På cykel til Paris: Min helt på det gule lyn ...
Cykelblogger Caroline må indrømme, at det er helt fantastisk at have mange mænd på holdet - og ikke kun af den åbenlyse grund :-).
Mine 91 km i rent helvede ...
Når jeg skriver, kan det nogle gange lyde, som om alt er piv let, og at jeg flyver derudaf, Det gør jeg også nogle gange, men andre gange not so much …
Jeg kan have dage, hvor mine ben bare ikke kommer i gang. For nogle uger siden var vi fx på en tur på ca. 91 km. Jeg var småforkølet, men havde besluttet mig for at tage afsted alligevel. Det viste sig at blive en kamp, og en hjemtur med en lettere knækket selvtillid.
Allerede fra start begyndte jeg at kæmpe. Der var bakker og modvind, og jeg havde meget svært ved på noget tidspunkt at få vejret 100 %. Skal jeg være helt ærlig, var der mange gange, hvor jeg tænkte, at jeg kommer aldrig til Paris – jeg overvejede faktisk at smide cyklen og finde en togstation.
Men heldigvis dukkede min helt egen wingman op efter vores pause. Hele vejen hjem lå han ved siden af mig og hjalp mig, når benene ikke kunne mere. Når det var rigtigt svært, lagde han en hånd på min ryg, og det betød, at jeg gled en smule lettere gennem det hele. Der skal ikke så meget til, men han havde overskuddet og ikke mindst kræfterne, så jeg kunne komme med hjem. Da jeg kunne se målet, var jeg lettet over, at jeg kom igennem, men stolt var jeg ikke.
Med en lettere knækket selvtillid og en cykel på vej på Den blå avis, besøgte jeg nogle venner. Det hjalp at komme lidt væk, men det, der fik mig helt op igen, var, at flere fra holdet skrev til mig. Søde og sjove beskeder, som virkelig gjorde mig glad, og ikke mindst meget bevidst om, at vi er et hold, som kommer frem samlet.
Jeg havde en dårlig dag - det sker, og det har de professionelle også :) . men hurra for Teamwork og de bedste træningsmakkere.
Det tog mig et par dage, før jeg satte mig op på min cykel, Rynke igen … heldigvis er vi blevet gode venner, så Paris er stadig målet.
