”Min fars død blev min vej ud af anoreksien”

5. april 2011 vejede jeg 43 kilo, var 168 centimeter høj og havde haft anoreksi i halvandet år.

For første gang i flere måneder skulle jeg ud at cykle, men mine forbandede, tynde ben kunne ikke få mig op ad bakkerne i Hillerød. Jeg var på vej ud i skoven for at lede efter min far, som ingen vidste, hvor var. Vi skulle til min farmors fødselsdag. Jeg glædede mig til at fortælle ham om min lille mad-sejr. Jeg havde spist en halv pizza weekenden forinden på min studietur til Berlin.

Men den dag døde min far af et hjertestop på sin løbetur. Og det blev vendepunktet i min spiseforstyrrelse.

Månederne op til min fars død havde været hårde. Både for mig, men også min familie. Jeg var blevet indadvendt, trist. Min hjerne var begyndt at fungere dårligt, og jeg kunne ikke længere tænke klart. Karaktererne i gymnasiet dalede. I 1. G havde jeg haft et gennemsnit på 11,4, men i 3.G fik jeg kun 02 og 04-taller. Jeg var begyndt at give op.

Det eneste mit liv bestod i var at veje mig to gange om dagen og spise. Jeg tænkte på mad hele tiden. Jeg spiste et æble til morgenmad, et æble til frokost og lidt kylling til aftensmad. Hverken mere eller mindre.

Bare en sund kur

Jeg kunne ikke selv se, hvordan anoreksien havde fået greb om mig. Hvor tynd og udsultet jeg var blevet.

Jeg så en dag et tv-program om spiseforstyrrelser med min søster.

”Hold da op, hvor er de tynde,” sagde jeg helt forbavset over, at man kunne se sådan ud. ”Men du ser ud på præcis samme måde,” sagde min søster så. Men det kunne ikke passe. Hun sagde det sikkert bare for at få mig til at spise lidt mere, tænkte jeg.

Jeg havde tabt meget af mit hår, jeg havde fået lanugo hår (dunede hår, red.) på kroppen, min menstruation var for længst udeblevet, min engang veltrænede danserkrop var væk, og jeg kunne ikke engang gå en tur i skoven uden at blive støttet under armen af mine forældre.

Jeg har tit spurgt mig selv, hvorfor jeg egentlig blev så syg. Hvordan det kunne ende så galt, for min familie har altid været kærlige, støttende og omsorgsfulde.

Men det var kuren, der startede det hele. Jeg ville spise lidt sundere, træne lidt mere. Jeg tabte mig hurtigt 8 kilo, og da min mor opsøgte lægen, sagde han bare: ”jamen, det er jo også bedre at være for tynd end for tyk.” Det satte sig i mig. Nu havde jeg også lægens ord på, at det var okay, det, jeg gjorde.

Et løfte til min far

Min fars død blev min vej ud af anoreksien. På hospitalet hviskede jeg ham i øret: ”jeg lover dig, at jeg bliver rask”. Det lovede jeg ham også en uge senere til begravelsen i kirken.

Jeg følte sidenhen, at hans ”øjne” hvilede på mig. Hvis jeg snød ham, så han det. Derfor begyndte jeg at spise igen. Det var så rart, min krop trængte til mad efter så længe uden.

Men det var også det mindste, jeg kunne gøre for ham, tænkte jeg. For det sidste, min far så af mig, var den syge, deprimerede og ustabile Mette, og den tanke var ubærlig. Det var det, der gjorde allermest ondt.

Nu er det seks år siden, at jeg blev rask. Men én ting har jeg lært: hvis du ikke selv er klar til at give slip på din spiseforstyrrelse, så gør det for en andens skyld. Det hjælper – det gjorde det i hvert fald mig.