Mie Moltke: Angsten kom pludselig en dag til en af mine dansetimer

"Jeg tror, at ens største lidelse ofte bliver ens største passion. Det blev det for mig."

Mie Moltke har danset, siden hun kunne gå, og på et meget højt niveau fra en tidlig alder. Hun er kendt fra tv-succesen ”Vild med dans” – smuk og perfekt derinde i fjernsynet. Men det har været en kringlet vej derhen – og en rejse, der stadig er i fuld gang.

"Som 13-årig skiftede jeg dansepartner, og der blev det hardcore med træning fem gange om ugen og turnering i weekenden. Dansen gik fra at være leg til at være præstation og kamp om at blive nummer 1. Jeg blev hele tiden vurderet – af mig selv, min partner og trænere, sådan er det i elitesport. Fra jeg var 13 til 23 kørte det på den måde – det var så voldsomt, og min måde at klare det på blev at få en spiseforstyrrelse. Kontrollere min mad og min krop, og det tog hurtigt fart.

Alt i mig tænkte, at jeg ikke var tynd nok. Selvom jeg vejede 20 kilo mindre end nu. Jeg mærkede ingenting. Men jeg blev støttet i det, for man skulle være tynd som konkurrencedanser. Anoreksi er en af de absolut ”bedste” måder at fjerne følelser på – fuldstændig destruktivt. Det er så frygteligt, hvor mange der lever i det. Og vi ser det som noget, der pludselig kommer. Men det kommer altid af noget. Ikke bare ud af det blå."

Når Mies mor spurgte ind til, hvordan hun havde det, skubbede hun hende væk. Ingen kunne komme forbi det panser, Mie havde bygget op.

"Min mor støttede, hvad hun kunne. Hentede og bragte. Det var gået fra at være en leg til at være helvede, der ikke handlede om, hvordan jeg havde det, men hvad jeg kunne. Men jeg blev sur, hvis hun prøvede at spørge ind til, hvordan jeg havde det. Hun skulle bare blande sig udenom. Ingen skulle blande sig i min kontrol."

Kontrollen var og er dog også en stærk drivkraft i Mie i forhold til at nå sine mål, og det er vigtigt for hende, at kontrol ikke blot er noget negativt, fordi det har drevet hende langt, efter hun fandt balancen i det. En af dem, der hjalp med at finde balancen, kom meget uventet ind i hendes liv.

Master Fatman blev afgørende

Mie stoppede med dansen fra den ene dag til den anden, selvom hun og partneren lå til at kunne vinde flere mesterskaber nationalt og internationalt.

"Da jeg stoppede med at danse, kunne jeg bare mærke, at jeg ikke skulle mere. Jeg blev ligeglad med at vinde. Jeg var så ulykkelig, og jeg ville aldrig tilbage til dansen. Jeg tog en periode, hvor jeg stoppede al kontrol af mad og træning, farvede mig sorthåret og tog 25 kilo på. Også superdestruktivt – bare modsat. Efter nogle år, hvor jeg havde prøvet at samle mig selv op, ringede de fra ”Vild med dans”. Men jeg var ikke danser mere og var slet ikke klar til det, jeg koblede jo dans med perfektion og selvdestruktion. Jeg havde ingen idé om, hvad dans ellers kunne gøre. Jeg fulgte med i sæson 1 på tv og fik lidt kolde fødder. Begyndte at savne dansen. Så jeg sagde ja til sæson 2."

De næste år skulle vise sig at ændre alt for Mie – det blev ikke kun kimen til hendes nye arbejdsliv, hun mødte også sin kommende mand og faren til hendes søn, men også en anden kær og nu afdød ven blev et afgørende møde:

"Master Fatman gjorde en banebrydende forskel for mig. Jeg gjorde det, jeg plejede, da han blev min anden dansepartner, og det var hårdt arbejde og kontrol, jeg kunne tilbyde. Men det fik jeg ikke lov at køre af på ham. Han trak sig, jo mere jeg pressede ham, og jeg blev så frustreret og græd og var ude af mig selv. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle stille op, men så fik jeg et godt råd. Kør omvendt psykologi på ham.

Til næste træning købte jeg kager med til ham og sagde, at vi holdt pause, så længe vi skulle det. Så begyndte HAN at panikke lidt og sagde, vi har jo en dans på fredag. Vi lærte noget af hinanden. Han lærte mig at have det sjovt og genfinde det at nyde. Nyde livet. Men jeg begyndte også at se, hvordan folk omkring mig ændrede sig igennem dansen og blev glade. Så jeg begyndte lige så stille at udforske det. Havde lyst til at arbejde med dansen på et mere terapeutisk plan."

"Jeg lavede mit første FeminineFlowhold i 2010. Jeg var endnu ikke klar over, at det kunne transformere kvinder. Jeg fulgte bare en følelse og gik med det. Men her 10 år senere kører jeg workshops, retreats, forløb og foredrag, og jeg har set hundredvis af kvinder forandre sig gennem FeminineFlow. Jeg har for eksempel haft en ung kvinde med, som har været i det psykiatriske system i mange år. Hun har været det hele igennem. Intet har virket. Men nu har hun åbnet op og er stoppet med at dulme og kontrollere mad – ligesom jeg selv gjorde. Jeg kan ikke bevise noget, jeg kan bare se, at det virker. At man kan stoppe ens hoved og åbne for følelser, behov og potentiale ved at bevæge sin krop."

Mie lever af at støtte andre kvinder, men er også stadig i fuld gang med sin egen rejse, og 2019 blev endnu et år, hvor der skulle kigges på spøgelser fra de hårde teenageår i konkurrencedansen:

"Angsten blev et uventet tema for mig i 2019 og ikke noget, jeg før har prøvet. Men det kom lige pludselig en dag til en af mine dansetimer. Et vaskeægte angsttilfælde. Lige der foran et helt hold af dansende kvinder. Min krop kan stadig huske at skulle præstere foran mange mennesker, og alt det gamle kom op den dag. Det var så sindssygt grænseoverskridende. Men jeg blev i det og sagde det højt og fik støtte fra de andre."

Gaven i smerten

"Angst har vist sig at været healende for mig, men jeg kan godt forstå, at folk ikke ser gaven i det, og kan godt forstå, at nogle vælger at tage medicin. Alle de tanker, vi har, om ikke at være gode nok, det er jo også præstationsangst, og du bliver syg af det. Jeg tror, at rigtig meget stress bunder i angst for ikke at være god nok. Jeg vil være med til at fortælle kvinder, at hey, din krop fortæller dig bare noget, det er kun farligt, hvis du flygter fra det. Præstationsangst er jo at ville være perfekt, så der kan man kun fejle. Der er én vej, og det er igennem det. Jeg har været nødt til at danse mig igennem det og fortsætte min undervisning og alt det andet, jeg vil, som jo ofte er foran en masse mennesker."

Ligesom Mie giver plads til angsten i sit eget liv, er der også plads til alle følelser på de forløb, hun tilbyder. 

"Hele tilgangen i FeminineFlow er, at der er plads til alle følelser og alle typer, og det er i sig selv skræmmende for mange. Jeg siger tit: Prøv at lade være med at forstå med hovedet, hvad der sker, din krop forstår det hele. Det er så angstprovokerende for mange at mærke sig selv og slippe hovedet, og mange vil opdage, at hvis de begynder at mærke deres behov, så skal de også til at sige fra og sige nej, og det er mange kvinders udfordring. Men hvis vi ikke gør det, så ender vi med at blive syge."

"Det er så vigtigt for mig at skabe et rum, hvor kvinder kan møde op og være sig selv. Vi skal støtte hinanden – og en klog kvinde sagde for nylig med den største selvfølgelighed: ”Det er os kvinder, der skal redde verden”. Vi er nødt til at stå sammen, vi må ikke bekæmpe hinanden. Slippe kontrollen og mærke – det er den eneste vej frem."