”Min mand hader min vibrator”
Vi kvinder er blevet bedre til at tage hånd om vores egen seksualitet med større fokus på lyst, nydelse og sexlegetøj. Det kan både være en sexet invitation til kæresten, men det kan også føles som et turnoff for ham. Mød et par, hvor hun elsker sin vibrator, og han føler sig på hårdt arbejde, hver gang hun hiver den frem.
"Han hader min vibrator."
Ordene hænger i luften mellem os, og Alexander ser et øjeblik ud som om, at han har lyst til at løbe skrigende ud ad døren. Så tager han ordet og siger:
"Når vi er ved at skulle have sex, og vi kysser, rører, og det bliver hedt, så sker der ofte det, at mens jeg er bogstaveligt talt smider underbukserne og er helt klar, så trækker hun en eller anden stor satan op af sengeskuffen og tænder den. For mig er den lyd nok til, at jeg bare har lyst til at tage underbukserne på igen og gå ud i køkkenet og drikke en flaske vin alene."
Selvom sexlegetøj er meget almindeligt, kan det stadig vække en del følelser. For nogle vækker det følelsen af at skulle opleve noget spændende. For andre er det en fræk leg at dele, og for nogle vækker det en følelse af ikke at være nok. Selvom de fleste af os godt ved, at sexlegetøj ikke er en erstatning for sex med en anden, så kan det godt føles som om, at vibratoren er bedre end en selv.
Alexanders reaktion er ikke ukendt. Det kan føles sårende, når man er ved at skulle have sex med ens kæreste, at de så inviterer noget ind i legen, som man ikke har ønsket. Jeg beder Alexander sætte flere ord på, hvad der sker i ham, når hun trækker legetøjet frem:
"Jeg ønsker ikke at være en jaloux hulemand, der synes, at det hele handler om min pik, men jeg føler mig faktisk unødvendig, når jeg ser den pink satan vibrere."
Nina afbryder:
"Jeg bliver totalt provokeret af, at du taler sådan om min vibrator. Den er ikke din modstander. Det er bare noget, jeg nyder!"
Ordene får Alexander til at blive rørt. Han siger:
"Præcis. Du nyder den. Ikke mig."
Nina kan mærke hans sårbarhed og rækker ud til ham.
I skal kunne mærke hinanden
Det er selvfølgelig fuldstændig fair at have lyst til at inkludere legetøj i sit sexliv. Der er også en del mennesker, som er vant til at bruge legetøj, der har nemmest ved at komme, når de gør det. Samtidig giver det også mening, at det er svært at være den, der føler sig fravalgt til fordel for legetøjet. Alexander forklarer:
"Når du tager legetøjet frem, føler jeg, at stemningen mellem os ændres. Det er ikke længere os to, der er sammen. Det er ikke længere min krop og din krop. Det er pludseligt en jagt på orgasme, hvor jeg føler mig utilstrækkelig og på hårdt arbejde. For jeg kan ikke give dig orgasme bare med mig, og at bruge vibratoren på dig føles som et stykke arbejde, der skal gøres. Ikke som en gensidig leg. For jeg føler hele tiden, at jeg gør det forkert, og du hellere bare vil selv."
Nina bliver rørt, da han siger det, og krammer ham. De er tætte et øjeblik, og så siger hun:
"For mig er det ikke et fravalg af dig. Det er mere en nødvendighed. Jeg har brugt så mange år på at have dårlig penetrationssex med fyre, før jeg mødte dig, at jeg har lovet mig selv ikke længere bare at lave søstjernen."
Alexander afbryder hende:
"Jeg vil ikke have en søstjerne, der bare spreder ben. Jeg vil have dig."
Hun smiler, og jeg kan se kærligheden mellem dem. Jeg taler med dem om at kunne mærke hinanden. For uanset om man bruger sexlegetøj eller ej, så er kontakten med hinanden en ret vigtig faktor for god sex. Så jeg foreslår dem at fokusere mere på hinanden undervejs. At tage sig længere tid og ikke skynde sig med hverken at penetrere eller gå i gang med legetøjet eller jagte orgasmen.
Helt konkret foreslår jeg også Nina ikke selv at tage vibratoren frem, men fortælle Alexander, når hun har lyst til det. Så kan han tage den og føre den. Så er han ikke bare ved siden af, men en mere aktiv legekammerat. Nina siger:
"Jeg vil gerne mærke dig mere og mærke dig gøre det dejlige ved mig – og du gør det ikke forkert. Jeg skal bare åbne mig for, at det er noget andet, når du stimulerer mig, end når jeg selv gør det."
Alexander smiler til hende:
"Så drømmer vi om det samme."
Vi aftaler at mødes igen om tre uger, men allerede en uge efter aflyser de deres næste tid og skriver: Vi har fundet hinanden igen med pink satan og det hele.
5 veje til ekstra glæde i soveværelset
1. Åbn munden
Det er godt at tale om, hvordan I har det med sexlegetøj. Hvad har I lyst til at prøve? Hvad giver det jer hver især at bruge legetøj? Hvordan føles det, når den anden rækker ud efter glidecremen? At tale om det kan afdramatisere rigtigt meget. Mange kvinder tror, at deres mænd ikke kan lide det, fordi de føler sig truede, men virkeligheden består både af mænd, der hader det, elsker det og alt muligt andet. Find ud af, hvem din mand er. Og lad ham finde ud af, hvem du er.
2. Nyd hele måltidet
Hvis sex kommer til at handle om at skulle have en orgasme, så bliver det nemt en jagt på et mål, og det er faktisk ikke særlig sexet. Det er lidt som at kaste otte retter fra en gourmetrestaurant i sig for at nå til desserten. Mit råd er, at I nyder hele måltidet. Det er fint at bruge sexlegetøj. Det er også fint at have nemmest ved at komme med en vibrator eller dildo eller anden form for stimulans, men husk, at sex er meget mere end målet. Det er også rejsen derhen.
3. Find (måske) legetøjet frem, før I har sex
Hvis man ikke ved, at der lige om lidt kommer en buttplug, vibrator og cockring frem, så kan det godt være lidt overvældende. For nogle er det en fantastisk overraskelse, men hvis din elsker ikke er typen, der er vild med overraskelser, så vil jeg anbefale, at I sammen finder legetøjet frem, før I begynder at have sex. Det gør også, at han kan tage din vibrator frem, når han gerne vil give dig den nydelse. Så er han ikke en tilskuer. Så er han med. Husk også, at det er okay at have solosex, selvom du er i et parforhold. Men så er det også en god ide at sige: Jeg har lyst til sex, og du er ikke inviteret, med et kærligt smil.
4. Mærk hinanden
At give sig helt hen og bare blive stimuleret eller stimulere sig selv uden tanke på den anden kan være vidunderligt. Nyd det. Men husk, at der uendelig stor forskel på, om I giver jer hen i den andens arme eller for den andens blik eller ignorerer, at den anden er der. Mange, der føler frustration over partnerens sexlegetøj, er dybest set sårede over at blive lukket ude. Det er følelsen af at være til overs, som der reageres på. Ikke selve legetøjet. Så husk at lade sexlegetøjet være noget, der hjælper jer med bedre sex. Ikke noget, som den ene bruger alene – med mindre det er legen.
5. Lad legene begynde
Det allervigtigste at huske med sexlegetøj er, at det er legetøj. Det er opfundet til at gøre sex sjovere, mere nydelsesfuldt og mere hot’n’sweaty. Så husk ikke at tage brugen af det for alvorligt. Måske er vibratoren til klitoris, men det betyder ikke, at den ikke kan sende vellyst gennem glansen. Kun fantasien sætter grænser. Leg med det. Prøv hvad det kan for jer. Det gør en kæmpe forskel at tillade hinanden at være helt tæt på og vise hinanden, hvad der er de allerbedste lege.