Par i sengen

Min mand vil ikke dette, selv om det tilfredsstiller mig bedst i sengen

Hvad stiller I op som par, hvis I ikke er helt enige om, hvad der skal ske i dobbeltsengen? Sexolog Ditte Winkel hjælper en læser her.

Min udfordring er, at min mand ikke er vild med at give oralsex. Han gør det til nøds, hvis jeg virkelig tigger og beder, men han tager aldrig selv initiativ til det. Det er den absolut nemmeste måde for mig at få orgasme på med en partner, så derfor er jeg også frustreret over, at han ikke har mere lyst til at imødekomme mig på dette. Har du nogen gode råd på dette område?

Hvor er det ærgerligt, at I ikke kan nå til enighed på dette punkt. Jeg sidder og tænker, om I mon har haft snakken om, hvorfor han er tilbageholden med at ville udføre oralsex på dig? Har han tidligere dårlige erfaringer med det? Føler han sig inkompetent på området, eller synes han ikke så godt om kropsvæsker? For der kan jo være mange grunde til hans modstand, og jeg kan heller ikke forestille mig, at du nyder det 100 procent, hvis du under akten ved, at han ikke har hjertet med i det.

Det ene jeg tænker er, om I har prøvet at bruge slikkelapper? For det kunne måske være en mulighed for jer begge – for ham, fordi han bliver lidt ”skærmet”, og det er  mindre ”lige på”, og for dig, fordi du får mere af det, som du drømmer om seksuelt. Med dette forslag taler jeg ind i det fysiske aspekt, hvis det er der, din mands modstand er placeret.

Hvis den mere bunder i noget omkring dårlige tidligere oplevelser såsom negativ feedback for sin indsats eller tvivl på egne evner, så er kommunikation vejen frem samt masser af anerkendelse. Det kan for nogle virke banalt med ros undervejs i akten, men jo mere du sætter lyd på din nydelse og italesætter den frække effekt, han har på dig, jo mere vil han også blive revet med af din tænding. Så prøv med nysgerrighed at være undersøgende på, hvorfor han har det sådan, og så kan du dernæst prøve at foreslå forskellige muligheder, der kunne leges med, således at I begge føler jer set.

Hvad er slikkelapper?

Slikkelapper er en barriere, der kan placeres over det sted, du vil slikke, f.eks. vulva eller anus. Produktet er lavet af tynd latex eller plastik, og nogle varianter kommer også med smag. Ligesom med kondomer er slikkelapper til engangsbrug og skal altså smides ud efter brug.

Det kan være en fordel at bruge vandbaseret glidecreme, så slikkelappen sidder

ordentligt fast på huden. Desuden fungerer de også som prævention mod sexsygdomme, som kan blive overført fra kønsorganerne til mundhulen eller svælget, eller den anden vej rundt.

Om eksperten

Ditte Winkel er parterapeut og sexolog. Hun har sin egen praksis, hvor hun møder både par og individuelle klienter og afholder foredrag og workshops om sex og kærlighed for både virksomheder og privatpersoner. 

Én gang om måneden vil Ditte besvare spørgsmål fra jer læsere her i bladet. Hvis du har et spørgsmål, kan du sende det til stork@alt.dk, så kan det være, at det kommer med i næste udgave af sexbrevkassen.