistede jeg hele mit økonomiske fundament. Det var ikke en særligt nem situation for mig, at jeg blev nødt til at sælge huset, men det var nødvendigt, for ellers ville jeg ende med at skylde mange penge.

I stedet fandt jeg et lille sted på landet, hvor jeg flyttede hen sammen med min kæreste og hund. Jeg har faktisk gerne villet flytte på landet i mange år – jeg begyndte vist allerede at tale om det for 17 år siden. Efter flytningen satte jeg mig ned og forsøgte at finde tilbage til musikken. Jeg kunne tydeligt mærke, at den var med til at helbrede noget af den stress, som jeg havde inden i mig selv."

Hvorfor tror du, at det tog dig 17 år at beslutte dig for at flytte fra dit hus?

"Jeg tror både, at det er fordi, der er sket nogle ret dybe ting for mig i det hus. Jeg blev skilt, mens jeg boede der, og det var ret voldsomt for mig at opleve, at jeg pludselig stod alene med et hus. Jeg mistede ikke kun min mand, men samtidig også min bedste ven.

Det var en kæmpe omvæltning og en stor sorg i hjertet. Men jeg tror egentlig, at den største årsag til, at jeg har haft lidt svært ved at flytte, er, at en bestemt side af mig reagerede på, at jeg skulle væk fra mit trygge sted. En side, som jeg har valgt at kalde for mit bangebarn. Det er en del af mig, men det er ikke hele mig. Det er ikke en side, som generelt fylder i mit voksne liv, hvor jeg har gjort mange modige ting, men det er en side, som er blevet aktiveret i forbindelse med flytningen. Det har vækket minder i mig om de mange skift, der var i min barndom.

Læs også

Er du i et forhold med en 'mandebaby'? Her er faretegnet, du skal holde øje med

Min mor var psykisk syg, så jeg blev mere eller mindre adopteret af min mormor og boede hos hende i en del år. Så flyttede jeg tilbage til min mor, når hun var mere rask, og tilbage til min mormor senere hen. Så der var mange skift, og det var ikke særlig sundt. Men dengang troede man, at det var det bedste. Det har sat nogle dybe sår i mit liv. Nogle sår, som jeg ikke er så meget i kontakt med ellers, fordi jeg har arbejdet rigtig meget med mig selv for at komme videre fra det.

Men da jeg så begyndte at overveje, at jeg skulle flytte fra huset, blev det hele aktiveret igen. Når ejendomsmægleren havde været på besøg, havde jeg bare lyst til at gemme mig langt væk under dynen. Men det er kun den side af mig, for imens sagde den voksne side hele tiden, at jeg jo bare kunne tage bilen og køre en tur til København, når jeg havde lyst, eller at jeg ville elske at bo på landet, hvor der både var skov og vand lige ved siden af.

Så det har været en proces, hvor jeg har lært at skelne mellem de forskellige sider af mig, for frygten er ikke hele mig, men det har været en side, som jeg havde virkelig meget brug for at værne om, fordi det var et meget sårbart sted."

Hvordan har du arbejdet med bangebarnet?

"På flere forskellige måder. Det vigtigste, jeg har fundet ud af i processen, er, hvor godt det faktisk virker at spørge sit eget bangebarn, hvad det har brug for. Jeg tror, at mange af os går rundt med et bangebarn indeni os på hver vores område, som har brug for at blive hørt engang imellem. Vi kan nemlig godt komme til at overhøre den sårbare side af os selv og tromle hen over den, men der kommer en høj pris at betale bagefter.

Det handler om at finde en balance, hvor man giver den nervøse og bange side lidt plads, men hvor den heller ikke kommer til at styre ens liv. I mit tilfælde havde bangebarnet brug for, at vi tog det stille og roligt med flytningen, og at det ikke skete fra den ene dag til den anden. Og det gik godt – i dag er jeg meget glad for at bo på landet omgivet af skov og vand."