Martin Kreutzer: „Kom nu i gang, kvinder”
30 minutter i luntetrav og 600 gram grønt er da slet ikke godt nok. Og du fortjener jo det bedste, siger sundhedsekspert Martin Kreutzer. Hør, hvordan han vil gøre dig meget sundere.
Hvad er sundhed for dig?
– Sat på spidsen handler et sundt liv om at tænke holistisk – emnet er meget bredere end kost og motion. Det er en af mine kæpheste, at du ikke nødvendigvis er sund, bare fordi du løber tre gange om ugen og har en god kondition. Du kan ikke hakke af på sundhedskontoen, så snart du dyrker én type sport. Sundhed handler om at være glad, være i trivsel, sove godt, spise sundt og motionere på den rigtige måde – hvilket faktisk vil sige på flere forskellige måder.
Din egen træning?
– Min egen standard hedder syv timer om ugen, og jeg har i mange år ført dagbog over min træning. Det giver mig et overblik, der hjælper mig til at veksle mellem motionsformer i stedet for kun at følge min lyst – for så ville jeg sidde på cyklen, hver gang jeg skulle træne. I øvrigt er min største udfordring i forhold til et sundt liv den samme som mange andres: Nemlig at få arbejde og familieliv til at balancere uden at få for travlt. Det er vanskeligt, fordi mit arbejdspres svinger meget, men jeg er bevidst om hele tiden at have fokus på den balance.
SE OGSÅ: 7 smarte slanketips til travle kvinder
Hvorfor er du så optaget af sundhed?
– Som ung opdagede jeg, at jeg var god til løb og udholdenhedssport. Og at jeg som løber havde brug for noget ekstra brændstof. Mens jeg tidligere kunne dyrke karate på en cocktail af sodavand og chips, havde jeg nu brug for at spise mere præstationsfremmende. Og så søgte jeg ind på Ankerhus Seminarium for at læse ernæring.
Er der forskel på kvinder og mænds sundhed?
– Kvinder er gode til teori. I ved godt, hvad der er sundt. Forbløffende mange mænd ved ikke særlig meget om sund ernæring. F.eks. aner de ikke, hvilke fødevarer der indeholder proteiner, og hvilke vitaminer de har brug for. Den slags har mange kvinder rigtig godt styr på. I er også klar over, hvor mange kalorier man har brug for i løbet af en dag. Men I mangler at tage al den viden og bruge den i stedet for bare at fylde mere viden på. Et sundt liv begynder med en beslutning om at prioritere sundhed benhårdt. Sæt tid og sted på din træning, så det bliver så konkret som muligt. Styrketræning onsdag klokken 17 er konkret. Et åbent medlemskab til et fitnesscenter og en tanke om at træne hver uge er ikke.
Hvad skal kvinder gøre mere af?
– Komme af sted. Apropos mænd og kvinders styrker er mænd til gengæld ofte bedre til at tage af sted til træning, selv om hjemmet flyder med opvask og vasketøj. Jeg hører meget ofte, at der mangler tid til træning, men det handler altså om at ville det nok, for ofte sker der det, at man bliver mere tidsøkonomisk af at træne. Du oplever aldrig, at mennesker, der virkelig brænder for deres sport, ikke har tid. De finder altid tiden, så måske er det der, du virkelig skal tage fat? Det gælder om at finde en motionsform, der får dig til at boble af begejstring.
Hvordan vil du gøre os sundere?
– Vi skal i hvert fald være mere ambitiøse end det, de officielle sundhedsråd anbefaler. Jeg har ikke noget imod slogans som: „6 om dagen” og „30 minutters motion hver dag”, men de er målrettet laveste fællesnævner. Hvert ekstra minut af din motion giver effekt, og du kommer så meget længere ved at svede lidt mere end en halv time om dagen. Seks stykker frugt og grønt hver dag er altså heller ikke særlig meget, og der er alt for lidt fokus på, at alt grønt ikke er lige godt. Der er forskel på agurk og broccoli.
– Min agenda er at kommunikere til en målgruppe af danskere, der faktisk kan mere og underpræsterer, hvis de nøjes med at følge de officielle retningslinjer. Sundhedsstyrelsen er åbenbart nervøs for at sætte barren højt, for så vil de svageste slet ikke kunne være med og måske opgive på forhånd. Men det generer mig, at der ikke samtidig kan være en volume to, der er målrettet almindelige danskere med ressourcer.
SE OGSÅ: 3 skønne mænd: "Vi elsker kvinder, der kan grine af sig selv og holder af deres krop"
Kan vi aldrig få for meget sundhed?
– Sundhed skal ikke fylde så meget, at det stresser os. Min pointe er, at et sundt liv skal være en afslappet selvfølge, ikke noget vi påtvinger os selv. Hvis du kun dyrker sport og spiser grønsager, fordi du vil tabe dig, så ender det let med dårlig samvittighed. I stedet skal et sundt liv være din naturlige adfærd – og her gælder det om at tage overkommelige skridt og langsomt bygge din energi og selvtillid op.
Dit bedste råd til den rigtige motion?
– Tænk først og fremmest på, hvad der giver dig energi. Har du brug for fællesskab eller ensomhed, når du træner? Udendørslys eller indendørs-varme? Find en motionsform, hvor du virkelig er i trivsel. Det kan godt betale sig at bruge lidt tid på at finde det rigtige for dig, så din træning går fra at være træning (du gør det, fordi du skal) til hobby (du gør det, fordi du ikke kan lade være). Næste skridt er så at finde motion, der favner din krop bedst muligt, så du ikke bevæger dig for ensidigt.
Hvor får du energi?
– Den største kilde til overskud er for mig at tilbringe tid i naturen. Jeg bliver ramt på mit humør, hvis jeg ikke får frisk luft, og selv få dages fravær koster. Der er forsket i naturens terapeutiske effekt på mennesker, og for en introvert type, som jeg er, der ovenikøbet arbejder med mange foredrag og konstant skal forholde mig til mange mennesker, er det helt afgørende, at jeg får lov at komme ud og bare være mig selv i skoven.
– Men i virkeligheden tror jeg, at det gælder for alle mennesker, at det er sundt at turde være alene. Bare mærke pulsen, føle vejret, se på stjerner og være i nuet. Der er så meget uro omkring os, og alle griber ud efter en skærm i samme øjeblik, der ikke sker noget andet. Det gør det endnu vigtigere at sørge for pusterum.
SE OGSÅ: Michelle Kristensen: 5 gode grunde til at løbe ude
Er du aldrig usund eller i underskud?
– Det er ikke, fordi jeg ikke kender til dilemmaet med at prioritere min tid. Jeg kan sagtens føle mig som en omtumlet bokser i ringen, når der er for heftigt tryk på min hverdag. Jeg føler en øget sårbarhed. Har svært ved at ryste dårlige oplevelser af mig. Bliver bekymret og får kortere lunte. Jeg tackler det ved at tage en dyb indånding og kigge hele vejen rundt: Får vi spist ordentligt? Er der gået Netflix i den, så jeg kommer for sent i seng? Får jeg pauser nok? Jeg er ikke perfekt og får da ikke altid reageret rettidigt, men jeg forsøger at få sundhed til at være den røde tråd gennem mit liv.
En typisk faldgrube for kvinder?
– Snackfælden. Hvis du går efter mere sundhed, er fokus på dit blodsukker om eftermiddagen et godt sted at begynde. Jeg ser mange kvinder gå igennem eftermiddagen uden en fast plan for et måltid, og derfor drøner blodsukkeret op og ned. Måske er du startet sundt og godt, men efter klokken 14 går det galt. Herefter giver du dig lov enten til at snacke frugt og nødder eller slik i lange baner, eller også er du helt baldret af sult og træthed, når du rammer aftensmaden.
– En sund eftermiddag har et ekstra hovedmåltid, som giver en stabil mæthed. Ligesom med træningen gælder det om at have en plan – især fordi din arbejdsplads sikkert ikke har indlagt en fast pause på dette tidspunkt. Men de fleste har mulighed for at spise en avokado eller lidt skyr med mysli på toppen. Du kan ikke vente til tidspunktet, efter at du har hentet børn og handlet ind, for så er det allerede alt for sent. Generelt synes jeg desuden, at vi skal væk fra tanken om, at tynd er lig med sund. Sådan er det langtfra.
Hvad får vi med dit sundhedsideal?
– Hvis vi sætter barren højere og træner mere, spiser sundere, sover bedre og trives med vores arbejde, familie og hverdag, så har det en effekt for vores helbred. Når det gælder kvinder specifikt, så er de fleste gode til at være omsorgsfulde, men den positive uselviskhed kan blive en hæmsko for at prioritere sig selv. Hvis din umiddelbare impuls er, at du helst vil tage vasketøjet, før du træner, så skal du måske spørge dig selv, om du helst vil være en pæn krop i nusset tøj eller en uplejet krop i pænt tøj?
SE OGSÅ: 12 nemme tricks, der virker: Snyd din sukkertrang
3 SANDHEDER OM SUNDHED1. Tid til motion er vigtigt.2. Sundhed er andet end vægt. 3. Du kan spise dig stærkere.2 LØGNE OM SUNDHED1. God kondition er lig med en sund fysik.2. Frugt er altid godt.
SE OGSÅ: 3 kvinder afslører: Sådan tabte vi 5, 10 & 20 kilo?
SE OGSÅ: Fakta om antiinflammatorisk livsstil & kost
SE OGSÅ: 21 myter om din sundhed