9 ting, jeg lærte som voksen (og mor) på Roskilde Festival

I 1990 rejste jeg sammen med fem gymnasievenner en torsdag afsted til fire dage med musik i massevis. Jeg anede ikke, hvad jeg havde i vente, men da vi tog toget mandag morgen tilbage til Holstebro, vidste jeg, at det skulle jeg prøve igen – også selv om det betød overnatning i telt.

I år var det første gang, at min 16-årige søn skulle afsted på Roskilde Festival. Med bævende mor-hjerte har jeg gået og forberedt ham på, hvad der kan ske. Jeg er pylremor med stor P og jeg har vist ham artikler, fortalt ham, hvor det er bedst at stå til koncerterne, understreget, at han IKKE må tage imod drikkevarer fra andre, at han skal holde sig for stoffer, hellere drikke øl end vodka – ja listen kan fortsætte i det uendelige.

Men så var det, at jeg fik den geniale ide selv at tage med. Siden 1990 har jeg været rimelig trofast deltager på Roskilde Festival, fordi jeg elsker at gå til koncerter, og den Orange-feeling har altid overrasket mig og givet mig lyst til mere. Sammenlagt har jeg været på Roskilde 10+ gange, de sidste mange gange har det været for en enkelt dag. Men i år skulle det være hele pakken. Eller næsten, for jeg ankom først onsdag og tog hjem igen lørdag nat.

Men hvad har de fire dage på Roskilde givet mig af oplevelser, hvordan har den ændret sig, siden jeg som teenager gjorde mit allerførste indtog, og holder det stadig for en kvinde (og ikke mindst mor) i alderen 40+ år.

Herunder har jeg samlet mine oplevelser anno 2019 kontra 1990.

1. CAMPING

Med årene er jeg selvfølgelig blevet mere magelig, så ideen om et telt samme sted som i 1990, skød, jeg hurtigt ned. Jeg har de sidste år læst nyhederne om de unges drukfester med beer-bongs og sound-boxes, og selv om jeg både har søvnmasker og ørepropper, synes jeg, at det vil være lidt for patetisk at bo derude – og ikke mindst vil det være synd for min søn med en mor som nabo, der hele tiden vil brokke sig over den høje musik.

Så jeg investerede i en teltplads med fokus på ro og vagter, toiletter og badeforhold, og som lå lidt væk fra Festivalpladsen ved Roskilde Handelsskole. Og heldigvis er Roskilde Festival også mangfoldig, når det gælder sove-arrangement.

Der er plads til dem, der vil have en ugelang 24-times fest, og som så kan forsøge at spurte sig til en plads i L, der eftersigende skulle være der med de nattelange fester. Der er tenthouses til dem, som gerne vil bo lidt ekstra lækkert eller Silent & Clean, hvor der er regler for ro, rent og pladsen er under opsyn.

I 1990 var der ikke mange forskellige muligheder. Man kom med sit telt, krydsede fingre for ikke at ligge alt for langt fra festivalpladsen, og det var det. Jeg var heller ikke dengang den store outdoor-type, der elskede at sove udenfor, og jeg husker stadig chokket, da jeg skulle i bad første gang i fællesbadene, hvor der lå brugte tamponer i hjørnerne, og vandet var koldt. Men hey, jeg var teenager, så jeg holdte mig derefter til truckerbad og lærte at sove på et liggeunderlag, der mindede mest om nutidens yogamåtter – og hvor meget søvn har man egentligt brug for, når man er på festival?

Bade- og toiletforholdene er i den grad også blevet forbedret. I 1990 husker jeg, at der kun var træk og slip et sted – og det var inde på festivalpladsen. I år stod der toiletvogne overalt på camping og festivalpladsen, der kunne skylle, så der var ikke længere grund til at tisse op af hegnet.

Hvad gjorde jeg så i år? Jeg er stadig ikke pjattet med telt, men havde investeret i en vandtæt model og luksus liggeunderlag, så jeg fik sovet i telt to nætter, men måtte kapitulere og tage hjem til min seng i København torsdag og lørdag. (ja, der må gerne buhes) Og jeg badede i Roskilde Handelsskoles baderum, der mindede mest om dem, man kender fra sin Folkeskoles gymnastiktimer. Det fungerede perfekt!

2, MADEN

I 1990 gik jeg i gymnasiet og havde ikke mange penge. Derfor bestod min menu af fryseboller – der blev lidt bløde og mushi, når de tøede op – og den røde trestjernede salami. Jeg købte ikke meget mad på pladsen. Madboderne serverede burger, pasta bolo og noget udmærket chili con carne, husker jeg. Men det var ikke de kulinariske oplevelser, som var i fokus.

Det har i den grad ændret sig i dag. Du finder stadig de klassiske boder, der er drevet af byens foreninger som Mor Toves Æbleskiver, Delleboden og Skiburgeren, men Gorm’s, Meyer’s og Letz Sushi har også indtaget pladsen. Der er endda et område, som er dedikeret til veganske og glutenfrie retter, popcornene er økologiske og i Food Court kan du sågar finde Moules Frites! Derudover har samtlige madboder et CO2-menukort.

Jeg klager ikke, for det er da super skønt at kunne vælge mad af økologiske råvarer, men priserne er selvfølgelig ikke så SU-venlige, så det er dejligt, at du stadig kan finde en pasta bolo til en 50’er, hvis du spørger min søn.

Jeg kunne begræde, at den lidt slammede festival-stemning med fryseboller og slatne pomfritter er blevet skiftet ud med dyr gourmet, men hurra for lækker mad til mig, der kan og gerne vil betale, og juhuu for at der stadig er billigere alternativer til de unge.

3. SHOPPING

På Roskilde er der selvfølgelig også mulighed for at shoppe. I 1990 var der en del budgetvenligt vintage, og jeg gjorde mange gode fund, der passede til min hippieagtige gymnasiestil og min pengepung. Det er der desværre ikke meget tilbage af, og pladsen er indtaget af velkendte mærker som Mads Nørgaard, Le Fix og Sofie Schnoor – og selvfølgelig festivalens egen merchandise.

Et nyt initiativ fra festivalens side har i år været at sætte fokus på bæredygtig mode, og derfor har de åbnet Hal 45 for iværksættere, kunstnere og designere med fokus på netop ansvarligt forbrug. Alle boder på Green Design Market var nøje udvalgt med fokus på miljømæssig, social og økonomisk ansvarlighed og havde dermed hver deres vinkel på, hvordan bæredygtig shopping kunne se ud.

Jeg kan godt savne den følelse af loppemarked, som der var i 1990, men der var udsolgt af mange varer i Roskilde-shoppen – også den batik-bøllehat, som jeg havde udset mig, unge piger shoppede økologisk undertøj hos Green Design Market, og min kæreste kunne købe en lækker varm jakke fra et af hans favoritmærker – så omvendt er vi begejstrede for udviklingen anno 2019.

4. GENBRUG OG BÆREDYGTIGHED

I 1990 var der ikke samme fokus på klima, genbrug og bæredygtighed, som der er i dag. Plastikglas og kirsebærvin-kartonerne røg i skraldespanden. Men sådan er det ikke længere. I år blev de kolde øl og drinks serveret i plastikglas med pant på, så glassene blev afleveret tilbage i baren, vasket og genbrugt. Dette tiltag alene reducerer ifølge festivalen den samlede og sorterede mængde affald med ca. 20 tons.

Festivalen har også “Clean Camp” koncepter, som “Leave no trace” og “Clean out loud”, hvor der kræves en aktiv indsats af gæsterne for at medvirke til oprydning mod et reserveret campingspot.

Og det er godt, at Roskilde Festival gør en indsats, for det bliver hurtigt et klima-svineri, når man ser, hvordan campinggæsterne efterlader flere tons telte, soveposer, campingstole, luftmadrasser og pavilloner.

Det var der måske også i 1990, men jeg husker i hvert fald, at vi slæbte alt fra vores camp med os hjem igen – selv i 1991, hvor vi levede fire dage i ren mudder og smat, kom vores ting med hjem – mere eller mindre jordslåede.

Men hvorfor er det, at de ikke rydder op efter sig selv i dag? Nu må jeg med skam fortælle, at mit eget barn efterlod en sovepose og luftmadras på pladsen. Undskyldningerne er mange: det regnede, da de pakkede sammen, de kunne ikke bære det hele, de var trætte … Ren dovenskab i mine ører – og det har selvfølgelig resulteret i en lang enetale og opsang fra moren, så det sker selvfølgelig ikke igen. Og jeg tog selvfølgelig ALT med tilbage og smed mit skrald i skraldespanden!

5. MUSIKKEN

I alle de år, hvor jeg er kommet på Roskilde, er det musikken, som har været mit fokus. Jeg ELSKER at gå til koncerter, hvad enten det er mine idoler, som står på scenen, eller det er programmet, der lokker mig til at høre noget helt nyt. Og det har festivalen altid været en garant for.

Jeg kan sætte flueben ved mange af mine allerstørste idoler fra Prince, R.E.M. til Blur og Suede. Nogle har leveret varen og andre har skuffet (ja, jeg hørte den famøse Nirvana-koncert) men når alt kommer til alt, synes jeg, at det er fedt at høre live-musik og se dem, jeg spiller derhjemme på vinylen og Spotify.

Og i år har været som alle de andre år. Jeg hørte Bob Dylan igen, jeg kedede mig igen – og så er det gode, at man kan gå til en anden koncert. Det gjorde jeg og hørte Skepta – sammen med alle de unge :). Jeg har fået udvidet min horisont med kunstnere som Silvana Imam, CupcakKe og Jorja Smith. Jeg har danset til Cardi B, Robyn og Janelle Monáe. Jeg har fået tårer i øjnene til Søren Huss og været Down Memory Lane med Underworld, Bikstok og The Cure – blot for at nævne nogen, så det har været helt som det plejer.

6. RESPEKT OG SOLIDARITY

Netop Solidarity har været festivalens store tema, og derfor har man som gæst haft mulighed for at deltage i talks og workshops. Talskvinde Christina Bilde siger bl.a. om valget af netop dette tema.

”Det er et tema, som både tager udgangspunkt i det, vi er, og dem, vi er her for. Vi er skabt for at støtte unges muligheder, vi er rundet af ungdomsbevægelsen i 60’erne og 70’erne, og unge samles hos os i dag. Med det som fundament har vi kigget ud i verden og ladet os inspirere af de bevægelser, vi ser blandt unge i dag, hvor vi oplever, at unge engagerer sig i fællesskaber, der rækker ud over deres egne. Om det er kampen for en strammere våbenlovgivning i USA eller kampen for klimaet i hele verden, danner de unge fællesskaber på tværs af hinanden.”

FOTO: Mellemfolkeligt Samvirke 

Jeg synes, at det er et godt initiativ fra Roskildes side. I otte dage har de en direkte kontakt med en god portion af Danmarks ungdom, og som mor er det mægtigt, hvis mit barn kan komme hjem med flere forskellige oplevelser end øl-bowling og musik. Hvor meget det så er blevet til, melder historien ikke noget om – han sover stadig efter otte hårde dage!

Jeg husker mine første år på Roskilde som hyggelige. Der var ikke meget fællesskab ude på campingområdet, men jeg brugte også det meste af min tid på festivalpladsen. Jeg kom ikke hjem med nye pennevenner eller bekendtskaber, men med masser af gode musikalske indtryk og inputs, fordi den der orange stemning er ubeskrivelig – den er positiv, den er glæde, den er øl og hornmusik, grin og gråd – alt det som man oplever, når man er til fest, fuld, danser og synger. Dengang kom jeg hjem med en følelse af, at jeg har været med til noget helt særligt, som jeg delte med de 70.000 andre, der havde været der.

7. HOLD KÆFT BOLCHER

Der er selvfølgelig også malurt i koppen. I dag forstår jeg godt, at den Aarhusianske festival NorthSide har indført Hold kæft bolcher, for jeg fatter ikke, hvorfor folk skal snakke (læs råbe) en hel koncert. Nu er jeg ikke en, der søger pitten eller at stå allerforrest – det kommer jeg desværre altid for sent til, men til flere koncerter stod jeg langt fremme og fik forstyrret min musikoplevelse, fordi der åbenbart skulle vendes en verdenssituation, som skulle brøles ud over det hele, for ellers kunne vennen ikke høre det …

Hallåååå! Så må man da gå et andet sted hen, siger den gamle dame her. Og det skal siges, at det var både unge og gamle, der ævlede lystigt under en hel koncert.

8. PROVINSBY-PROBLEMER

Når man flytter en mindre provinsby på 100.000 indbyggere ud på en mark, vil de samme problemer flytte med, og derfor er der også slagsmål, tyverier og stoffer på Roskilde. Desværre er antallet af episoder stigende – det gælder voldtægter såvel som en fordobling af voldssager, og det er trist.

Heldigvis oplevede jeg et meget synligt politi, og der var social workers i hvide veste, som patruljerede på campingområdet og på pladsen. Jeg oplevede, stemningen som overvejende positiv, og de mange unge mennesker, som jeg talte med, var glade og søde, de pjattede og havde en fest – og mindede mig om mig selv anno 1990.

Man kan som både festivalgænger og mor ønske, at der blev drukket mindre og taget færre stoffer, for det er vel netop, når folk er stive og høje, at en lille episode som et skub i køen eller til koncerten kan udvikle sig til et skænderi, men der tager jeg mit forældreansvar på mig og opdrager min søn til at opføre sig ansvarligt og ordentligt, at holde sig sammen med sine venner og trække sig væk, hvis der er optræk til noget. Lige som jeg gjorde i 1990 og 2019.

9. HVA’ SÅ ROSKILDE?

Hvis jeg skal forsøge at opsummere på min festivaloplevelse anno 2019 her, hvor jeg sidder i sofaen med trætte øjne og et kæmpe søvnunderskud, må det være, at det stadig er en fest – også som en midaldrende dame.

Fællesskabet overrasker mig hver gang – hvad enten det er, når jeg står i de lange toiletkøer og falder i snak med dem omkring mig og deler alt fra musikminder og jokes, eller det særlige lys, når solen går ned over orange, mens musikken brager ud af højtalerne, pizzaen til morgenmad og popcornene til natmad.

Jeg elsker, at der stadig er noget 1990 tilbage over festivallen – hvad enten det er de gamle madboder, Orange-scene eller de trashede campingområder. Det eneste, som virkelig har været træls for min festivaloplevelse, er de snakkesalige typer, der vil stå allerforrest til koncerterne – stil jer dog allerbagerst, for hulan!

Roskilde – vi ses sgu igen næste år – og det gælder både mig og min søn, der er blevet lige så vild med den fest som sin mor!